I 2006 blev Anbringelsesreformen indført. Den medfører, at kommuner i sager om anbringelse af børn og unge skal undersøge, om der findes en slægtning, der kan påtage sig ansvaret for et barn, der skal anbringes uden for hjemmet.
SFI, det Nationale Forskningscenter for Velfærd, har siden reformens indførsel lavet tre rapporter, der evaluerer slægtspleje over for traditionel familiepleje, og den tredje og sidste er netop udkommet. Konklusionen er, at slægtspleje har klare fordele.
»Ligesom i udenlandske undersøgelser kan vi se, at børn i slægtspleje og almindelig familiepleje klarer sig nogenlunde lige godt på mange områder, men at slægtsplejeanbringelser har klare fordele i form af bedre relationer til plejeforældre, forældre og et generelt stærkere netværk,« fortæller seniorforsker Tine Egelund, der er hovedforfatter på rapporten.
Plusser og minusser
Slægtspleje udmærker sig dermed på et meget vigtigt område, fortæller Tine Egelund.
»Vi ved, at netværk og relationer er en afgørende faktor for, at unge anbragte klarer sig godt, når de skal lave en overgang fra anbringelse til voksenliv,« uddyber hun.
Rapporten viser dog, at slægtsplejen er udfordret på andre områder.
Anbringelsesformen viser sig nemlig at være dårligere til at mobilisere særlige uddannelsestilbud som specialundervisning og undervisning i beskyttede værksteder end traditionel familiepleje.
\ Fakta
Der er tidligere blevet kigget skævt til slægtspleje, fordi mange anbringelser foregår hos bedsteforældre, som er ansvarlige for at have opdraget de forældre, der ikke kan tage vare på deres børn. De fleste moderne undersøgelser peger dog på, at den skepsis er uberettiget, skriver forskerne i rapporten.
Det kan blandt andet hænge sammen med, at slægtsplejefamilier generelt har færre økonomiske og sociale ressourcer end almindelige plejefamilier.
»Det er svært at forklare forskellen, men en hypotese kan være, at de på grund af en ringere kontakt til forvaltningen og den nuværende situation, hvor det er svært for alle at skaffe midler, har en dårligere platform end almindelige plejeforældre for at stampe de her støtteforanstaltninger op,« siger Tine Egelund.
Færre psykiske problemer blandt slægtsplejebørn
Rapporten fra SFI fokuserer også på psykiske problemer hos plejebørnene ved at måle på antal indberetninger fra institutioner og skoler.
Og her viser sig endnu en markant forskel på de to typer anbringelse.
Børn i slægtspleje har klart færre indberetninger om psykiske problemer end børn i almindelig familiepleje.
»Det er frygtelig afgørende for, om børnene kan klare deres roller, for hvis de går rundt og er angste eller deprimerede, kan det være svært at fokusere på for eksempel skolegang,« fortæller Tine Egelund.
Hun forklarer, at forskellen ikke kan forklares med, at børnene i slægtspleje har bedre forudsætninger i udgangspunktet, for det er der taget højde for i rapporten.
\ Fakta
Slægtspleje kaldes også netværkspleje, fordi det ikke er begrænset til familiemedlemmer, men også kan være andre i barnets netværk. I rapporten er der dog kun set på familiemedlemmer, hvorfor begrebet slægtspleje bliver brugt.
»Vi kan ikke forklare det, men mit gæt er, at det hænger sammen med, at børn i slægtspleje har et stærkere tilhørsforhold, en mindre fornemmelse af stigmatisering og en mere fleksibel adgang til forældre, også på den måde at de i perioder kan tone ned for kontakten, hvis det er nødvendigt,« fortæller Tine Egelund.
Nødvendigt med flere ressourcer
Anbringelsesreformen trådte i kraft den 1. januar 2006, og ifølge Tine Egelund kom den på et tidspunkt, hvor kommunerne var trængte på økonomien, og ledte efter besparelser.
En anbringelse i slægtspleje er markant billigere end en almindelig anbringelse, og hun mener, det var en medvirkende faktor i politikernes beslutning.
Rapporten fra SFI konkluderer dog, at der er behov for mere støtte til slægtsplejefamilierne.
De har fra start dårligere forudsætninger, og de modtager langt mindre støtte, både økonomisk og i form af kurser og supervision, end almindelige plejefamilier. For eksempel får en almindelig plejefamilie løn, mens en slægtsplejefamilie kun får dækket de basale udgifter.
»Vi ved, at slægtsplejefamilier føler en meget stærk moralsk forpligtelse, og vi ved, at mange har begrænsede ressourcer til at leve op til den forpligtelse. Samtidig er mange slægtsplejeforældre børnenes bedsteforældre, som også har en stor omsorgsopgave over for plejebørnenes forældre,« fortæller Tine Egelund.
»Så det er en imponerende stor omsorgsbyrde, der hviler på de mennesker. Og kombinationen af byrdens størrelse, dårlige socioøkonomiske forudsætninger og ringe støtte hænger bare ikke sammen.«
