Om få timer går mere end 100 millioner amerikanere til stemmeurnerne.
Valget mellem Hillary Clinton og Donald Trump er blevet beskrevet som det mest afgørende præsidentvalg, siden valget stod mellem Ronald Reagan og Jimmy Carter.
Reagans valgsejr indvarslede 12 års republikansk styre, hvor USA efter Berlinmurens fald og sammenbruddet af det kommunistiske styre i Sovjetunionen hævdede sig som verdens hypermagt - omend kun for en kort stund.
30 år senere er præmisserne for USA's fortsatte dominans, Ruslands svaghed og USA's evne til at holde Kina i skak blevet fejet til side i en verden, der er langt mere kompleks.
Vinderen af præsidentvalget i dag kommer til at stå ansigt til ansigt med de mest krævende nationale sikkerhedspolitiske udfordringer siden slutningen af den kolde krig.
Måske er de endda endnu mere udfordrende, fordi verden er blevet langt mere fragmenteret.
LÆS OGSÅ: Forsker: Trump opfører sig som en diktator
Det amerikanske politiske system er forstyrret og splittet
Hvordan skal vi forholde os til denne skæbnestund?
Og endnu vigtigere; hvordan skal vi afveje konsekvenserne af en sejr til enten Hillary Clinton eller Donald Trump?
Det korte svar på begge spørgsmål er: ‘Med frygt’.
Det mest sandsynlige - men langt fra sikre - resultat er, at Hillary Clinton vinder.
Men det faktum, at dette resultat selv på dette sene tidspunkt ikke kan tages for givet, afspejler, hvor forstyrret og splittet det amerikanske politiske system er.
Den langtrukne periode med primærvalg og de nærmest uendelige præsidentkampagner afspejler et bittert ‘bundfald’, der er blevet akkumuleret over mange år, og som signalerer, at et stort antal amerikanere har mistet troen på systemet.
Valgkampen er blevet til en kamp mellem det politiske etablissement, repræsenteret af den arketypiske Washington-insider Hillary Clinton og outsideren Donald Trump, der aldrig har haft et politisk embede, og som har formået at bryde næsten alle reglerne i det politiske regelsæt.
LÆS OGSÅ: Donald Trump og den hvide identitets fremmarch
Trump leder et ‘pøbeloprør’
Trump er anti-kandidat-kandidaten.
Det faktum, at en dybt fejlbehæftet kandidat stadig ifølge meningsmålingerne er med i konkurrencen, understreger, hvor utilfreds en stor del af den amerikanske befolkning er med systemet.
Trump leder, hvad fremtidige historieskrivere måske vil kalde et ‘pøbeloprør’, der til dels er næret af en dyb mistro til Hillary Clinton - uanset om det er rationelt eller ej.
En signifikant andel af de amerikanske vælgere hverken bryder sig om hende eller stoler på hende.
Heriblandt finder man mange demokrater, og i amerikansk politik er det afgørende, at vælgerne kan lide én.
Lad os ikke glemme, at den ikke-verdslige George W. Bush sikrede sig to præsident-embedsperioder ved at vinde mod mindre sympatiske og tiltalende, men nok langt bedre kvalificerede, modstandere, Al Gore og John Kerry.
LÆS OGSÅ: Forsker om Donald Trumps kropssprog: Det er bølleadfærd
En sejr til Trump kan føre til opløsning af alliancer
Fra resten af verdens perspektiv - bortset fra Ruslands og landets allierede - vil det være en foruroligende udvikling, hvis Trump sejrer.
Donald Trumps krigeriske og uinformerede meninger om samhandel, forbindelserne med Kina, immigration, hvordan man løser problemerne i Mellemøsten, og et væld af andre anliggender varsler problemer forude.
Det kan endda føre til en opløsningen af alliancer, der har tjent - og som fortsætter med at tjene - hele verdens interesser.
Præsident Trump vil helt sikkert være tvunget til at moderere sine meninger, men de tidligste stadier af hans regeringstid vil uden tvivl være en periode med stor usikkerhed.
LÆS OGSÅ: Kan du ikke li' kandidaterne - sådan vælger du
Intet kan udelukkes
Set i lyset af de kræfter, der er imod ham - lige fra kvinder og minoritetsgrupper til det republikanske etablissement - virker det måske som spild af tid overhovedet at overveje muligheden for, at Donald Trump vinder.
Men hvis vi tager højde for Storbritanniens ‘Brexit’ og den mærkværdige stemning, der findes i USA på nuværende tidspunkt, kan vi ikke udelukke noget som helst.
Det er især tilfældet nu, hvor oktobers WikiLeaks-afsløringer lader til at fortsætte længere ind i november.
WikiLeaks-kampagnen i midten af den amerikanske præsidentvalgkamp er uden fortilfælde, og især fordi der er begrundet
mistanke til, at det var russiske hackere, der foretog et cyberangreb på Hillary Clintons servere og leverede råmaterialet i første omgang.
Den seneste afsløring af en tidligere politisk kommentator for CNN (nu midlertidig partisekretær for Det Demokratiske Partis nationalkomité, DNC), der i hemmelighed briefede Hillary Clinton om sandsynlige debat-spørgsmål under primærvalgene, styrker den vedholdende kritik af Clinton-kampagnen.
Bernie Sanders og hans tilhængere har al mulig grund til at føle sig forurettede.
Og for Clinton-kampagnen, der er dybt afhængig af valgdeltagelse, er det en meget uheldig udvikling.
LÆS OGSÅ: Barack Obama indtager sin plads i historien
Ingen troværdige mod-kandidater
Ved et historisk uheldigt tilfælde var der ikke en eneste troværdig kandidat, der magtede at udfordre Clinton som det demokratiske partis fanebærer.
Bernie Sanders tog kampen op, men der var aldrig en chance for, at han ville vinde.
Blandt republikanerne udraderede Donald Trump sine modstandere; selv Jeb Bush, som ellers var republikanernes første spidskandidat og etablissementets valg.
LÆS OGSÅ: Sådan vælges en præsident i USA
Valgsejr til Trump er »skræmmende«
Det leder os til at betragte Clinton fra et australsk perspektiv.
De australske embedsmænd i Canberra lægger ikke skjul på deres ønske om, at Clinton sejrer, på trods at de naturligvis alle ytrer de sædvanlige floskler om, hvordan Australien selvfølgelig er parat til at samarbejde med den vindende kandidat, uanset hvem det bliver.
Udenrigsminister Julie Bishop gav udtryk for Australiens præference i weekenden, da hun forklarede, at en Clinton-sejr vil tjene Australiens interesser, mens hun samtidigt advarede os om risikoen ved en sejr for Donald Trump.
»Clinton mener, at USA har en global lederrolle,« udtalte Julie Bishop til tv-stationen ABC.
»Men det gør Trump ikke. Han mener, at globalisering har været en dårlig handel for USA, og han vil fokusere mere på indenrigsanliggender.«
Andre medlemmer af Australiens udenrigsetablissement har været mindre tilbageholdende.
Kim Beazley, tidligere australsk ambassadør i Washington, har beskrevet forestillingen om en sejr til Trump som »skræmmende«.
LÆS OGSÅ: Derfor bliver Hillary Clinton opfattet som uoprigtig
Clinton har skeletter i skabet
Så langt så godt, men Hillary Clinton har sine egne skeletter i skabet, som alle vil flytte med til Pennsylvania Avenue (den gade i Washington, som forbinder Det Hvide Hus og kongresbygningen, Capitol, red.).
Ikke mindst husker vi hendes dårlige dømmekraft, da hun i 2002 stemte for den resolution i den amerikanske kongres, som gav daværende præsident George W. Bush beføjelser til at invadere Irak.
I modsætning til Barack Obama har Clinton ikke kæmpet imod administrationens manøvrering for at skabe omstændigheder, hvor krigførelsen blev uundgåelig.
Hvis Clintons krigeriskhed materialiserer sig, vil det føre til en ny global usikkerhed.
Det følger en periode, hvor Obama-administrationen har bestræbt sig på at undgå militære forviklinger for ikke at gøre, som præsidenten selv udtrykker det, »noget dumt«.
Australiens udenrigsetablissement vil gøre klogt i at være forsigtige med at sige god for Clintons udenrigspolitik, der måske vil forsøge at adskille sig fra Obamas ved militært ‘at spille med musklerne’.
LÆS OGSÅ: Valgsvindel i USA? Fire præsidentvalg med omdiskuterede valgresultater
Udenrigspolitik kan komme på en tidlig prøve i Mellemøsten
Forrige måned rapporterede Washington Post, at det udenrigspolitiske etablissement i Washington så frem til Clintons embedsperiode med ‘stille lettelse’.
Artiklen citerede en tidligere Obama-rådgiver, som udtalte, at der i Washington var:
»en udbredt opfattelse af, at det har været dyrt ikke at være aktiv nok eller at anerkende grænserne for amerikansk magt…. Så det normale udslag er at være mere interventionistisk (støtte eller udføre indgriben i praksis, red.)«
Clintons udenrigspolitik kan komme på en tidlig prøve i Mellemøsten, hvor hun, den tidligere udenrigsminister, og hendes tilhængere ikke har lagt skjul på deres overbevisning om, at Obama kunne have gjort mere for at forhindre et usikkert tomrum i Syrien og Irak, der efterfølgende blev udfyldt af Islamisk Stat.
Clinton vil måske også være mere tilbøjelig til at udfordre både Kina og Rusland, hvilket vil have uforudsigelige konsekvenser.
LÆS OGSÅ: Forsker: Statistikken og historien levner ikke Donald Trump en chance
Verdens tyngdepunkt har ændret sig
På ét vigtigt punkt vil Australien være godt tjent med Clinton ved roret:
Hun er arkitekten bag og fortaleren for, at USA pivoterer (drejer, red.) omkring Asien. Det er en erkendelse af, at verdens tyngdepunkt uvægerligt har ændret sig.
Uanset hvad der kommer til at ske efter idag, er usikkerhederne i amerikansk politik en påmindelse om Australiens behov for større selvstændighed.
Sidst, men ikke mindst, bør de australske politikere og beslutningstagere huske på, at både Clinton og Trump er ‘beskadigede varer’.
Spørgsmålet er, hvem af dem der er mindst beskadiget.
Tony Walker hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
