Hvis ikke Richard Roundtree allerede havde snuppet titlen som sejeste sorte actionhelt med 'Shaft' i 1971, ja, så ville Wesley Snipes være mit bud på the next best thing.
Jeg ved, at mange vil pege på Will Smith, der har givet den som helt i titler fra 'Bad Boys' (1995) til 'Hancock' (2008).
Men efter min mening savner Smith den vildskab og sexappeal, der hører til en sort actionhelt.
Og Snipes er vild og sexet. Se selv i 'Brooklyn's Finest'; Antoine Fuquas seneste politi-thriller, der ikke byder på de store narrative overraskelser, men alligevel har et par esser i ærmet.
Længe siden Snipes har været på det store lærred
Ét af dem er at se Snipes i rollen som Caz: En pusher, der vil mere end at pushe og opdager varmen ved venskab. Desværre aner Caz ikke, at hans nye og eneste ven Tango (Don Cheadle) er en undercover-politimand.
Well, vi kan ikke alle være begavet med menneskelig indsigt, og Snipes karakter bliver da også narret på alle måder. Men hvis Caz bliver spillet ud af banen, spiller Snipes til gengæld lige så godt som i sine gode gamle dage og giver filmens bedste præstation.
Det er desværre længe siden, Snipes har præget biograferne.
Måske skyldes det den skattesag, der har plaget ham med fængsel, retssager og appeller siden 2006. Det skal her være usagt.
Han afsoner stadig på tre års fængsel, en dom han har appelleret. Han er ude mod kaution og har vistnok lov at forlade USA efter tilladelse, når han skal optage film.
Svundne tiders storhed
Engang var Snipes stor. Giga. Han var klassisk actionhelt i 'Passenger 57' i 1992, en film han ene mand har gjort til en klassiker i c-klassen af actionfilm.
Han var cool politimand i 'Rising Sun', hvor han ganske vist var det naive sidekick til mere livskloge Sean Connery. Men et awesome sidekick.
Og så muntrede han sig som superskurk, genoplivet fra det nedfrosne til en happy future uden vold, i 'Demolition Man' (1993). Well, en verden uden vold, indtil skurken Simon Phoenix er tøet op.
Oversexet sort mayhem
'Demolition Man' er én af disse off-beat action-klassikere, der er lavet af en ukendt instruktør (Marco Brambilla, som man aldrig hørte til siden) og er blevet heldigt castet med Stallone som helt og Snipes som skurk.
Snipes stjæler billedet med en overstadig og oversexet fortolkning af sort mayhem – i stil med Jack Nicholsons Joker i 'Batman' (1989).
Stallone er dog heller ikke ringe – det er faktisk én af de sjældne roller, hvor han forener humor og action.
Det er filmen, hvor Stallones helt er blevet programmeret til samfundsgavnlige ting – som at strikke!
Stil og kontrolleret vrede
Snipes hovedrolle og hans vej til min personlige piedestal er dog som vampyren Blade i de tre 'Blade'-film, 'Blade' (1998), 'Blade II' (2002) og 'Blade: Trinity' (2004). Her svinger alt.
Blade får lov at vise noget af sin martial arts, som han har dyrket, siden han var tolv, og han er uhæmmet klædt i sort læder fra top til tå, hvilket Richard Roundtree ellers har haft patent på. Og så kan han veksle mellem forurettet vrede, weltschmertz og eksistentiel lidelse som vampyren, der nægter at drikke blod fra de levende.
I 'Blade'-trilogien er Wesley Snipes måske ikke den store skuespiller, men det behøver man netop heller ikke være for at være sort actionhelt. Dertil kræves stil, sexappeal og kontrolleret vrede.
Ikke blaxploitation
Snipes har også lavet moderne blaxploitation film. Det gør han, har jeg læst mig til, i nogle af de film, jeg ikke har set. Vistnok ting som 'New Jack City' (1991) og 'Jungle Fever' (1991) af de sorte instruktører Mario van Peebles og Spike Lee.
'Brooklyn's Finest' er ikke en blaxploitation film, selvom den også er lavet af en sort instruktør og én af hovedrollerne spilles af Don Cheadle. Men næste gang, ja, der vil jeg altså gerne se Snipes i en hovedrolle.
I en film der vel at mærke er produceret til biografen; ikke en af de mange billige straight-to-video film, som Snipes kastede sig over efter sine skatteproblemer.
Mine to yndlings-Snipes-titler er 'Demolition Man' og 'Blade'. Hvad er dine?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
