Var de romerske kejsere sindssyge i moderne forstand?

Hvis du er bekendt med kejser Caligula, der regerede Romerriget fra år 37 til 41, har du med stor sandsynlighed hørt om hans påståede vanvid.

For eksempel beretter antikke kilder om, hvordan Caligula påstod, at han var en gud og krævede at blive omtalt som guddommelig.

Nogle beretter endda om, at Caligula hævdede, at han havde haft sex med Månen og at han konverserede med Jupiter. Alt dette kunne tyde på en psykotisk kejser, der måske led af ubehandlet skizofreni.

Taget ud af kontekst er der ingen tvivl om, at Caligulas adfærd virker vanvittig, men flere af historieskriverne havde en interesse i at fremstille kejseren i dårligt lys.

Historien om Caligula viser den knivsæg, vi har balanceret på gennem vores arbejde med bogen Sindets Ild.

Beretningerne om historiske personer og deres mentale helbred afhænger af øjnene, der ser, og dertil kommer den bias, kilderne til deres liv havde. Dette gør sig i høj grad gældende, når vi ser på Romerrigets (tilsyneladende) sindssyge kejsere.

Forståelse af kejserne kræver tværfaglighed

Det er svært ikke at blive fascineret af de romerske kejsere. Ufatteligt rige, magtfulde og grusomme. Men var de også psykisk syge i moderne forstand?

Gennem tiden har historikere og arkæologer forsøgt sig med analyser af såkaldte sindssyge kejsere, men uden at have den nødvendige faglige viden til at vurdere, om man virkelig kunne diagnosticere dem som psykisk syge.

Omvendt har en del læger forsøgt at diagnosticere antikke personer. Det slipper de dog sjældent heldigt fra, da de ikke har kendskab til de mange faldgruber, der kan være i fortolkningen af de antikke kilder.

Der findes således hverken på dansk eller engelsk nogen bog om de romerske kejsere, der er skrevet af en historiker/arkæolog, sammen med en psykiater til belysning af spørgsmålet, om vi kan forstå nogle af kejsernes handlinger som et udslag af sindssyge.

Ikke før nu, i hvert fald.

Beskrivelser af dramatiske kejsere

Vi har faktisk mange kilder, der kan belyse magthavernes psykiske helbred – især om de mest dramatiske kejsere.

For eksempel skriver embedsmanden Sveton, at kejser Caligula troede, at han var en gud, ville udnævne sin hest til konsul og havde sex med månen.

I de skriftlige kilder har vi altså beskrivelser, der – set med nutidige øjne – kunne ligne symptomer på en psykose eller mani. Vi får detaljer om adfærd, taler og beslutninger, som vi kan analysere (diagnosen vender vi tilbage til).

Desuden var de antikke forfattere faktisk meget optagede af personlighed og karakter. De prøvede at forklare, hvorfor en kejser var »ond« eller »gal«.

Det giver os materiale at arbejde med. Hos Nero (kejser fra år 54 til 68) hører vi for eksempel både om barndomstraumer og kunstneriske ambitioner.

Men der er også mange faldgruber ved kilderne.

Kilderne er aldrig neutrale

For det første er det afgørende, hvornår en kilde er skrevet i forhold til den kejser, den beskriver.

Fordelen ved en samtidig forfatter er, at denne ofte har et mere direkte kendskab til kejseren – men en samtidig forfatter vil også være tilbageholdende med kritik, på grund af frygt for repressalier, for eksempel i form af dødsstraf.

Omvendt, hvis en kilde skriver om en kejser efter dennes død, kan der ligge en fordel i at fremstille ham som tyrannisk eller vanvittig for at opnå velvilje hos den siddende regent.

Kilderne er således aldrig neutrale. Mange af historierne stammer fra kejsernes fjender – ofte senatorer, der havde alt at vinde ved at fremstille dem som gale. Det er derfor svært at skille fakta fra løgn og latin.

For eksempel glemmer kilderne behændigt at nævne, at mange af mordene, foretaget under de gale kejsere, var henrettelser af politiske modstandere.

Selvfølgelig virker det i dag voldsomt at dræbe politiske modstandere, men det var nu engang almindeligt i datidens Rom – om end ikke altid velset.

Dermed er den slags politiske mord ikke nødvendigvis et udtryk for sindssyge. Tværtimod: de kan have være et udslag af en magthavers kølige beregninger.

Kilderne fejlfortolker adfærd

Ofte fejltolker kilderne også bevidst eller ubevidst det, som kejserne gør.

For eksempel mener Sveton, at det er et udtryk for en arrogant og dårlig opførsel, at kejser Tiberius (der regerede fra år 14 til 37) bevæger sine hænder i særlige repetitive mønstre, når han var ude i offentligheden.

Det er noget hans forgænger Augustus, den første kejser i Romerriget, undskyldte for gentagne gange, fordi samtiden fandt det så aparte.

Efter at have nærlæst kilderne, argumenterer vi i bogen for, at Tiberius kunne have lidt af en autismespektrumforstyrrelse.

De repetitive bevægelser var muligvis et eksempel på »stimming«, der er en beroligende adfærd, der ofte ses hos personer med denne lidelse under stress.

For Tiberius kunne det eksempelvis komme til udtryk, når han skulle holde tale til senatet.

Forskellige opfattelser af psykisk sygdom

Endelig skriver de antikke forfattere ud fra helt andre forståelser af psykisk sygdom.

De kendte ikke vores sygdomskategorier, som først blev beskrevet et par tusind år senere. Når de kalder nogen »vanvittig«, kan det lige så godt betyde moralsk forkastelig eller bare at personen udviste upassende opførsel.

Vi risikerer altså at forveksle kulturelle domme med kliniske symptomer. Kilderne giver os aldrig hele billedet.

Når Caligula for eksempel beskyldes for at være sindssyg, fordi han iklæder sig gudedragter, så undlader kilderne at fortælle, at sådan udklædning var almindelig i visse ceremonielle sammenhænge.

I øvrigt havde både Augustus og Alexander den Store gjort præcis det samme, uden at nogen havde anklaget dem for at være sindssyge.

Når man går kritisk til værks, træder nuancerne frem

Skal man vurdere, om en given kejser var sindssyg i moderne forstand, er det derfor vigtigt at gå kritisk til værks ved at »triangulere« mellem skriftlige beretninger, arkæologiske fund og vores moderne forståelse for sindslidelser.

Gør man dette, er muligheden for at komme tættere på et mere nuanceret billede af virkeligheden større.

Et godt eksempel er kejser Elagabal (der regerede fra år 218 til 222), der i de skriftlige kilder beskrives som feminin, mens han på samtidige romerske mønter fremstilles som markant mere maskulin.

Et andet eksempel er Nero, der i kilderne ofte fremstilles som ligeglad, da Rom brænder ned, mens de arkæologiske kilder viser, at han gjorde et stort arbejde for efterfølgende at brandsikre byen.

Caligula led ikke af skizofreni

De antikke kilder er altså fulde af spændende detaljer, men de er også farvede, fragmentariske og skrevet ud fra en helt anden forståelse end vores.

For at stille en psykiatrisk diagnose, er det helt centralt at tale med patienten og observere hans eller hendes adfærd. Af åbenlyse årsager er dette ikke en mulighed med vores kejserlige »patienter«.

Flere læger har tidligere spekuleret på, om Caligula kunne lide af skizofreni, fordi han hævdede at gå i seng med månen og tale med Jupiter. Måske hørte han stemmer?

Imidlertid er det sådan, at for at stille diagnosen skizofreni, skal nogle bestemte kriterier være opfyldt ifølge den internationale diagnoseliste ICD-10.

Mennesker med skizofreni vil for eksempel ofte trække sig fra kontakt med andre mennesker og få vanskeligheder med at planlægge og tage initiativ.

Caligula manglede bestemt ikke initiativ og var ifølge kilderne en dygtig taler uden manuskript. Han var også god til planlægning, hvilket ses ved hans mange retssager mod politiske modstandere.

Desuden nævner ingen af kilderne, at Caligula skulle have søgt ensomheden. Tværtimod synes han at have udvist stor glæde ved at være i centrum.

På den måde kan vi afvise denne diagnose, når vi punkt for punkt går de informationer igennem, som vi kan finde i kilderne. Vi argumenterer derfor i Sindets Ild for, at hans adfærd må forklares på en helt anden måde.

Fremtidige mennesker vil se på os med samme undren

Hvis man vil påføre de romerske kejsere moderne diagnoser, er man nødt til at være varsom.

Det handler om at forstå, hvordan magt, moral og sindstilstande altid fortolkes gennem samtidens briller.

I vores bog kommer vi omkring kejsere som Caligula, Nero, Tiberius og førnævnte Elagabal, som muligvis var den første transperson, vi kender til.

Det giver os lejlighed til at omtale den romerske holdning til homofili og transseksualitet nøjere samt til at trække tråde op til, hvordan vi ser på dette i dag.

Kejserinderne Messalina (gift med Claudius) og Faustina (gift med Marcus Aurelius) samt Augustus’ datter Julia (gift med Tiberius), skildres alle af kilderne som hæmningsløse nymfomaner.

Sandsynligvis var der meget mere om disse kvinder end en ustyrlig seksualdrift, hvilket vi beskriver nøjere i bogen. Det giver os mulighed for at beskrive, hvordan romerne så på kvindelig og mandlig seksualitet og sammenligne med i dag.

Studiet af antikkens kilder minder os således om, at både historieskrivning og medicin formes af tidens værdier. Samtidig er det en påmindelse om, at fremtidige generationer nok vil se på os med samme undren, som vi i dag ser på antikken.

Måske kan vi med et nuanceret blik på sindssyge i antikken lære at se med lidt mildere øjne på de romerske kejsere og på de mennesker i vores samfund, der er ramt af 'sindets ild'.