Sårbarhed har mange former – og vi overså flere af dem under coronakrisen

Under coronakrisen hørte vi meget om de svageste, de meste udsatte og de sårbare – men det var ikke altid så klart, hvem der blev talt om og til.

For hvad er sårbarhed i en pandemi egentlig?

Myndighedernes fokus var primært på epidemiens mest direkte konsekvenser: Risikoen for at blive smittet, blive alvorligt syg og måske dø. I forlængelse deraf var der også fokus på risikoen for, at sygehusvæsnet skulle blive overbelastet.

Og så var der selvfølgelig fokus på de økonomiske konsekvenser ved nedlukningen. Hjælpepakker skulle holde hånden under erhvervslivet, så man kunne undgå massefyringer.

Men var vi opmærksomme på alle vigtige typer af sårbarhed under coronakrisen? Eller blev nogen overset?

Det gik vi, en gruppe antropologer ved Aarhus Universitet med støtte fra Carlsbergfondet, i gang med at undersøge tidligt under den første nedlukning i 2020.

Hvad vi fandt frem til, og hvordan vi fandt frem til det, kan du blive meget klogere på i denne artikel.

Sårbarhed har mange ansigter

I gruppen ville vi finde ud af, hvordan pandemien og den måde, vi håndterede den på i Danmark, påvirkede livet for grupper af mennesker med forskellige forudsætninger.

Helt konkret undersøgte vi det ved hjælp af samtaler med 202 danskere, som har andre sårbarheder end fysiske. I nogle tilfælde deltog vi også i deltagerne dagligdag. Det var altså en kvalitativ undersøgelse (du kan eventuelt læse mere om metoden i Videnskab.dk-artiklen hér).

Vi fandt frem til, at sårbarhed er et fænomen med mange flere facetter og implikationer end dem, der var blevet prioriteret af regering og myndigheder.

Regeringen og myndighederne fokuserede på den biologiske og økonomiske sårbarhed samt på hospitalernes institutionelle sårbarhed.

Men andre kritiske former for sårbarhed blev skabt eller forstærket af epidemihåndteringen.

Det handlede for eksempel om den mentale sundhed, det sociale liv og adgang til afgørende information i relation til pandemien.

Alene med psykisk sygdom

Vores undersøgelse viste, at mennesker med løbende kontakt til det psykiatriske behandlingssystem var udfordret af, at en lang række tilbud var aflyst i længere perioder.

Nedlukningen betød, at jobprøvning, praktik og andre arbejdsrelaterede rammer for hverdagen forsvandt.

Det skabte usikkerhed og følelser af at være alene og løsrevet fra verden.

Psykiatribrugerne udtrykte uvished og bekymring om, hvad de kunne forvente af fremtiden og mulighederne for job og uddannelse.

Slået mig ud af balance

Kasper på 32 år var en af dem, der ikke længere havde mulighed for en hverdag med den praktikplads, som havde skabt sammenhæng og håb for fremtiden:

For nogle psykiatribrugere medførte brud på hverdagens struktur en anden form for biologisk sårbarhed i form af overspisning og øget alkoholforbrug.

Nedlukningerne kunne udløse selvmedicinering for at kompensere for ujævn adgang til konsultationer, medicin og behandlingstilbud.

Nedlukningerne medførte også forværring af angst, depression og andre symptomer.

Behovet for at håndtere eskalerende mental sårbarhed fik kun langsomt stigende opmærksomhed under corona-krisen.

Usikkerhed om fremtiden

Negative konsekvenser for mental sundhed var en væsentlig årsag til at undgå nye nedlukninger og sikre, at grundskole og uddannelsesinstitutioner kunne holdes åbne.

Denne opmærksomhed var ikke til stede under den første nedlukning i 2020. Her fyldte frygt, nervøsitet og angst for smitte meget for mange af deltagerne.

I arbejdssammenhæng var psyken udfordret af usikkerhed, utilstrækkelighed og oplevelser af, at det professionelle ansvar blev udfordret. Det viste sig særligt på hospitaler og grundskoler.

Ensomhed, stress og usikkerhed fyldte meget blandt de unge. Deres usikkerhed kredsede om spørgsmål som, hvad vil det blive muligt at lave i fremtiden? Hvordan kan tilværelsen forme sig?

Det er eksempler på spørgsmål, som bekymrede unge og øgede mental sårbarhed. Mathias på 18 år, der gik i gymnasiet under coronakrisen, beskrev det som et tab:

Forværring af trivselskrisen

Gevinsten ved de sociale restriktioner var en midlertidig udsættelse af epidemiens konsekvenser og beskyttelse af hospitalsvæsenets kapacitet, mens man ventede på vaccinen.

Det gik dog ud over børn og unge, for hvem to års begrænsning af socialt samvær skubbede yderligere til en igangværende trivselskrise.

Mens unge generelt ikke frygtede at blive alvorligt syge, hvis de skulle blive smittet med coronavirus, bekymrede de sig om faren for at bringe smitten videre til personer i risiko for et kritisk sygdomsforløb.

De unge var derfor særligt forsigtige i samværet med ældre og sårbare familiemedlemmer.

Oplevelsen af at skulle tage ansvar for andre skabte tvivl om, hvordan man kunne være social.

Mange unge gav afkald på centrale dele af det sociale liv for at bidrage til at håndtere andres sårbarhed overfor fysisk sygdom.

Nina på 22 år satte ord på denne usikkerhed:

Unge fik i perioder skylden for at sprede sygdommen, og med den anklage fulgte et indirekte ansvar for også at nedbringe smitten.

De følte ikke, at de fik megen anerkendelse. Tværtimod oplevede de at blive nedprioriteret og misrepræsenteret i medierne, hvor de blev fremstillet som uansvarlige.

Social ulighed blev overset

Social ulighed gav familier meget forskellige vilkår for at overholde retningslinjerne og beskytte sig selv og hinanden mod smitte. Det blev overset i lang tid.

Det belastede især de mest udsatte borgere generelt. Dårlige boligforhold spillede en selvstændig rolle, eksempelvis blandt etniske minoriteter.

Her fremhævede mange, af dem vi talte med, hverdagsaspekterne ved at bo i et område med stor befolkningstæthed.

Flere oplevede udfordringer med at isolere sig i tilfælde af smitteudbrud i en husstand. For familier, der bor mange sammen i små lejligheder, var det vanskeligt at mindske smittespredningen.

Først hen over sommeren 2020 begyndte man at etablere alternative muligheder for at gå i selvisolation uden for hjemmet.

Nedlukninger og hjemsendelser betød desuden, at udgifterne til mad steg, mens kantiner og andre madordninger i skoler og på jobs var lukket.

Hjemmeundervisning indebar også ekstra udgifter i en stram økonomi.

For Abal på 41 år, som pludselig med nedlukningen befandt sig hjemme i en mindre lejlighed med skolesøgende børn og mindre søskende, lagde det pres på både økonomi og familiens velbefindende.

Der var ikke computere nok til, at fire ud af fem børn kunne deltage samtidigt i online undervisning. Samtidig var det meget svært at skabe den nødvendige ro med syv personer i en treværelses lejlighed.

Som Abal fortæller:

Manglende adgang til information, stigmatisering og mistillid

Blandt etniske minoriteter trak nedlukning, panik og isolation spor til flygtningetraumer. Det blev tydeligt, at myndighederne havde forsømt at give fornøden oplysning på de store minoritetssprog.

Det skabte plads til misforståelser og misinformation, som delvist kunne have været forebygget.

Deltagerne fremhævede, at mange i familien og omgangskredsen havde et usikkert dansk sprog, og at der var behov for at inkludere dem i kommunikation om adfærdsregulering og risici under en sundhedskrise.

Maysun på 51 omtalte sig selv som en af de privilegerede. Hun udpegede samtidig de sproglige barrierer, som andre oplevede, og som skabte tøven og tilbageholdenhed i forhold til eksempelvis vaccinetiltag:

Negativ opmærksomhed bidrog til en fortælling om, at etniske minoriteter håndterede coronasmitten uansvarligt og understøttede fordomme om kulturel anderledeshed.

Disse oplevelser affødte både angst og vrede. Oplevelsen af at blive stigmatiseret af politikere, myndigheder og medier under coronakrisen satte skår i tilliden til disse autoriteter, som eksempelvis Amir på 25 udtrykte det:

Sårbarhed er dynamisk

De mange bidrag fra deltagerne viser, at sårbarhed ikke er en iboende kvalitet hos den enkelte. Sårbarhed er foranderlig.

Sårbarhed udtrykker samspillet mellem eksempelvis en sygdom og den enkeltes livsvilkår, og sårbarhed påvirker muligheden for at agere hensigtsmæssigt i en given situation.

Afhængigt af samspillet mellem forskellige sårbarheder kan situationen være fastlåst, som det var tilfældet for familien med fem børn men få computere; eller det kan være muligt at øge sit handlerum for at reducere sårbarheden.

Det kunne for eksempel være, som når etniske minoriteter selv oversatte vigtig information til hovedsprogene i Danmark.

Erfaringerne fra vores undersøgelse viser, at det er hensigtsmæssigt at udvikle en mere varieret forståelse af hvilke sårbarheder, der skabes eller forværres under en omfattende epidemi, samt hvilke former for handlerum, der kan etableres.

Her er der brug for, at vi inddrager langt bredere viden hentet fra de humanistiske og samfundsvidenskabelige fagfelter, end det skete i pandemi-håndteringen i Danmark.