For omkring 5.000 år siden begyndte landbrugsrevolutionen, og det europæiske landskab gik fra at være udpræget skov til at være en mosaik af skove og åbne græsarealer.
Landskabet vendte således tilbage til en tilstand, som det havde været i 100.000 år forinden, da elefanter græssede på den jyske hede, og næsehornshanner bankede hoveder og horn sammen lidt øst for Næstved.
Det er konklusionen i et nyt dansk studie, hvor forskerne har brugt fossilerede biller til at udrede, hvor store dele af det europæiske landskab, der var dækket af skov, og hvor mange store græsædende dyr, der bevægede sig rundt mellem træerne og på de åbne græssletter.
Studiet besvarer på den måde et spørgsmål, som palæontologer har kæmpet med i årtier: Hvordan så verden ud, inden vi mennesker begyndte at ændre på den?
»Det er jo et meget sjovt spørgsmål, der foruden at være interessant måske også kan bruges inden for naturforvaltning. Ved at kende til økosystemerne for titusinder af år siden kan vi bedre forstå behovene for nutidens dyr, som jo evolutionært er tilpasset til en helt anden verden, der eksisterede, inden vi mennesker begyndte at fælde træerne. Den verden får vi et indblik i med dette studie,« forklarer professor Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet.
Studiet er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PNAS (Proceedings of the National Academy of Sciences).
Kigger på biller, der lever af afføring
I studiet har forskerne undersøgt fossile biller fra Storbritannien.
England har en lang tradition for at studere fossile biller, og materialet er i dag opsamlet i en stor elektronisk database, som forskere kan benytte sig af.
I databasen har Jens-Christian Svenning og hans kollegaer kigget efter forekomsten af trælevende biller og møgbiller – dem der lever af afføring fra dyr – i fire forskellige historiske perioder:
- I den seneste mellemistid for mellem 132.000 og 110.000 år siden.
- Under den seneste istid for mellem 50.000 og 15.000 år siden.
- Den tidlige holocene periode for mellem 10.000 og 5.000 år siden lige inden landbrugsrevolutionen.
- Kulturlandskabet de seneste 2.000 år.
\ Fakta
Nogle møgbiller er meget specifikke i deres krav til dyreafføring. De kan eksempelvis ikke bruge spredning af gylle til noget som helst. I stedet kan de kræsne billearter kun bruge dyreafføring, der har ligget varmt i solen. End ikke afføring i skovbund dur for disse biller. Det betyder, at forskerne kan bruge billernes tilstedeværelse i fossilerne til at konkludere, at der må have været store åbne områder, hvori store græsædende dyr kunne smide en lort, som efter et par timer i solen var en lækkerbisken for en bille.
Hyppigheden af de to billetyper i de forskellige perioder har forskerne brugt til at danne sig et billede af, hvor store områder der var dækket af skov, og hvor mange store planteædende dyr der levede i den givne periode.
Ifølge Jens-Christian Svenning er rationalet, at jo flere skovbiller der er i en periode, des mere skov må der have været, og jo flere møgbiller der er i en periode, des flere store græsædende dyr må der have været.
»Det er en helt ny måde at kigge på det forhistoriske landskab på,« fortæller Jens-Christian Svenning, der også mener, at det forhistoriske landskab i Danmark og lavlandsdelen af Europa må have lignet det forhistoriske landskab i England.
Derfor kan billerne også bruges til at sige noget om, hvordan der har set ud herhjemme i forhistorisk tid.
Ikke mange biller i istiden
Resultatet af undersøgelsen viser, at der naturligt nok var både færre store græsædende dyr og færre træer under den seneste istid for mellem 50.000 og 15.000 år siden - det var koldt, og der var kilometertyk is i store dele af Europa under istiden, så det var ikke sjovt at være hverken dyr eller træ dengang.
Derfor er der heller ikke mange træbiller eller møgbiller i databasen fra istidsperioden.
I den tidlige holocene periode for mellem 10.000 og 5.000 år siden var der vokset mange flere træer frem i Storbritannien, som i store dele var helt dækket af skov. Der var til gengæld færre store græsædende dyr i forhold til i det kulturlandskab, som fulgte efter.
Dette afspejles i billefossilerne ved, at palæontologer har fundet mange træbiller og ikke særligt mange møgbiller, når man sammenligner med fundene fra perioden for 2.000 år siden og frem.
»Landskabets udformning i kulturlandskabsperioden skyldes henholdsvis fældning af træer for at skabe plads til marker og de mange store husdyr som køer og heste, som har præget naturen de seneste 2.000 år. Derfor var det også forventeligt, at vi ville finde forholdsvis mange flere træbiller i den tidlige holocene periode og færre møgbiller i forhold til kulturlandskabet,« forklarer Jens-Christian Svenning.
Mellemistidslandskab lignede Yellowstone
Det modsatte gjorde sig gældende under den seneste mellemistid for mellem 132.000 og 110.000 år siden, inden mennesker overhovedet havde fået et fast ståsted i Nordeuropa.
Dengang var der næsten det samme antal store græsædende dyr og nogenlunde den samme mængde skov som i kulturlandskabet. Antallet af møgbiller og træbiller er i hvert fald næsten ens for de to perioder.
»I den seneste mellemistid for mellem 132.000 og 110.000 år siden var landskabet i England præget af en mosaik af skove og åbne parkagtige græsområder. Det så ud, lidt som Yellowstone gør i dag, og som det tidlige landbrugs-Europa så ud for fra 2.000 år siden. Der var også masser af store græsædende dyr, men det var dog ikke køer og får som i kulturlandskabet, men elefanter, næsehorn, kronhjorte og dådyr,« siger Jens-Christian Svenning.
Dyr har haft stor økologisk betydning
Netop mængden af store græsædende dyr gør, at Jens-Christian Svenning konkluderer, at dyrene havde en stor økologisk indflydelse i mellemistiden.
Hvis landskabet var en mosaik af skov og åbne landskaber, og ikke en væg-til-væg-skov fra øst til vest, er den eneste forklaring på denne mosaiks opståen, at skovene blev holdt i skak af store mængder græsædende dyr, der sørgede for, at nye træer ikke kunne vokse op i de åbne områder.
»De har lavet et massivt græsningstryk på skovene, og græsædernes antal har sørget for, at skovene ikke har kunnet dække så tæt, som de gjorde i den holocene periode efter den seneste istid. Det er interessant, at vi kan konkludere, at de store græsædende dyr og træerne har haft denne interaktion i fortiden,« forklarer Jens-Christian Svenning.
Sådan ser det ud, hvis vi lader naturen være i fred
Ifølge Jens-Christian Svenning lærer det nye studie os noget om naturens evne til at afbalancere sig selv, når vi mennesker ikke forsøger at gøre det for den.
Naturen har selv været i stand til at opretholde en stor diversitet i økosystemet med både skove, åbne græsområder og grænseområderne mellem de to.
»Muligheden ligger i naturens indre dynamik. Vi behøver ikke administrere naturen for at få diversitet. Til det skal vi bare lade naturen gøre, hvad naturen er bedst til.«
»Det er en lidt sjov konklusion i dette studie, at vi kan se, at fortidens dyr selv sørgede for at skabe en mosaikstruktur i landskabet, der passede til deres egne behov,« siger Jens-Christian Svenning, der dog peger på, at man i nutidens naturforvaltning er nødsaget til at give naturen et skub i den rigtige retning ved eksempelvis at sørge for, at der er rigeligt med store græsædende dyr, inden man overlader tøjlerne til naturen selv.
