Sådan var hverdagen for de danske jøder i Theresienstadt

»Som regel måtte vi lægge børnene tidligt i seng, fordi vi ikke kunne give dem mad. Når de sov, mærkede de ikke sulten så meget.«

Sådan lyder en beskrivelse fra den danske jøde Jenny Simson i bogen 'Danske jøders liv og død i Theresienstadt'.

Bogen er skrevet af Silvia Goldbaum Tarabini, der forsker på Rigsarkivet og har undersøgt dansk holocausthistorie i 15 år.

For sit arbejde med bogen har hun nu vundet Julius Bomholt-prisen, der uddeles af Kulturministeriet. Og så er hun gæst hos forskernes redaktør, Anders Høeg Lammers, i en ny podcast, som er produceret af Videnskab.dk for Kulturministeriets Forskningsudvalg.

Du kan lytte med ved at starte podcasten i playeren øverst i denne artikel.

En 'indirekte' udryddelse

Under Anden Verdenskrig døde i alt omkring 35.000 jøder i ghettoen Theresienstadt, primært på grund af sult og sygdom. Men udryddelsen var her mere 'indirekte' end i andre koncentrationslejre.

»I Theresienstadt foregår der ikke industriel udryddelse, ligesom vi kender det fra Auschwitz-Birkenau. Der er ikke noget gaskammer,« forklarer Silvia Goldbaum Tarabini i podcasten.

Til gengæld blev omtrent 88.000 af fangerne i Theresienstadt sendt videre til deciderede masseudryddelsessteder, og afsendelserne havde i sig selv betydning for hverdagen i ghettoen.

»For selvom man ikke ved, hvor de fører hen, så er der ingen, der har lyst til igen at blive stuvet sammen i kreaturvogne og blive sendt til et ukendt sted,« uddyber Silvia Goldbaum Tarabini.

Tog gift, da de blev fanget

I bogen kan man for eksempel læse om den unge Ellen Oppenhejm, der bliver deporteret til Theresienstadt med sin familie i 1943.

Hun var opvokset på Østerbro i København, og hendes familie tilhørte det bedre borgerskab. Faren var overretssagfører med kontor på Rådhuspladsen, og moderen var involveret i meget frivilligt arbejde.

Hendes familie bliver som nogle af kun ganske få arresteret under flugten på Øresund og bliver derefter sendt til Horserød-lejren i Nordsjælland.

»Og det er en meget dramatisk arrestation, for de tager gift, da de finder ud af, at de bliver taget. Så det første, der sker i Horserød, er, at de bliver udpumpet,« fortæller Silvia Goldbaum Tarabini.

Man kan undre sig over, at nazisterne tillod livreddende behandling til jøder, hvis liv de senere så stort på. Men for nazisterne var det vigtigt, at 'planen' blev overholdt, og døde jøder i Danmark var ikke en del af planen.

Hvorfor skal vi fortælle om enkelte skæbner?

Bogen 'Danske jøders liv og død i Theresienstadt' fokuserer på personlige historier. Men hvorfor har Silvia Goldbaum Tarabini med bogen valgt at fokusere på personlige oplevelser frem for det store billede?

»Statistik og antal, det fortæller jo ingenting andet end tal,« forklarer hun til Anders Høeg Lammers i podcasten.

»De her beretninger fortæller om liv og død, om stort og småt. Det omfatter en hel hverdagssfære, sat ind i unormale rammer.«

I bogen følger Silvia Goldbaum Tarabini alle dele af fangernes liv, 'fra børnefødsler til død':

»Det giver et helt andet billede, end at der var '400-og-noget', der blev deporteret, og så var der '400-og-noget', der kom tilbage, og det var så det,« siger hun i podcasten.

I podcasten kan du høre mere om skæbnerne i Theresienstadt, blandt andet:

• hvordan Ellen Oppenhejm byttede sig til sin første BH
• hvornår fangen Simon Direktor fik 'ekstraløn' på et kvart brød
• hvorfor fangen Gerhard Valfer fik ødelagt sine fødder