I år fejres 100-året for Genforeningen, hvor Sønderjylland blev indlemmet i Danmark efter 56 år under tysk herredømme. Dermed blev Danmark 160.000 mennesker rigere og knap 4.000 kvadratkilometer større.
I årene op til Genforeningen var tusindvis af sønderjyder imidlertid tvunget til at gå i krig for Tyskland, og et nyt studie kortlægger, hvordan det påvirkede de dansksindede soldater at være i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.
Studiet viser, at soldaterne i særlig grad fremhævede deres danske identitet, når de blev sendt i krig på Vestfronten i Frankrig.
»I Frankrig brugte soldaterne deres nationale identitet meget aktivt, særligt over for den franske civilbefolkning. Man havde ligefrem et begreb for det. Man sagde, at man ‘spillede danskerkortet’,« fortæller Claus Bundgård Christensen, som er lektor og historiker ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet.
Han står bag det nye studie, som anslår, at 26.000 dansksindede soldater var indrulleret i den tyske hær i årene 1914-1918.
\ Sønderjyder i krig
Danmark var neutral under Første Verdenskrig (1914-1918) – og derfor blev ingen danske soldater sendt i krig.
Under krigen hørte det nuværende Sønderjylland imidlertid under Slesvig i Tyskland.
Derfor var sønderjyderne nødt til at aftjene tysk værnepligt.
26.000 dansksindede soldater var ifølge det nye studie tvunget i tysk krigstjeneste, heraf døde cirka 4.100 dansksindede soldater.
Danmark havde tabt Slesvig (og de to andre hertugdømmer Holsten og Lauenborg) ved et krigsnederlag mod Tyskland (Preussen) i 1864.
Kilde: War in History
Danskerkortet
‘At spille danskerkortet’ betød, at soldaterne brugte deres danske identitet til at få sig et bedre forhold til civilbefolkningen.
Soldaterne forsøgte at vække franskmændenes sympati ved at forklare, at de var tvunget til at bære tysk uniform, fordi Danmark havde mistet Sønderjylland ved krigsnederlaget i 1864, fortæller Claus Bundgård Christensen.
»Når man spillede danskerkortet og fortalte, at man var dansksindet, fik man ofte en bedre behandling af den franske civilbefolkning, fordi man ikke blev betragtet som fjendens soldat, men som en person der blot var tvunget ind i fjendens hær,« siger Claus Bundgård Christensen.
\ Læs mere
Adgang til mad og sex
Han forklarer, at der netop i Frankrig var stor forståelse for de dansksindede soldaters situation.
Franskmændene havde nemlig selv havde mistet landområder til Tyskland, herunder Alsace-Lorraine-regionen, som kom på tyske hænder efter et fransk krigsnederlag i 1871.
»Det betød meget for soldaterne at have et godt forhold til den franske civilbefolkning. Man skal huske på, at soldaterne ofte var indkvarteret hos civile,« fortæller Claus Bundgaard Christensen.
»En god relation til de civile kunne betyde, at soldaterne skaffede sig adgang til bedre mad, sex eller bare en bedre stemning, hvor man kunne snakke med børnene og være i en situation, som mindede om livet derhjemme,« fortæller Claus Bundgård Christensen.
‘Danskhed’ gav cognac
I sit nye studie bruger han blandt andet en dansksindet soldat ved navn Jørgen Lyck som eksempel på, hvordan ‘danskerkortet’ kunne give adgang til bedre relationer.
Jørgen Lyck var under Første Verdenskrig udstationeret ved et ammunitionsdepot nær byen St. Quentin i det nordlige Frankrig, og han besøgte hver dag en civil, fransk familie, hvor hans overordnede officer var indkvarteret.
»Husets mand og kone var ikke særlig imødekommende, indtil Lyck en dag viste dem Slesvig på et kort. Det fik manden i huset til at skrive året ‘1864’ i luften med sin finger. Efterfølgende ændrede stemningen sig fuldstændig, og hver morgen, når Lyck ankom, fik han en kop kaffe og en cognac,« lyder det i det nye studie.
\ Læs mere
\ Ny mini-serie om sønderjyder i krig
I år fejres 100-året for Sønderjyllands Genforening med Danmark.
I den anledning – og på baggrund af et nyt studie – dykker Videnskab.dk ned i sønderjydernes oplevelser, da de under Første Verdenskrig blev tvunget i tysk krigstjeneste.
Dette er den anden af fem artikler. I de senere artikler følger vi de danske soldater i Belgien, på Østfronten og på Vestfronten, hvor nogle ‘trak danskerkortet’.
Læs den første artikel: Ingen stak af, da tusindvis af sønderjyder blev tvunget i krig for Tyskland i 1914
Tusindvis af breve fra soldater
Studiet bygger på et omfattende kildemateriale, som blandt andet tæller mere end 9.000 breve skrevet på dansk af soldater, der var i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.
»De fleste breve og dagbøger har jeg fået lov at låne på historiske arkiver. Men der er også familiemedlemmer, som har henvendt sig til mig og afleveret deres bedsteforældres breve og dagbøger, fordi de hørte om projektet og gerne ville bidrage,« fortæller Claus Bundgård Christensen.
En af studiets hovedkonklusioner er, at de dansksindede soldater brugte deres nationale identitet på forskellig vis.
Soldaterne kunne – med Claus Bundgård Christensens ord – »skrue op eller ned for deres danskhed, alt efter hvilken situation eller kontekst de indgik i.«
Ny og bedre dokumentation
Historiker og forskningsleder ved Rigsarkivet Hans Schultz Hansen er enig i, at soldaterne i særlig grad skruede op for danskheden, når de blev sendt til fronten i Frankrig.
»Franskmændene vidste, hvad det ville sige at være tvunget til at kæmpe for tyskerne, for mange franskmænd fra Alsace-Lorraine var tvunget til at gøre det samme, fordi området var blevet erobret af Tyskland. Derfor spillede man i særlig grad på sin danskhed i Frankrig for at få sig et tættere forhold til civilbefolkningen,« siger Hans Schultz Hansen, som selv forsker i sønderjydernes historie, men ikke har været en del af det nye studie.
»Studiet hviler på et stort empirisk grundlag. Vi kendte selvfølgelig godt til historien om danskerkortet i forvejen, men nu har vi fået betydelig bedre dokumentation for, hvordan soldaterne brugte deres nationale identitet i krigen.«
Mens soldaterne skruede op for danskheden ved fronten i Frankrig, var den nationale identitet mere afdæmpet blandt dansksindede soldater i Belgien og Rusland. Du kan læse mere om hvorfor i to kommende artikler på Videnskab.dk.
\ Bag om det nye studie: Hvornår er man dansksindet soldat?
Det nye studie har analyseret flere end 9.000 breve og dagbøger fra dansksindede soldater i tysk krigstjeneste under Første Verdenskrig.
Formålet er at undersøge, hvad den danske identitet betød for soldaterne i den tyske krigsmaskine.
Men spørgsmålet er, hvornår man var ‘dansksindet’?
For mange mennesker i grænseområdet mellem Danmark og Tyskland var spørgsmålet om national identitet et flydende begreb.
»Vi tænker ofte, at national identitet er noget, vi har og er født med: ‘Jeg er dansker’ og ‘du er tysker’. Men vores nationalitet kan forandre sig over et liv, og selvom jeg måske engang var dansksindet, kan jeg ende med at være tysksindet,« siger Claus Bundgård Christensen fra Roskilde Universitet.
»Man kan for eksempel være dansksindet og gifte sig ind i en tysksindet familie. Vi kender også eksempler på soldater, som oprindeligt var tysksindede, men ender som dansksindede og går meget ind i den dansksindede sag.«
På den måde er national identitet en kompliceret størrelse i grænseområdet. Ifølge Bundgård Christensen kan beboerne i grænselandet groft sagt inddeles i tre kategorier:
- De dansksindede.
- De tysksindede.
- De ‘blakkede’, som var et nedsættende udtryk, man i samtiden brugte til at betegne folk, som var nationalt indifferente og ikke bekendte sig til en bestemt nationalitet.
Skriftsproget er en rettesnor for soldaternes identitet
I det nye studie tager Claus Bundgård Christensen udgangspunkt i skriftsproget i sit forsøg på at indkredse, hvilke soldater der var dansksindede.
»Sproget er en kompliceret størrelse på grænsen mellem Danmark og Tyskland, og man kunne sagtens være dansksindet og tale tysk eller omvendt. Til gengæld er skriftsproget en bedre rettesnor for, om man var dansk- eller tysksindet,« siger han.
Skriftsproget er ifølge Claus Bundgård Christensen en bedre rettesnor for soldaternes nationale identitet end talesproget, fordi det blev forbudt at undervise på dansk i skolerne syd for grænsen efter 1864.
»I de tyske folkeskoler brugte man ikke dansk, så der lærte folk ikke at skrive dansk. Det var et naturligt valg fra tysk side. Det handlede om at fortyske området,« siger Claus Bundgård Christensen.
Det danske mindretal organiserede sig imidlertid i foreninger, og her kunne børn af dansksindede familier lære at skrive på dansk.
»Så når soldaterne skriver hjem på dansk, er det et udtryk for et aktivt, politisk valg forstået på den måde, at man som barn har lært at skrive dansk. Det er en indikator for, at man kommer fra et dansksindet miljø, og derfor kan man med rimelighed sige, at breve skrevet på dansk kommer fra dansksindede soldater,« siger Claus Bundgård Christensen.
I løbet af Første Verdenskrig blev det forbudt for de dansksindede soldater at skrive hjem på dansk, men kontrollen med brevene var meget løs, og mange fortsatte med at skrive på dansk.
»Den tyske militær-censur var ikke så striks, så du kunne skrive mere eller mindre, hvad du ville. Derfor er brevene en rigtig god kilde, fordi soldaterne kan skrive nogenlunde, hvad der passer dem. Deres tyske overordnede kan alligevel ikke forstå brevene,« siger han.
Læs også: Når dansk flytter hjemmefra: Sådan lyder vores sprog blandt mindretal i udlandet
