Ringbrynjer repræsenterer et tidskrævende og højt specialiseret håndværk. Og især de sammensmedede ringe påkalder sig også i dag stor beundring, fordi det må have været særdeles vanskeligt at svejse de små ringe sammen efter først at have viklet dem ind i hinanden.
Skønt det stadig diskuteres, om ringbrynjerne er lokalt håndværk, er der ingen tvivl om, at de er fremstillet af myremalmsjern. Vigtigt er også, at der er stor forskel på størrelsen og kvaliteten af ringene – ikke alene mellem de forskellige fund, men også i de enkelte brynjer. Det kan skyldes reparationer med ringe af en anden jernkvalitet og forarbejdningsgrad.
Når man sidder bag mikroskop og skrivebord, forekommer det at være en ganske enkel opgave at trække myremalmsjern til tråd. Man har jo trukket guld og sølv og kobber, så hvorfor ikke også jern?
Men vanskelighederne melder sig, når man står i smedjen. Jern er ikke alene væsentligt hårdere end de andre metaller, men myremalmsjern indeholder også – ud over slaggerne, der altid driller – ganske meget fosfor, der gør jernet sprødt og arbejdet kompliceret.
Det blev gradvist lettere at trække tråden
Ved forsøgene i Lejre anvendte vi jern udvundet af myremalm fra henholdsvis Guldforhoved i Vestjylland og Store Dyrehave i Nordsjælland. Først blev myremalmsjernet varmet i essen og smedet på ambolten i smalle, let tilspidsede stænger med en diameter på knap 0,5 cm.
Derefter blev stængerne trukket gennem gradvist mindre huller i et (moderne) trækjern, til de fik en diameter på henholdsvis 1,7 mm (som ringene i brynjen fra Thorsbjerg) og 0,9 mm (som Hedegård).
Det blev gradvist lettere at trække tråden, efterhånden som diameteren blev mindre, lige som smedene gradvis fik større øvelse. Alligevel ændrede det ikke på, at de første træk krævede meget stor styrke.
Smedene konstruerede derfor et enkelt vægtstangsprincip på gulvet i smedjen for at udnytte kræfterne optimalt. Vi fandt også ud af, at det var en stor hjælp at anvende en tang med riflede kæber, så man fik et godt, fast greb om tråden, og at friktionen blev væsentlig formindsket, hvis tråden blev fedtet ind i bivoks eller fåretælle inden trækket.
Det var også helt nødvendigt at varme tråden op mellem trækningerne, fordi myremalmsjernet hærdedes ved trækningen og derfor blev sprødt og knækkede lettere, end det ellers ville have gjort.
Svejsningen af ringbrynjen har været nemmere end før troet
Når trådens diameter kom under 2 mm, var den ikke længere så svær at trække, og trækjernet kunne placeres i en skruetvinge. Og hvis slaggerne ikke generede, var det heller ikke vanskeligt at rulle den færdige tråd op til lange spiraler med en diameter på henholdsvis 12,5 mm og 5 mm (ydre mål) og derefter åbne dem.
Men overraskelsen kom, da vi eksperimenterede med hvordan de små ringe blev svejset sammen. Fra andre forsøg vidste vi, at myremalmsjern svejser ved en lavere temperatur end moderne jern, men vi havde ikke forestillet os, at ringene kunne svejses alene ved at slå hårdt på dem.
Men det kunne de, helt uden opvarmning i essen. Så de store praktiske vanskeligheder ved få de »flettede« stykker samlet, den lille ring opvarmet og svejset viste sig at være en illusion – født af forestillingen om moderne handelsjern, der svejser ved en højere temperatur end myremalmsjern gør.
Denne nye iagttagelse ændrer naturligvis ikke på, at det har været et meget stort arbejde at trække tråden og svejse ringene til en ringbrynje. Men den sidste del af processen, svejsningen, har altså ikke været helt så vanskelig, som vi hidtil har troet.
Det skyldes myremalmsjernets – i denne sammenhæng – gode egenskaber.
Jerntrådstræk med vægtstang. (Foto: Michael Nielsen)
Herover en godt 15 cm lang stang, smedet af myremalmsjern. En stor slaggeindeslutning ses til højre. (Foto: Michael Nielsen)
Her ses tangens riflede kæber. (Foto: Michael Nielsen)
Smedning af strang, formet af myremalmsjern. (Foto: Michael Nielsen)
Vurdering af den trukne jerntråd. (Foto: Michael Nielsen)
Tråden rulles i fåretælle for at lette trækket. (Foto: Michael Nielsen)
Spiral af trukket jerntråd. Diameteren svarer til ringene i Hedegård-brynjen. (Foto: Michael Nielsen)
Herover udsnit af to ringbrynjer fra Thorsbjerg. Efter Engelhardt 1863; 1:1. – Til højre ses forsøgsresultaterne: tyk og tynd tråd, store og små ringe. (Foto: Michael Nielsen)
\ Myremalmsjernet adskilller sig fra andre oldtidsmetaller
I de to årtusinder (500 f.Kr. til 1500 e.Kr.), man i Danmark anvendte myremalmsjern til fremstilling af redskaber og våben, varmede smeden det faste jern op i en esse, før han formede det med hammer på ambolten.
For skønt myremalmsjern aldrig var flydende, som moderne jern er, blev det altid formgivet varmt.
På den måde adskilte håndteringen af jern sig fra håndteringen af alle andre metaller i oldtiden, der enten var flydende, når de blev støbt, eller uopvarmet, når de blev klippet eller trukket til tråd.
Der ligger små slagger inde i jernet
Hvis man i dag skærer en skive af en genstand, der er smedet af myremalmsjern, og ser på den i et mikroskop, ligger der små slagger inde i jernet – mere eller mindre fladmaste efter hammerens slag.
Slaggerne er ofte kuglerunde eller mangekantede i det jern, der netop er taget ud af jernudvindingsovnen, men de bliver gradvist færre og mere flade, efterhånden som jernet bearbejdes. Det er der ikke noget mærkværdigt i – men spørgsmålene kommer, når man betragter slaggerne i det jern, der er brugt til ringene i jernalderens ringbrynjer.
For her er slaggerne mere langstrakt ovale, end de er flade, som man kunne have ventet. Og trådens cirkelrunde tværsnit underbygger en mistanke om, at jernet først er smedet – og siden trukket.
Brynjen vejer omkring 10 kg
Allerede Nationalmuseets Sophus Müller beskrev en ringbrynje fra våbenofferfundet i Thorsbjerg Mose som fremstillet af små, ca. 1 cm brede og 2 mm tykke ringe af jern, sammenkædede således, at hver ring griber ind i fire andre og videre, at brynjernes ringe enten alle var nittede sammen, eller rækker af sammennittede og sammensmedede ringe veksle med hinanden.
Siden er der kommet flere ringbrynjer og stykker af ringbrynjer til, mest interessant er måske i ringbrynjen fra en brandgrav på Hedegård i Midtjylland (se Skalk 1992:2 og 1997:2), hvor der udover ringbrynjen blev fundet et enægget sværd, to lange knive og et spyd.
Udgraveren Orla Madsen har foreslået, at den døde blev kremeret iført sin ringbrynje, der efter ligbålet blev placeret i graven delvis i foldet tilstand, delvist opskåret. Ringene i brynjen er meget ensartede og fine, 5 mm i ydre diameter og med en tråddiameter på 0,9-1,0 mm.
Brynjen vejer nu omkring 10 kg, og ringene er nogle af de tyndeste og mindste af dem, der er fundet i ringbrynjer i Danmark. Til sammenligning er de tilsvarende mål for Thorsbjerg-brynjens ringe oftest 12,5 mm og 1,7 mm.
\ Dette er en artikel fra det seneste nummer af SKALK. Her kan du også læse om bl.a.:
FØRSTE ROMERBREV?
… har i denne sammenhæng ikke noget med Bibelen at gøre. Derimod med den måde, romerne sendte fortrolige meddelelser til hinanden på.
BÆLTEPLADEHUSET
Et enestående fund af en bælteplade fra Egtvedpigens tid blev fundet i en bronzealderhustomt i Sønderjylland.
TUNØ-FUND
Et korsformet, dyreornamenteret og emaljeindlagt smykke, hvis lige ikke er set før, blev meget passende fundet, da detektorfolket satte hinanden stævne sidste år.
