På sit skrivebord i arbejdsværelset i kælderen under huset i udkanten af Negev-ørkenen har Amos Oz altid en blå og en sort kuglepen liggende. ”Den blå er til at fortælle historier med”, siger han (og fortæller dem så godt, at han hvert år er på tale, når der skal deles Nobelpriser ud), ”med den sorte beder jeg den israelske regering gå pokker i vold”.
Han uddyber i en anden sammenhæng, at hvis han er sikker på noget, griber han den sorte pen og skriver et debatindlæg; det har blandt andet affødt det lille essay ”Hvordan man kurerer en fanatiker” (i bogen af samme navn), som er noget af de bedste, der er skrevet om Palæstina-konflikten. Hvis han derimod er fuld af modstridende følelser og idéer, rækker han ud efter den blå, og så kommer der en fortælling.
Den lille detalje om de to kuglepenne skal understrege et ideal om, at kunst er mere end propaganda. Samtidig foregår fortællingerne jo midt i den samme israelske virkelighed, som debatindlæggene behandler, men netop derved er de også med til at give et billede af virkelighedens Mellemøsten, der har flere facetter, end en nyhedsudsendelse kan give.
Mellem venner
En af mine største læseoplevelser i 2012 var Oz’ nye novellesamling 'Mellem venner'. De otte noveller i bogen foregår alle i kibbutzen Jikhat i slutningen af 1950’erne. Jikhat har Oz opfundet til lejligheden, men den er naturligvis i slægt med Hulda, den kibbutz på den israelske kystslette, 30 km syd for Tel Aviv, hvor Oz som ung mand slog sig ned.
Navnet Jikhat minder om et hebraisk ord for 'lydighed', og det er nok ikke en tilfældighed: Personerne i de otte fortællinger vader ud og ind af hinandens historier; hovedpersonen i den ene novelle er biperson i den næste; og tilsammen væver trådene mellem dem et billede af selve kibbutz-idéen: Fælleseje og fælles ansvar. Et fællesskab, som er en styrke, men som også forudsætter en underordning under fælles beslutninger, som ikke er nem.
Der er f.eks. Roni, som går bersærk, da de andre børn i børnehuset terroriserer hans femårige søn Juval – hvorimod Ronis kone Lea, der er gjort af robustere stof, nærmest mener, at Juval bare skal tage sig sammen og slå fra sig. En anden af kibbutzens kvinder, Nina, går den politiske vej og forsøger at samle flertal på kibbutzens fællesmøde for, at børnene skal sove hjemme hos forældrene. Det er også Nina, der siger om den gennemført sekulære og marxistiske kibbutz, at "de gamle medlemmer er jo lige så religiøse, som de var i det gamle land: De har bare skiftet Talmud ud med Marx og holder fællesmøde i stedet for at gå i synagogen!”
