Raketaffyringen er kulminationen på et raketbyggekursus på Bredagerskolen i Jelling, hvor folkeskoleelever har bygget en seks kilos aluminiumsraket. Der er tale om en affyring i 1000 meters højde.
Den almennyttige forening Danish Space Challenge (DSC), der er ved at indfase en ny standardraket med en tophøjde på 3500 meter, affyrer også et antal af sine egne raketter og tester i den sammenhæng en ny affyringsrampe. Arrangementet foregår i Borris Skydeterræn og er derfor underlagt meget strenge sikkerhedsforanstaltninger.
Formanden for DSC, Jeppe Locht, lægger stor vægt på, at foreningens formål er at styrke de tekniske videnskaber og naturvidenskaberne - især blandt børn og unge.
»Vi er omtrent et dusin raketentusiaster, som i vores fritid laver raketter og tager rundt og holder foredrag og laver kurser i at bygge raketter i skoler og ungdomsskoler. Det gør vi for at give de unge nogle succesoplevelser, og fordi det er fantastisk at se hundredevis af glade børn samles om raketaffyring. Der er så stor fascinationsværdi i raketter,« siger Jeppe Locht.
Raket medbringer mobiltelefon Han kan notere, at skolen i Jelling allerede har booket et kursus igen til næste år. Og han vil i øvrigt gerne i kontakt med folk, der kunne tænke sig at få noget nyttelast sendt op med DSC-raketterne.
»Hvis nogen vil bygge nogle instrumenter, måleapparater eller lignende til at få sendt ud i rummet, skal vi nok flyve dem derop. Der er lastrum i raketten,« siger han.
Skoleraketten medbringer eksempelvis en mobiltelefon til at tage billeder og en Lego RCX mikrocomputer til dataopsamling.
DSC, der blev stiftet i 1999, har deltaget i Dansk Naturvidenskabsfestival ved adskillige lejligheder. Et tv-indslag om DSC i Danmarks Radios program, Store Nørd, blev i 2005 kåret til årets bedste i 2005 og blev vist fem gange på et år.
De fleste af medlemmerne er jyske, dog er der på det seneste også kommet et par københavnere med, som oven i købet arbejder i rumrelaterede industrier. Jeppe Locht beskriver medlemmerne som ildsjæle, der er målrettede mod det praktiske. Det at bygge raketter er i høj grad en ingeniørvidenskab, påpeger han, der i øvrigt selv er en af få ikke-ingeniører i DSC.
DSC arbejder på at iværksætte en større raketfestival.

































