UVVU: Ingen ved, hvad god videnskab er

Bjørn Lomborg fik kritik for sin videnskab. Det samme fik Milena Penkowa, Helmuth Nyborg og Bente Klarlund, der endda havde den tvivlsomme ære af at blive kaldt 'videnskabelig uredelig' af UVVU (Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed).

Lomborg blev dog senere renset, efter at Videnskabsministeriets jurister have korrekset UVVU. Og senest har Udvalgene valgt at genoverveje deres afgørelse i Klarlunds sag. Videnskabelig uredelighed kan med andre ord være svært at arbejde med – selv for UVVU.

En vigtig del af forklaringen på dette paradoks er, at der ikke findes nedskrevne regler for, hvornår forskere har begået videnskabelig uredelighed. Men det er heller ikke meningen, fortæller formand for UVVU, landsdommer Henrik Gunst Andersen.

»Det er ikke os, der sætter standarden for videnskabelig praksis. Og standarden flytter sig hele tiden. Vi laver ikke regler – de bliver lavet ude i virkeligheden. Så vi udtaler os om, hvad vi mener, var den gældende standard på tidspunktet for artiklens frembringelse,« siger Henrik Gunst Andersen.

Hvad er 'god forskningsskik'?

UVVU's afgørelsesproces bliver besværliggjort af, at der ikke findes klare, evigtgyldige retningslinjer for, hvordan man laver god videnskab. I stedet forholder udvalgene sig til, om de indklagede forskere forbyder sig mod god forskningsskik – og det er straks en mere diskuterbar størrelse.

• For det første har forskellige forskningsgrene forskellige traditioner. I nogle humanistiske og naturvidenskabelige traditioner er det for eksempel relativt udbredt, at forskerne 'genbruger' passager og særligt gode formuleringer fra deres gamle bøger eller artikler i nye. Men hvis en sundhedsforsker gør det samme, vil det ofte blive betragtet som dårlig stil og et brud på fagets forskningsskik. Den slags forskelle i forskningsmiljøet forsøger UVVU at tage højde for ved at have tre udvalg – et for sundhedsvidenskab, et for humaniora/samfundsvidenskab og et for naturvidenskab. I hvert udvalg sidder dygtige, fremtrædende forskere, som forventes at kende forskningsskikken inden for deres respektive fagområder.
  
• For det andet er det svært at vurdere sager på baggrund af forskningsskik, fordi skikken hele tiden forandrer sig. Typisk fordi nye metoder eller opdagelser ændrer videnskabsfolkenes syn på, hvad der skal til for at finde solid viden. Det, der var god stil for 10 år siden, behøver derfor ikke at være det i dag. Det betyder, at forskellige videnskabelige tidsskrifter ind imellem ændrer deres retningslinjer, og så kan UVVU skele til dem. Ellers må udvalgene nøjes med at tage udgangspunkt i de overordnede retningslinjer, som findes i den folketingsbekendtgørelse, der ligger til grund for, at UVVU eksisterer. Eller i UVVUs egen vejledning i god videnskabelig praksis.

Udvalgsmedlemmer har kæmpe magt

Det havde været let, hvis der fandtes en stor tung lovbog, der hed 'Loven om god videnskabelig skik'. Men det gør der ikke, og så må udvalgene hente deres hjemmel et andet sted – og det sted er erfaringerne blandt Udvalgenes egne medlemmer.

På den måde har Folketinget placeret meget magt og tillid hos de seks medlemmer og seks suppleanter, der tegner hvert udvalg. Det er deres opfattelse af, hvad der er god videnskabelig skik, som kan smadre eller redde en forsker-karriere.

Men den praksis er usikker og åbner en ladeport for dårlige vurderinger, mener en af UVVU's mest åbenmundede kritikere, Peter Pagh, juraprofessor ved Center for Offentlig Regulering og Administration, Københavns Universitet.

»Hvor mange har forudsætningerne for at udtale sig kvalificeret om et enkelt akademisk speciale? Svaret er, at det er ufatteligt få. Og UVVU kan ikke være dækket ind over hele linjen.«

»Mange afgørelser bliver derfor baseret på trossætninger frem for viden, og det er et problem. Systemet er det rene pjat,« siger Peter Pagh, der i sin tid skrev Bjørn Lomborgs klagesag mod UVVU’s afgørelse.

Overlæger: Nedlæg UVVU

Den verserende Klarlund-sag er et eksempel på, at UVVU – muligvis – ikke har helt styr på den videnskabelige skik, der findes i et konkret forskningsmiljø. I hvert fald er det den kritik, fremtrædende sundhedsvidenskabelige forskere i flere omgange har rejst mod Udvalgene.

Striden tager udgangspunkt i afgørelsen af Bente Klarlunds uredelighedssag. En del af sagen drejer sig om fem videnskabelige artikler, der undersøger, hvordan fysisk aktivitet påvirker musklerne. Som led i den forskning tog hun nogle prøver – såkaldte biopsier – fra forsøgspersonernes muskler.

Klarlund brugte prøverne som data-materiale i alle de fem artikler, som hver især undersøgte en særlig problemstilling omkring muskler og motion. Hun forklarede, hvordan prøverne var blevet taget – men hun gjorde ikke opmærksom på, at de også blev brugt i andre artikler.

• UVVU vurderede, at Bente Klarlund begik videnskabelig uredelighed, fordi hun bevidst ikke refererede mellem artiklerne. Ordet 'bevidst' er vigtigt for sagens udfald. I diskussionerne op til, at den endelige afgørelse blev offentliggjort, fik Bente Klarlund mulighed for at se et udkast. I den forbindelse sagde hun – ligesom flere kollegaer – at det ikke nødvendigvis er almindeligt at lave den slags referencer, som UVVU kræver af hende. På den baggrund konstaterede UVVU, at Klarlund bevidst havde undladt at krydsreferere - hun erkendte, at hun ikke mente, referencerne var nødvendige - og at hun derfor var ’videnskabelig uredelig’.
  
• Overlægerne Niels Borregaard og Thorkild I.A. Sørensen har ikke meget til overs for UVVU's afgørelse i Klarlund-sagen. De kræver ligefrem, at udvalgene bliver nedlagt, når de kan nå frem til sådan en afgørelse. I en kronik i Politiken har de konstateret, at Klarlund blot gjorde det samme som sine kollegaer. Og at de ikke kan gennemskue, hvilket grundlag Udvalgene baserer deres afgørelse på.

Uredelighedsforsker: UVVU har vigtig whistleblower-funktion

Overlægernes kritik er endnu en nælde i den buket af hidsige udfald, som UVVU har modtaget siden oprettelsen i 1992. Igennem alle årene har jurister og fagfolk hamret på institutionen.

Men den består stadig, og det er der god mening i, vurderer centerleder Hanne Andersen, der forsker i videnskabelig uredelighed ved Center for Videnskabsstudier, Aarhus Universitet.

»Jeg synes helt klart, det er vigtigt, at der er et UVVU. Internationale sager har vist, at whistleblowers undertiden kan have svært ved at få universiteterne til at lytte, når der er problemer. Særligt, hvis der er store, prominente forskere involveret. Derfor er det vigtigt at have sådan et organ,« siger Hanne Andersen.

Folketinget er skyld i UVVU-ballade

Uredelighedsforskeren kan imidlertid godt se, at UVVU har en udfordring, fordi der ikke findes klare regler for god videnskab. Men hun vurderer, at problemet med de manglende regler har fået lov til at vokse sig stort, fordi UVVU ikke kun skal undersøge sager, der handler om decideret snyd.

Faktisk kunne UVVU have undgået langt det meste af kritikken, hvis Folketinget blot havde strøget ganske få ord i den bekendtgørelse, som siger, hvilken type sager Udvalgene skal tage op.

»Reglerne siger, at UVVU skal undersøge 'forfalskning, fabrikering, plagiering og andre brud på god videnskabelig praksis'.«

»De 'andre brud' er taget med, for at UVVU også kan rejse sager om alvorlig sjusk og anden dårlig videnskab – ikke kun decideret snyd.«

»Men når UVVU skal undersøge brud på god videnskabelig praksis, bliver de nødt til at forholde sig til god videnskabelig skik – og det er jo det, der ikke er klare regler for. Skulle UVVU derimod kun forholde sig til forfalskning, fabrikering og plagiering, ville det være en mere gennemskuelig opgave.«

Milena Pekowas UVVU-sag handlede blandt andet om, at hun havde opfundet resultater fra en masse rotter, der aldrig har eksisteret. Udvalgene har ikke fået kritik fra forskere for at påtale det – for der var helt åbenlyst tale om fabrikering af data. De andre offentligt kendte sager er dog ikke så klare som Penkowas.

»Jeg har indtryk af, at det er de sager, der handler om 'brud på god videnskabelig praksis', der opstår ballade omkring. Det er den slags sager, der beskæftiger sig med den gråzone, hvor forskerne ikke direkte snyder, men springer over, hvor gærdet er lavest, sjusker, eller ikke helt ved, hvad de laver,« fortæller Hanne Andersen.

Klarlund kunne være gået fri

Bente Klarlunds sag er et eksempel på en gråzonesag.

»Når vi ser på spørgsmålet om genbrug af muskel-materiale, så argumenter UVVU for, at hun foretager et brud på god videnskabelig praksis. Men det er hverken forfalskning eller fabrikering,« siger Hanne Andersen.

Hun vurderer, at vi formodentlig kunne have undgået stormvejret omkring både Klarlunds, Lomborgs og psykologiprofessor Hemuth Nyborgs sager, hvis Udvalgene ikke skulle undersøge 'brud på god videnskabelig praksis'.

»Hvis man ændrer i bekendtgørelsen, vil det betyde, at man får nogle renere sagsforløb. Til gengæld mister man muligheden for at påtale det sjusk, der nok i virkeligheden er det mest udbredte problem i videnskaben. Det er jo meget få forskere, der bevidst snyder,« siger Hanne Andersen.

USA har ændret reglerne

I USA har man fjernet formuleringen om 'brud på god videnskabelig praksis' i den officielle definition på, hvad videnskabelig uredelighed er.

Oprindelig indgik formuleringen i de regler, som amerikanerne indførte i slutningen af 1980'erne, hvorefter al statsligt støttet forskning skulle undgå uredelighed defineret som:

»Fabrikering, forfalskning, plagiering og andre former for praksis, der alvorligt afviger fra dem, der er almindeligt accepteret i det videnskabelige samfund i forbindelse med at foreslå, lede eller rapportere forskning. Dette omfatter ikke 'ærlige fejl' eller 'ærlige forskelle' i forbindelse med fortolkninger eller vurderinger af data.«

Men denne formulering rendte ind i en del kritik, blandt andet fra National Academy of Science, og blev til sidst ændret.

»Der var i 2003-2004 en kraftig debat om videnskabelig uredelighed i USA. Den endte med, at formuleringen om 'andre former for praksis, der alvorligt afviger' – 'other practices that seriously deviate' – røg ud,« fortæller Hanne Andersen.

Udvalgsformand: Vi skal se på det

Det videnskabelige samfund i USA fik fjernet formuleringen, fordi det mente, den var for uklar. Men om noget lignende skal ske i Danmark er stadig uklart, fremgår det af en mail til Videnskab.dk fra Rasmus Prehn (S), Formand for Folketingets udvalg for forskning, innovation og videregående uddannelser.

»Jeg er opmærksom på kritikken fra forskerverdenen i debatten om UVVU og deres afgørelser, og jeg er åben over for at se nærmere på kritikpunkterne, og hvordan andre lande håndterer sager om videnskabelig uredelighed,« siger Rasmus Prehn.

Han gør opmærksom på, at ændringer kræver grundigt forarbejde.

»Selvfølgelig skal vi værne om den høje faglighed og gøre alt, hvad vi kan for at undgå snyd og svindel med forskningsresultater, men vi skal også sikre, at vores lovgivning ikke har utilsigtede elementer. Derfor har jeg også allerede taget initiativ til et møde med ministeren, så vi kan drøfte problemstillingen,« skriver Rasmus Prehn.