Danske soldater har i årtier deltaget i internationale missioner indsat af FN og NATO.
Alene siden 1992 har flere end 26.000 soldater været sendt ud en eller flere gange på i alt 50.500 udsendelser. De fleste har haft Balkan, Irak og Afghanistan som destination, hvor de har deltaget i egentlige kamphandlinger.
Danmarks nye status som krigsførende nation har skabt en ny social kategori af borgere i det danske samfund, nemlig 'krigsveteranen'.
I regeringens netop vedtagne veteranpolitik defineres en krigsveteran som »en person, der - som enkeltperson eller i en enhed - har været udsendt i mindst én international operation« uanset om vedkommende fortsat gør tjeneste i militæret.
Antropologen Birgitte Refslund Sørensen undersøger i sit netop påbegyndte forskningsprojekt 'Krigens Danmark: Krigsveteraner og konstruktionen af Danmark' , hvad Danmarks deltagelse i krigen betyder for det danske samfund.
»Jeg tager blandt andet udgangspunkt i begrebet 'anerkendelse' som både empirisk og analytisk kategori. Soldater har jo gentagne gange udtrykt, at de ikke føler sig forstået af samfundet, mens ministre, politikere, Forsvaret og pårørende jævnligt påpeger, at de udsendte soldater fortjener og har krav på anerkendelse. Regeringen fastslår for eksempel i sin veteranpolitik, at 'det er regeringens politik, at veteraner skal anerkendes for deres indsats' Selv om anerkendelse dermed efterhånden er blevet standard i omtalen af veteranerne, så tillægges begrebet i praksis mange forskellige betydninger og det er hele tiden til forhandling: Det har givet mig anledning til at spørge: "Hvem skal anerkendes, for hvad, hvordan og af hvem?» siger hun.
Hvem skal anerkendes?
Sociale kategorier er altid en forsimpling af virkeligheden, siger Birgitte Refslund Sørensen.
Fællestræk fremhæves, mens forskelle negligeres.
»Kategorien 'krigsveteran' fremkalder hos danskerne typisk et billede af en gammel mand, klædt i uniform og dekoreret med medaljer for sit heltemod i kamp, men vi er langsomt ved at vænne os til, at nutidens krigsveteran er en mand eller kvinde i tyverne eller trediverne, typisk i ørkenuniform og hædret med medaljer for sin indsats.
Det nuanceres dog i regeringens veteranpolitik, der også inkluderer sygeplejersker og andre i støttefunktioner. Det afgørende er, at de er udsendte af Danmark - regeringen og folket. I denne optik skal veteranerne ikke anerkendes for at gå i krig - men for loyalt at løse den opgave, regeringen og befolkningen har stillet dem«, siger hun.
Birgitte Refslund Sørensen mener, at der med lanceringen af veteranpolitikken opstår et politisk spil om kriterierne for at tilhøre kategorien.
Forsvaret bakker op om regeringens veteranpolitik, men understreger, at krigsveteraner har eller har haft en tilknytning til militæret, og veteranpolitikken betragtes i tråd hermed som en personale-politik, hvor det er Forsvaret som arbejdsgiver, der vedkender sig sit særlige ansvar over for de ansatte.
»Det udelukker imidlertid i princippet personale, som er udlånt til internationale operationer af for eksempel politiet eller andre ministerier, selv om de arbejder side om side med Forsvarets udsendte soldater. Og hvad med de danskere, som er udsendt af humanitære organisationer til at varetage genopbygningsopgaver under lignende vanskelige vilkår? Og hvorfor skal andre, der får en arbejdsskade, mens de bidrager til landets økonomiske overlevelse ikke have samme støtte og anerkendelse? Regeringens officielle definition af "krigsveteraner" forhindrer ikke en social kamp om kategoriens indhold og grænser,« siger hun.
Hvad skal anerkendes?
Birgitte Refslund Sørensen siger, at spørgsmålet om, hvad veteranerne skal anerkendes for, er tæt knyttet til kategoriens definition.
»Det bredeste grundlag for anerkendelse er slet og ret "udsendelse af Danmark", men en større anerkendelse kræver en særlig bedrift, noget ud over det sædvanlige. Når dette særlige søges formuleret i ord, udspiller det sig ofte inden for modsætningen mellem det onde og det gode, mellem liv og død.
Et af de perspektiver, der ofte høres er, at de danske soldater skal anerkendes, fordi de giver afkald på den trygge hverdag og familien, og sætter livet på spil for at beskytte Danmark og den danske befolkning mod terrorister. Et beslægtet argument er, at de danske soldater skal anerkendes for deres indsats for at give den afghanske befolkning, især børnene, et bedre liv og en fremtid. På dette niveau er anerkendelsen forbundet til den officielle målsætning for interventionen og til national identitet«, siger hun.
»Inden for det militære fællesskab anerkendes den enkelte soldats vilje og evne til at se sig som del af en helhed, at agere professionelt og altid gøre sit yderste, og ikke lade andre i stikken. Det er det at være en god kammerat, der anerkendes. Det er sværere at sætte ord på, hvad det er, der skal anerkendes i den hjemlige sfære. Fra soldatens perspektiv er det måske blot beslutningen om at ville sendes ud, med hvad det nu indebærer. Her ligger anerkendelsen i en eksplicit og betingelsesløs opbakning, hvilket også indebærer, at frygt og angst ikke gives til kende over for soldaten. Anerkendelsen af partnerens beslutning er udtryk for respekt for den anden som subjekt, men indebærer samtidig en accept af noget, der risikerer at ødelægge forholdet og personens eget liv. Og for nogle opstår et moralsk dilemma, fordi anerkendelse af partnerens udsendelse ser ud til at implicere opbakning til krigen, fordi det modsatte kan gøre soldaten bekymret, hvilket gør ham/hende til en dårligere (ufokuseret) soldat med øget risiko til følge«, siger hun.
Hvordan skal de anerkendes?
Birgitte Refslund Sørensen fremhæver, at Danmark af historiske grunde ikke har en egentlig veterankultur, men at et omfattende arbejde nu er igangsat for at 'opfinde traditioner'.
En stor del af anerkendelsespraksissen tager udgangspunkt i militærets egne traditioner: parader, medaljer, mindesmærker og monumenter.
Men anerkendelsen synes i stigende grad at rykke ud i og indtage det offentlige sociale rum. Derved inddrages befolkningen som et mere eller mindre deltagende publikum, som det for eksempel er tilfældet med den officielle flagdag den 5. september, hjemkomstparaderne i garnisonsbyerne, eller med oprettelsen af et monument for de udsendte på Kastellet.
Regeringens officielle definition af krigsveteraner forhindrer ikke en social kamp om kategoriens indhold og grænser
Birgitte Refslund Sørensen
Anerkendelsen tager imidlertid også andre civile former. Der oprettes private støttegrupper og sociale netværk, som blandt andet samler penge ind og sælger forskelligt merchandise (for eksempel Den gule Sløjfe).
Der etableres nye funktioner i det kommunale system med særlig fokus på de hjemvendtes situation samt forskellige psykologiske og medicinske behandlingstilbud.
Og med den nye veteranpolitik tages der initiativ til, at hjemvendte soldater får et særligt kompetencekort, således at de kan dokumentere de erfaringer og færdigheder, de har med fra krigen, i et civilt sprog, som gør det muligt for dem at omsætte disse i forhold en uddannelse eller et job. Hvor de klassiske parader og medaljer fejrer soldaten som national helt, er disse former for anerkendelse i højere grad rettet mod soldaten som borger, hvad enten det er med særlige behov eller særlige kompetencer.
»Som det fremgår, er der mange aktører involveret i anerkendelsen - eller eventuelt manglen på den - af de danske soldater: Regeringen, Forsvaret, militære interesseorganisationer, veterannetværk, private støtteorganisationer, kirken, medierne, den danske befolkning, soldatens familie, lokalsamfundet og dele af erhvervslivet. De deltager alle med forskellige og konkurrerende motiver og opfattelser af, hvilke krigsveteraner der skal anerkendes, for hvad og hvordan. Men alle er enige om, at det er et vigtigt felt, og kampen om krigsveteranernes anerkendelse vil formentlig være én vigtig dynamik i det danske samfunds udvikling i årene fremover, som påvirker såvel den nationale selvforståelse som den danske velfærdsstat,« siger hun.
Kan anerkendelse give bagslag?
Anerkendelse af krigsveteraner kan ifølge forskeren påvirke hele samfundet.
Kategorien 'krigsveteran' fremkalder hos danskerne typisk et billede af en gammel mand, klædt i uniform og dekoreret med medaljer for sit heltemod i kamp, men vi er langsomt ved at vænne os til, at nutidens krigsveteran er en mand eller kvinde i tyverne eller trediverne, typisk i ørkenuniform og hædret med medaljer for sin indsats
Birgitte Refslund Sørensen
»Det handler ikke blot om krigsveteranerne eller deres pårørende. Det handler om hele samfundet. Inden for Forsvaret har man udtrykt bekymring om, hvorvidt den massive kommunikation om krigsveteraner kan give bagslag, så støtten til soldaterne falder, fordi der opstår en "veteran fatigue" eller en vrede blandt andre udsatte sociale grupper, men mine overvejelser går i en anden retning,«siger Birgitte Refslund Sørensen.
»Jeg mener, at hele anerkendelses- og støttearbejdet for krigsveteraner er så omfattende, at det på flere og flere måder involverer hele den danske befolkning. Og det mener jeg kan være med til at bidrage til en gradvis militarisering af samfundet. Den amerikanske feminist Cynthia Enloe har påpeget, at militarisering ikke blot indebærer en større opmærksomhed på militær og krig, men udgør en proces, hvor det sociale liv mere generelt orienterer sig mod det militære og normaliserer det, « siger hun og fremhæver:
»Soldaterfamiliers hverdag organiseres i forhold til udsendelser, orlov, hjemsendelse. Pårørende danner sociale netværk og engagerer sig i frivilligt støttearbejde. Unge mennesker ser militæret som blot "en god karrieremulighed" - hvor mange i 1980'erne valgte at være militærnægtere og undgå værnepligt, melder de sig i dag frivilligt til militærtjeneste.«
Den kulturelle produktion og forbruget af litteratur, film og foredrag om krig bliver større og større. Social- og sundhedsvæsnet tilpasses nye behov skabt af krigen. Skoler og børnehaver tager initiativer for at undgå mobning og isolering af børn til udsendte soldater. Arbejdspladser tager initiativer til at informere om, støtte og anerkende soldaten og dennes pårørende. En ny produktion og udvikling af viden og teknologier opstår med krigen og militæret som omdrejningspunkt.
»Alle disse ting betyder ikke, at militariseringen udelukker en kritik eller afstandtagen til krig, men de er udtryk for etableringen af en gennemgribende samfundsmæssig optik. Og det er værd at være opmærksom på i hele diskussionen om anerkendelsen af de danske krigsveteraner,« siger Birgitte Refslund Sørensen.
Artiklen er lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora. Læs hele artiklen her.
