Terrorforsker: Forkert fokus i kampen mod terrorisme

Vi kan lave en masse forebyggende arbejde i Gellerupparken eller Vollsmose, og vi kan overvåge borgere alt det, vi vil. Men hvis vi virkelig vil minimere risikoen for at opleve en terrorbombe på dansk jord, skal vi satse på at få løst de største konflikter i lande som Israel og Afghanistan.

Terrorister i vestlige lande er nemlig langt mindre påvirket af deres lokale omgivelser, end de er af de store konflikter ude i verden. Sådan lyder meldingen fra den danske terrorforsker Lars Erslev Andersen, der dermed gør op med de seneste års internationale opfattelse af, hvordan man bemæmper terrorisme i vestlige lande.

»Efter London-bomberne i 2005 har man i høj grad haft fokus på 'homegrown' terrorisme og radikalisering og har forsøgt at forebygge terrorisme gennem større bevågenhed over for indvandrersamfundene i de europæiske lande,« forklarer Lars Erslev Andersen.

»Jeg mener, at det fokus har været forkert, og at man kunne have brugt kræfterne bedre, for jeg kan nu argumentere for, at de terrorangreb, vi har set i f.eks. London og Madrid, er relateret til de moderlandskonflikter, man har i Sydasien eller Mellemøsten. Derfor bør fokus på at bekæmpe terrorisme meget mere konkret end i dag fokusere på de konflikter,« siger Lars Erslev Andersen, projektseniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Først ude, så hjemme

Lars Erslev Andersen peger på blandt andet konflikten mellem Israel og Palæstina, borgerkrigen i Irak, de internationale kampe i Afghanistan og problemerne i Pakistan, som mangler at trække tydelige grænser til både Afghanistan og Indien og har problemer med at få integreret løsrevne stammesamfund.

»Hvis man ikke finder politiske løsninger på de grundlæggende problemer, så hjælper terrorbekæmpelsen ikke. Man bliver nødt til at lave strategier for at få volden inddæmmet i de områder, hvis man vil bekæmpe risikoen for terrorisme i vores egen baghave,« konstaterer Lars Erslev Andersen.

Skarp opfordring

Lars Erslev Andersens opfordring er skarpere, end man før har hørt det fra eksperter, men den bygger også på en lille revolution inden for terrorforskning.

Den danske forsker er netop blevet færdig med en videnskabelig artikel til Historisk Tidsskrift (se boks i bunden af artiklen), hvor han udvider det klassiske syn på terrorisme som noget, der kun kan forklares med teorier om psykologi eller radikalisering. Som én af de første har han nedbrudt skellet mellem terrorister og partisaner eller guerillaer; en teoretisk manøvre, som åbner døren til et hav af mulige forklaringer på terrorisme, som indtil nu har været skjult.

»I mange tilfælde kan man finde gode forklaringer på terrorisme fra eksempelvis PKK og i høj grad al-Qaeda ved at kigge på partisanteorien. For nogle år siden talte man meget om, at al-Qaeda-terroren var et nyt, globalt fænomen, men hvis man studerer partisankrige, bliver man klog på al-Qaedas strategi og kan se, at den faktisk slet ikke er så ny,« fortæller Lars Erslev Andersen.

Hjælp med penge og våben

Ét af de mest berømte eksempler på partisankrige stammer fra kejser Napoleons tid. I starten af 1800-tallet måtte hans 500.000 mand store, franske hær opgive kampen mod 50.000 spanske partisaner, som kæmpede for deres land.

Partisanbevægelser er stærke og effektive, fordi de som regel har solid opbakning både lokalt og uden for området, og fordi de bliver støttet af sympatisører med både penge og våben. Det er tilfældet for bevægelser som Hamas og Hizbollah, der bl.a. kæmper mod Israel. Og, mener Lars Erslev Andersen, det er også tilfældet for terrorbevægelser som al-Qaeda, der kæmper mere bredt mod den vestlige verden.

»Jo mere jeg læser om de nyere terrorismebevægelser, desto mere synes jeg, at de i høj grad også er bundet til et særligt område. Hvis man læser al-Qaedas egne skriverier, kæmper de i virkeligheden også for befrielse af et territorium, i udgangspunktet Saudi-Arabien og senere hen Egypten,« bemærker Lars Erslev Andersen.

Verdens terror-parasit

Al-Qaeda er en ganske unik bevægelse, fordi den er drevet ud af sit oprindelige hjemland, Saudi-Arabien, og i dag er »en parasit på andre partisanbevægelser«, som Lars Erslev kalder det. Det ses i for eksempel Irak, Afghanistan og senest Somalia, hvor vestlige lande i øjeblikket har store problemer med pirater.

Al-Qaeda snylter på andre landes konflikter og bruger propaganda for at få tilhængere til at mobilsere kræfter for sagen i deres del af verden. Lars Erslev Andersen kalder det »en kendt partisantaktik, som går ud på at kæmpe bag fjendens linjer«.

»Bevægelserne finder støtter i immigrantsamfund i for eksempel Europa. Derfor er den afgørende pointe, at oprørskampen i Afghanistan og bomberne i London eller Madrid er to sider af samme sag, og at det, der kendetegner partisanbevægelser, i stor grad også gælder for en bevægelse som al-Qaeda,« forklarer Lars Erslev Andersen.

Romantik forhindrede klarsyn

Ifølge Lars Erslev Andersen har terrorforskning indtil nu sondret mellem partisan- og terrorbevægelser, fordi partinsanbevægelserne nyder en form for folkelig forherligelse, der legitimerer deres kamp, også selvom den nogle gange omfatter terrorhandlinger.

Det her tilbyder en bedre forståelse af, hvad vi er oppe mod, når vi taler terrorisme

Lars Erslev Andersen

»Eksemplet fra Napoleons tid har omgærdet partisanbevægelserne med en vis romantik, som man også finder i litteraturen nogle steder. Derfor tror jeg, at det har været vigtigt for både politikere og forskere at skelne og sige, at terrorisme er noget andet, som er mere illegitimt, fordi den ikke har nogen folkelig rodfæstethed. Men det mener jeg nu er en forkert måde at anskue det på,« siger Lars Erslev Andersen.

Historien bekræfter tesen

Terrorforskeren bliver bekræftet i sine pointer, når han kigger tilbage på kommunistiske terrorbevægelser som Rote Armee Fraktion/Baader-Meinhof, Action Directe og Brigate Rosse (De røde Brigader), som alle hærgede Europa under det anspændte forhold mellem Øst og Vest i 1970erne og 1980erne.

»Den røde terrorisme forsvandt jo i takt med, at Den Kolde Krig blev afviklet, og der så man sammenhængen. Jeg tror, at man kan argumentere for, at jihad-terrorismen også vil miste momentum i vores del af verden, hvis vi får løst nogle af de problemer, der ligger i Sydasien og Mellemøsten,« konkluderer Lars Erslev Andersen.

Større problem end som så

På Københavns Universitet forsker Peter Viggo Jakobsen i blandt andet konflikthåndtering og sikkerhedspolitik.

Peter Viggo Jakobsen kan sagtens følge Lars Erslev Andersens konklusioner om, at vestlige terrorister finder deres inspiration i konflikter andre steder i verden, men han mener, at partisanbegrebet er vokset fra at være nationalt til at være mere globalt, end Lars Erslev tager højde for.

»I dag er konflikter i så mange lande i et bælte nærmest fra Marokko til Afghanistan og videre ind i Tjetjenien, som de kan operere inde og ude af, så det er blevet mere komplekst. Og selv hvis vi fik fjernet konflikterne, ville terrorbevægelserne ikke blive fjernet. I og med at blandt andre al-Qaeda har skabt deres helt eget virtuelle liv på nettet med modeller for effektiv oprørskamp, manualer og propaganda, er ånden sluppet ud af flasken og vil leve videre, også selvom vi får dræbt hele al-Qaedas ledelse eller løst problemerne i et begrænset område,« påpeger Peter Viggo Jakobsen, lektor på Institut for Statskundskab.

»Der er en bred diskussion inden for feltet, hvor nogen argumenterer som Lars og andre er mere til den nye tilgang. Jeg tror, at virkeligheden ligger mellem de to punkter. Det er klart, at hvis vi kunne løse alle konflikter, så kunne vi lukke en stor del af luften ud af al-Qaeda, men det er ikke realistisk inden for en overskuelig fremtid, og derfor er vi nødt til at kæmpe kampen på hjemmefronten også,« mener Peter Viggo Jakobsen.