Udbredt undervisningsteori hviler på et omstridt videnskabeligt grundlag

Har du nogensinde fået at vide i skolen eller på et kursus, at vi mennesker lærer bedst, når vi får enten skriftlige forklaringer, visuelle eksempler eller mundtlig information?

Eller måske, når vi får lov til at bevæge os eller til at røre ved noget, mens vi suger viden til os?

Hvis svaret er ja, er det nok teorien om læringsstile, du er stødt ind i.

Det er en populær teori om, at alle mennesker skal undervises på forskellige måder for at lære mest muligt. Aarhus Kommune har inversteret 10 millioner i læringsstile og firmaet Mentor Danmark har givet lektiehjælp til over 25.000 danske familier ud fra teorien, men læringsstile får en dumpekarakter af flere forskere.

»Læringsstile som en måde at forstå forskelle på individer er for det første ligesom stjernetegn i præcision og for det andet derfor et koncept, uddannelsesforskningen droppede for mange år siden, og for det tredje noget, der stadig sælges til velmenende undervisere og bureaukrater verden over,« lyder det for eksempel i et tweet fra Andreas Lieberoth, der forsker i pædagogik og videnskabsteori.

Læringsstile som en måde at forstå forskelle på individer er 1.) =stjernetegn i precision, og 2.) derfor et koncept uddannelsesforskningen droppede for mange år siden, men 3.) noget der stadig sælges til (googles af?) velmenende undervisere og bureaukrater verden over https://t.co/EPLgOjca6s

— Andreas Lieberoth (@lieberothdk) July 7, 2021

Flere systematiske litteraturgennemgange, også kaldet reviews, har undersøgt, om det virkelig passer, at mennesker lærer bedre, når de bliver undervist på en måde, der matcher deres ‘læringsstil’, uden at finde videnskabelig evidens.

Et virvar af teorier

Til teorien om læringsstile knytter der sig ikke bare én, men en regulær myriade af metoder.

Der eksisterer over 100 læringsstilsmodeller, som hviler på den fælles præmis, at mennesker kan inddeles efter læringsstil. Men definitionen af de forskellige læringsstile varierer fra metode til metode.

For eksempel kan du ifølge psykolog Peter Honey og ledelsesudvikler Alan Mumford have enten aktivistisk, pragmatisk, reflekterende eller teoretisk stil. Forskerne Rita og Ken Dunn, der står bag den udbredte Dunn og Dunn-model mener derimod, at du enten har en taktil (følsesansen), kinæstetisk (bevægelse), visuel eller auditiv læringsstil.

Mange af teorierne opstod i 1970’erne, hvor undervisere og indlæringsforskere begyndte at få øjnene op for det enkelte barns behov.

Det betød, at der blev lavet en masse eksperimentelle studier, der hævdede at finde, at læringsstilsteorierne holder stik. Men siden da er kvaliteten af studierne blevet anfægtet voldsomt.

»Langt de fleste af læringsstilsteoretikere har lavet en del forskning og hævder, at læringsstilene skal bruges, fordi der er forskningsmæssig dækning for dem. Og det siger de stadig, selvom vi er nogle, der mener at have tilbagevist, at det hænger sådan sammen,« siger Jacob Klitmøller, der forsker i indlæringsteorier og tilhører den lejr, der afviser de eksperimentelle studier.

Læringsstile er klassificeret som en myte

Siden starten af 2000’erne har videnskabens verden i stigende grad stillet sig kritisk overfor de eksperimentelle studier.

Flere forskergrupper har systematisk gennemgået den eksisterende forskning i læringsstile i store metastudier, herunder Jacob Klitmøller, som er lektor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

I 2015 udkom Jacob Klitmøller med en gennemgang af 22 studier, der alle undersøgte, om elever lærer bedre, hvis de bliver undervist i den læringsstil, der ifølge Dunn og Dunn-teorien ligger naturligt til dem. Hans gennemgang havde to formål:

• At undersøge evidensen for, at det forbedrer indlæringen hos elever at blive undervist ud fra en bestemt læringsstil af en lærer.
• At undersøge kvaliteten af de eksperimentelle studier, som hævder at finde evidens for, at mennesker har en bestemt læringsstil.

»Min konklusion, som ligger i forlængelse af noget af den kritiske internationale litteratur på området, er, at kvaliteten af deres forskning ikke er tilstrækkelig god til, at vi kan være sikre på, at den effekt, de mener at finde, rent faktisk skyldes koblingen mellem undervisning og præferencer,« siger Jacob Klitmøller.

Som Jacob Klitmøller påpeger, er flere andre internationale studier nået til den samme konklusion. I størstedelen af den videnskabelige verden er teorien om læringsstile med andre ord blevet klassificeret som en myte og skrinlagt.