- Vincent, siden du for nylig fik en af videnskabsministerens store EliteForsk-priser har man set dit ansigt i snart sagt alle trykte medier. Og nu synes du så, at du også vil føre dig frem som tv-vært: Hvorfor passer du ikke bare dit arbejde? »Passer mit arbejde? Det er da præcis, hvad jeg gør. Som forskere har vi - helt generelt - en dobbeltforpligtelse: Til den samfunds- og indsigtsmæssige forpligtelse, vi som forskere har til at lave et stykke forsvarligt akademisk arbejde, hører også at formidle resultaterne til den offentlighed, der før eller siden forhåbentlig får glæde af den. Det er også offentligheden, der helt eller delvist betaler for forskningen over skattebilletten, så hvis den almene borger ikke både i oplysningen og i valutaens navn har krav på at få indsigt i forskningsresultaterne, hvem har så? Og det er ligegyldigt om faget hedder filosofi eller molekylærbiologi.«
- Blev dine første programmer ikke sendt samtidig med 'X Factor'? Jeg gad godt se dem, der i stedet valgte at se et program om moralfilosofi? »Jo, et par af udsendelserne blev sendt samtidig med 'X Factor', men 'X Factor' er slut nu, men det er mine udsendelser ikke. Og de temaer, som udsendelserne behandler, har historisk set vist sig at være noget mere langtidsholdbare og slidstærke end X Factor.«
- Det må så komme an på en prøve. Har du i øvrigt selv tænkt på at stille op i 'X Factor'? Du kan jo så godt lide at være på? »Jeg har ikke nogen nævneværdig ambition om at 'være på'. Men jeg har en ambition om at videregive indholdet af min forskning til en større offentlighed, og med mine sangtalenter er det nok bedst for såvel undertegnede som den danske befolkning, at jeg ikke aspirerer til programmet.«
- Er du sådan en stand up-filosof? »Tja, skal vi kalde det en stand-up-uddannet-i-filosofi? Jeg er ikke filosof, men uddannet i filosofi - det er et erhverv og ikke et liv, for som det bekendt gælder i livet, så skal det leves 'standing up'.«
- Du profiterer vel en del af at være så udadvendt? »Midlerne i filosofi er begrænsede på en måde, som de ikke er i modebranchen eller værdipapirshandlen, så det er så som så med profitten. Når det så er sagt, er det en antikvarisk forestilling, at vi i det akademiske miljø ikke producerer produkter som i andre brancher. Vi laver vidensprodukter, og de har som alle andre produkter en pris - omend den som regel er lav - og det er godt for forbrugerne i såvel det akademiske miljø som i offentligheden.«
- Har forskere en karrieremæssig interesse i at sælge sig selv? »Forskere har en interesse i at sælge deres vidensprodukter, men kvaliteten af disse produkter er en funktion af intellekt, indhold, relevans, sandhedssøgen, anvendelighed etc. At afsætte disse vidensprodukter i publikationer, patenter og priser kan så igen have betydning for karrieren. Forskere er dog - ikke overraskende - også mennesker, og det betyder, at forfængelighedens bål også brænder her.«
- Vil du anbefale dine kolleger generelt at være mere udadvendte? »Ikke mine kollegaer som sådan, men det akademiske miljø generelt. Det akademiske miljø er en organisme, der bevæger sig ganske langsomt, og det betyder, at hvis du bevæger dig blot en smule hurtigere end gennemsnittet, så virker den relative hastighedsforskel som om, at du tager syvmileskridt. Hvis du parrer denne indsigt med lidt utålmodighed, således at tingene helst skulle være gjort i går, hvis de er tænkt i dag, så er det et godt udgangspunkt for at drive vores metier frem på en måde, der giver plads til fordybelse, men uden at den velkendte og kedsommelige støv følger med det akademiske virke.«
- Hvor forskelligt er tv-arbejdet i forhold til f.eks. din undervisning? »Der er en betragtelig forskel. I starten havde jeg en vis ærefrygt - og frygt - for kameraet, eftersom man henvender sig til personer, man ikke kender, og således er bange for at fremstå exorbitant amatøragtig - specielt når kameraet, som det gør, ser alt. Dertil kommer, at det er et 'dødt' publikum i øjeblikket, hvor man optager, og derfor kan man ikke rette sin præsentation til undervejs, som man kan i den almindelige undervisnings- eller formidlingssituation, hvor der er et levende publikum og en stimuli-respons-relation. Men når man først indser, at man med det 'døde' publikum i optageøjeblikket faktisk har fuldstændig kontrol over, hvad der skal foregå, så er det pludselig en stor befrielse at stå foran kameraet og helt og aldeles styre begivenhedernes gang.«
- Hvad har du lært? »Jeg har blandt andet lært, at tv er et meget indflydelsesrigt medie, og at man skal være varsom med, hvad der sendes ud. Enhver tv-kanal bør have, som en del af sendetilladelsen, der udstedes, en oplysende forpligtelse, og må således godt stille krav til seerne - og omvendt. Interessant er det at bemærke, at i takt med den øgede mulighed for oplysning og indsigt som kommer af de mange tv-kanaler, internet, portaler, social software og andre kommunikationskanaler, er menneskeheden på det nærmeste blevet mere snæversynet og narcissistisk, hvilket både reality-tv-shows og ønsket om '15 minutes claim to fame' vidner om. Hvis man i Oplysningstiden havde set denne konsekvens af oplysning, så havde man uden tvivl længtes tilbage efter den mørke middelalder.«
- Har du fået respons fra seerne? »Ja, ganske mange, både i form af telefonopringninger, breve, e-mails, og jeg er faktisk også blevet stoppet på gaden nogle gange, og har oven i købet skrevet autografer, hvilket jo virker helt ding-dong-dynamolygte. Så var der en herre, der ringede og på et formfuldendt ældre dansk forkyndte, at han var så glad for at se at Danmark nu havde fået en eliteforsker i logik eftersom han altid havde haft hund! Spørgsmålstegn - og jeg ventede på at se om der kom mere. Ja, han havde altid haft hund og altid kaldt sine hunde for 'Gottlob' efter den store tyske logiker Gottlob Frege. Det var sådan set blot det, han ville sige - og lagde røret på. En anden gang ringede en dame, der netop var blevet bekendt med 'Tankens magt' og EliteForsk-prisen og nu mente, at jeg skulle starte mit eget parti, der skulle hedde DLP - Dansk Logik Parti - hvor hun skulle være sekretær og jeg skulle være formand, og at et af partiets programpunkter skulle være, at logik indførtes som obligatorisk fag i folkeskolen.«
- Held og lykke med det. »Tak.«
Steen Bruun Jensen er redaktør på Magasinet Humaniora, som bringer interviewet i det kommende nummer, der udkommer i begyndelsen af maj 2008.
Vincent Hendricks byder videnskab.dk velkommen:
































