Vi opfatter oftest risici som noget negativt, noget vi skal undgå. Når soldater drager i krig, forklarer vi det således ud fra en cost/benefit-analyse.
Risikoen for at blive slået ihjel gøres til en omkostning, der retfærdiggøres ved at henvise til det højere formål – sagen – for hvilket dette offer bringes.
Generelt set tjener en sådan retfærdiggørelse et dobbelt formål.
Den forklarer, hvorfor unge mænd og kvinder træffer denne vidtgående beslutning, og den tjener til at bekræfte rigtigheden af den førte krig.
Hvilket omvendt også betyder, at man ikke kan stille spørgsmål til denne berigtigelse uden også drage gyldigheden af soldaternes offer og af de efterladtes sorg i tvivl.
LÆS OGSÅ: Soldaters psykiske krigsskader kommer af kampsituationer
Soldater tiltrækkes af risikoen
I det nedenstående argumenterer jeg imidlertid for, at vi ofte overser en anden årsag til, at soldater drager i krig. For mange soldater er risikoen nemlig ikke en hindring, men det, der tiltrækker dem.
Denne forklaring synes altså at ’kortslutte’ den oven for skitserede cost/benefit-beregning, og den udfordrer således studiet af krigen som ’politikkens fortsættelse’.
En sådan form for egennyttemaksimering lader sig nemlig ikke forklare ud fra ideen om den førte krigs, og dermed de krævede ofres, højere formål.
Dermed ikke være sagt, at en sådan forestilling er helt ukendt inden for human- og socialvidenskaberne. Sigmund Freuds begreb om ’dødsdriften’ formuleret i kølvandet på Første Verdenskrig udgør det mest berømte eksempel herpå.
Og siden 1960’erne har man inden for behavioristisk psykologi haft et mål for risikosøgende adfærd kaldet »the Sensation Seeking Scale«.
LÆS OGSÅ: Mors bekymringer belaster danske soldater
Kan det optimale spændingsniveau flyttes?
Til grund for denne skala ligger den opfattelse, at risikobetonet adfærd kan forklares ved at tage udgangspunkt i vores stræben efter et optimalt stimuliniveau.
Føler vi ikke, at dette niveau er opnået, søger vi flere risici, og hvis vi er overstimulerede, søger vi færre.
Skalaens ophavsmænd hævdede, at dette niveau er individuelt, og at det kan forklares biologisk. Siden den første formulering heraf er målet løbende blevet revideret, og dets forklaringskraft er blevet understøttet af adskillige studier af risikobetonet adfærd om alt fra stofmisbrug til seksuel promiskuitet.
Denne litteratur forklarer udelukkende risikoadfærd ud fra scoren på risikosøgnings-skalaen.
LÆS OGSÅ: Kvindelige soldater lider mest
Logisk set kan vi imidlertid ikke udelukke, at det omvendte også kan gøre sig gældende.
Tag stofmisbrugere som eksempel. Nok kan den initiale handling – det første fix – forklares ud fra ens stimulisøgningsbehov.
Men misbrugerens voksende tolerance over for det indtagne narkotikum, og dermed vedkommendes behov for at indtage større og større mængder, udgør et eksempel på, at også adfærden kan flytte grænsen for det optimale stimuliniveau.
Er soldater adrenalinjunkier?
Blandt soldater hører man ofte udtrykket adrenalinjunkier om folk, som lader sig udsende gang på gang.
Analogien dækker over en sammenligning mellem den tjenestegørende soldat og stofmisbrugeren.
Hvor misbrugeren – den rigtige ’junkie’ – er afhængig af de euforiserende stoffer, han indtager, er soldaten afhængig af det adrenalinkick, han udsættes for i kamp, og – nok så vigtigt – jo mere hans behov tilfredsstilles, desto mere vil han have.
Analogien udfordrer billedet af den traumatiserede soldat, der søger væk fra krigens rædsler. Hvis den er retvisende, burde vi tværtimod se soldaters begær efter spænding stige som følge af deres udsendelse.
Ydermere burde det være sådan, at de, der tilsyneladende får deres behov for stimuli imødekommet, også higer mest efter yderligere stimuli.
Med andre ord kan soldater, der har været i kamp, ved deres hjemkomst forventes at føle den stærkeste trang til at opleve mere ’action’.
LÆS OGSÅ: Traumatiserede soldater skal tænke positivt
Undersøgelse blandt kampsoldater
I januar og august 2011 indsamlede jeg spørgeskema- og interviewdata fra danske kampsoldater, før og efter deres tjeneste i Afghanistan, for at undersøge, hvordan udsendelsen påvirkede deres motivation.
Der blev indsamlet henholdsvis 171 og 126 spørgeskemaer i første og anden runde af undersøgelsen.
Dataen neden for i Tabel 1 og Figur 1 er baseret på de soldater, der deltog i begge runder.
Høj grad af spænding giver begær efter mere
Der kan udledes tre overordnede pointer af disse observationer.
- For det første ligger spændingsmotivationen (og de enkelte mål herfor) på et højt niveau. Efter udsendelse tillægges spænding endda lige så stor betydning som gruppetilhørsforholdet, der ellers traditionelt vægtes meget i motivationslitteraturen.
- For det andet finder forventningen om, at soldaternes spændingsmotivation stiger, klart støtte.
- For det tredje ligger de soldater, der har været mest i kamp, også som forventet, på et højere niveau end dem, der har været mindst i kamp.
For så vidt er der altså opbakning til forventningen om, at en høj grad af spændingsstimuli fører til et større begær efter mere spænding.
Dette underbygges også af den omstændighed, at graden af spændingsmotivation rent visuelt synes at stige mest for de soldater, der har været mest i kamp.
LÆS OGSÅ: Dansk forsker: Mindfulness-træning af soldater virker
Undersøgelsen afspejler en vis selv-selektion
Rent teknisk gør fraværet af en kontrolgruppe det imidlertid vanskeligt at teste, om forskellen mellem de to linjer faktisk er signifikant.
Ligeledes bør det bemærkes, at forskellen mellem de to grupper allerede gør sig gældende før udsendelse. Dette afspejler, naturligvis, at det ikke – ikke engang i kampenheder – er tilfældigt, hvem der kommer i kamp, og hvem der ikke gør.
Med andre ord, forskellen mellem de to grupper afspejler en vis selv-selektion, som vi ikke bør se bort fra.
Det bør ydermere holdes in mente, at jeg kun har undersøgt soldaterne umiddelbart før og umiddelbart efter udsendelsen.
Hvorvidt der på længere sigt sker en ændring af motivationsformerne, vil kræve inddragelse af yderligere målinger.
LÆS OGSÅ: Mindfulness-bølgen rammer militæret i USA
Behov for at forstå fascinationen af risici
De forhåndenværende data giver altså kun delvis støtte til mit bud på, hvorfor graden af spændingsmotivation synes at stige.
Men at spændingsmotivation spiller en central rolle for soldaterne, og at den stiger, synes klart at være tilfældet.
LÆS OGSÅ: Hvordan skal danske krigsveteraner anerkendes?
Vil vi forstå, hvorfor unge mænd og kvinder lader sig udsende til verdens brændpunkter, må vi altså forstå risikoens fascination.
