Det universitet, som for 50 år siden åbnede dørene for nye studerende i Roskilde, var Folketingets frontalangreb på de gamle universiteter.
I løbet af 1960’erne havde politikere fra alle partier udtrykt stadig større kritik af de etablerede universiteter.
De var stivnet i traditionelle opfattelser af faglighed. De havde store frafald blandt de studerende. Og de var ude af stand til at levere de kandidater, som der var brug for i et samfund i hastig forandring, lød kritikken.
Det Konservative Folkepartis Erik Haunstrup Clemmensen formulerede det således:
»Stivhed, traditionsbundethed og næsten uoverstigeligt snævre faggrænser må høre fortiden til og må nedbrydes jo før jo hellere.«
»Vi ønsker, at det nuværende forældede universitet ophører med at eksistere,« lød det fra Socialdemokratiets Mogens Camre.
Samtidig var universiteterne vokset enormt i løbet af 1960’erne. Derfor var der reelle problemer med at huse og undervise de mange nye studerende. Behovet for flere danske universiteter var åbenlyst, og det samme var behovet for fornyelser.
Der var politisk meget bred opbakning til at skabe helt nye institutioner, som kunne tage fat på problemerne fra nye vinkler. En af dem blev Roskilde Universitet, RUC.
I denne artikel tager vi tilbage til begyndelsen og de idéer – og konflikter – der har formet, og stadig former, det 50 år unge universitet.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region H.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
68’ernes idéer i fysisk form
RUC blev også en konkret udmøntning af de visioner for læring og videnskab, som blev udformet i kølvandet på studenteroprøret i 1968.
De kritiske studerende ville nedbryde de gamle universiteters lukkethed om sig selv.
Det blev udtrykt i paroler som ’Bryd professorvældet’, ’Medbestemmelse NU’ og ’Forskning for folket, ikke for profitten’.
De kritiserede universiteternes struktur, hvor professorerne var både faglige og administrative eneherskere. Og også den såkaldt borgerlige teori, der med fagopsplitning og dyb specialisering ikke fangede vigtige samfundsmæssige problemer – og slet ikke gav løsninger på dem.
For 50 år siden skete der nemlig store omvæltninger i det danske samfund.
Det var ikke længere et landbrugssamfund og snart heller ikke et industrisamfund. Det var et viden- og serviceorienteret samfund med en stærkt voksede offentlig sektor og med stadigt stærkere bånd til resten af verden.
Det gav behov for flere med længere uddannelser, for nye uddannelser og for en arbejdsstyrke, som hurtigt kunne tilpasse sig i en verden i forandring.
En overraskende alliance og kun 22 måneder til åbning
I tiden op til RUC’s åbning opstod der en kortvarig alliance mellem de kritiske politikere fra alle partier og de rebelske studenter.
Professorvældet blev brudt i 1970 med vedtagelse af Styrelsesloven (som du blandt andet kan læse om her og her). Den gav også lærere, der ikke var professorer, og studenter afgørende indflydelse på universiteternes interne styrelse.
Samtidig vedtog Folketinget at oprette RUC.
Manglen på studiepladser var presserende, og det skulle gå hurtigt med at få oprettet det nye universitet i Roskilde.
Kun 22 måneder fik man til at skabe det nye universitet, der både skulle gøre op med traditionel faglighed og skabe kandidater, der var klar til de aktuelle udfordringer i samfundet.
Studerende stod bag modellen
Politikerne havde skabt rammerne for det nye universitet. Men hverken politikere eller Undervisningsministeriet havde konkrete bud på, hvordan de fine taler om forandring skulle udmøntes i praksis.
Her stod de kritiske studenter parat med temmelig detaljerede idéer til udformningen af det nye universitet.
Studenterne præsenterede en samlet model for basisuddannelser i pjecen ’Hvem kører løbet?’ i 1970.
Forslaget var egentlig tiltænkt Københavns Universitet. Her havde studenterne en central rolle i det intense arbejde med at udvikle nye studiestrukturer og undervisningsformer.
Studenterne ville have et opgør med den stive faglighed gennem problemorientering og tværfaglighed.
De studerendes egne valg af studieemner skulle give mulighed for også at vælge emner med aktuel samfundsrelevans. Gruppearbejde skulle skabe fleksible, ansvarlige og samarbejdsvante kandidater.
Lærernes funktion skulle være at give bistand til løsning af det problem, som de studerende havde valgt at arbejde med – ikke at holde forelæsninger.
Og endelig skulle eksamener afskaffes til fordel for interne evalueringer mellem de studerende og deres lærere.
Problemorientering og projektarbejde var ikke kun tiltænkt RUC
Selv om nogle af lærerne rejste kritik af enkelte dele af strukturen, lykkedes det i store træk for de særdeles engagerede og meget energiske studenter at komme igennem med deres model.
Der var forskelle på de tre basisuddannelser (HUM, SAM og NAT). Men de havde de fælles træk, som senere blev udnævnt til at være det særlige ved RUC: problemorientering og projektarbejde i grupper.
RUC begyndte med beskedne 700 studerende på de tre basisuddannelser og havde i 1997 ved 25-årsjubilæet 7.000 studerende. Men det var tænkt meget større.
Byggeplaner fra de første år viser planer om 20.000 studerende på lange og mellemlange uddannelser. Dermed var det tænkt, at undervisningsmodellen skulle bruges af rigtig mange studerende i Roskilde – og gerne andre steder.
Modellen var hverken af studenter eller politikere tænkt som et særkende for RUC, men som begyndelsen på en omvæltning af undervisningsformen på alle lange og mellemlange uddannelser.
Bred opbakning til gruppearbejde – men af forskellige årsager
Hovedtrækkene i RUC’s nye struktur var udtænkt af studenterne. Men strukturen fik opbakning fra alle sider.
Her mødtes tidens politiske, teknokratiske og kritiske tanker om universiteternes fremtid. Hver enkelt del af den nye struktur kunne begrundes med en vifte af argumenter, så alle involverede blev tilgodeset.
Et eksempel er gruppearbejde, som var svaret på ret forskellige spørgsmål.
For planlæggere og politikere gav det håb om, at de studerende kunne undervise hinanden. Dermed kunne man spare på de dyre lærerkræfter, som der i øvrigt også var mangel på.
For mere traditionelt orienterede akademikere betød det en vigtig mulighed for gensidig inspiration. Og for de kritiske studenter var det en mulighed for at fremme kollektivitet.
Det stod fra begyndelsen klart, at gruppearbejde skulle være en grundlæggende del af studierne på RUC. Universitetscentrets nye bygninger blev simpelthen indrettet med særlige rum til gruppearbejde.
Der var store forventninger til, at de studerende gennem grupperne ville kunne udvælge samfundsrelevante emner for deres projekter. Samtidig regnede man med, at studiesociale problemer som f.eks. ensomhed og frafald ville kunne løses i grupperne, inden de kom til at give alvorlige problemer for den enkelte.
Gruppearbejdets store værdi blev for eksempel fremhævet i betænkningen om samfundsvidenskabelig basisuddannelse i 1972:
»De studerendes eget arbejde med stoffet, såvel som den indbyrdes undervisning, der finder sted gennem arbejdet og drøftelserne i grupperne, tillægges overordentlig stor vægt. Undervisningsmæssigt anses gruppens eget arbejde uden direkte medvirken af lærere som væsentligere end kundskabsmeddelelse.«
Professorernes forelæsninger skulle altså erstattes af de studerendes eget arbejde med stoffet i grupper.
»Marxistisk missionsskole«
Alliancen mellem politikerne og studenterne brød dog snart sammen.
Det kom hurtigt til stadig mere omfattende konfrontationer mellem studenter og statslige krav på RUC.
Allerede i efteråret 1972 blev RUC i Politiken kaldt for en »marxistisk missionsskole« af centerets egen rektor Erling Olsen, som også var folketingsmedlem for Socialdemokratiet.
Roskilde Universitetscenter og konflikterne om dets udformning blev et vigtigt samlingspunkt for 1970’ernes studenterbevægelse.
For studenterbevægelsen – og for en del af centrets lærere – var projektarbejdet først og fremmest en mulighed for at realisere visionerne om et universitet i arbejderklassens interesser.
Diskussionen om en dominerende politisk retning for RUC – marxisme – tog langt den største del af opmærksomheden i den offentlige diskussion.
Kritikken rettede sig egentligt mod den marxistiske dominans, men gruppearbejde og problemorientering blev anset for så tæt forbundet hermed, at kritikken også ramte RUC’s studieformer.
Tæt på lukning: RUC’s værdier tilpasses
Der var påstande om et lavt fagligt niveau på RUC, hvor de interne evalueringer havde afløst de traditionelle eksamener med eksterne censorer.
Folketinget var endda tæt på at lukke RUC. Det blev kun afværget, fordi RUC i stedet blev sat under administration af tre rektorer, som var udpeget af Undervisningsministeriet.
I slutningen af 1970’erne blev RUC’s struktur omdannet. Der blev indført eksamener og obligatoriske kurser sammen med en faglig opsplitning af RUC i en række fagorienterede institutter.
Tværfagligheden fik et nyt udtryk og skulle nu bygge oven på den såkaldte enkeltfaglighed, altså en mere traditionel fagopfattelse.
Problemorientering var ikke længere det bærende redskab til stofudvælgelse, men et supplement til obligatoriske kurser og konkrete faglige krav. Gruppearbejdets betydning blev også nedtonet, og man så meget små grupper; helt ned til kun et medlem.
Det faglige niveau blev ikke længere alene sikret gennem interne evalueringer, men også af eksamener med eksterne censorer.
Gruppearbejde blev en modernisering af undervisningen
Op gennem 1980’erne lykkedes det for RUC at skabe en ny fortælling om sig selv.
De første års marxistiske dominans – som havde været skarpt kritiseret i offentligheden og blandt politikere – forsvandt.
Den nye fortælling løftede problemorienteret projektarbejde i grupper frem som noget særligt for RUC. Som en særlig studieform med stor succes.
Det gled ud af historien, at der efter konfrontationerne på RUC midt i 1970’erne var sket en løbende tilpasning – og udvanding – af studieformen.
Gruppe- og projektarbejde var godt nok udtænkt af de kritiske studenter i årene omkring 1968. Men det blev omfavnet af politikerne som en modernisering og tilpasning af det traditionelle universitet.
I RUC’s nye historie blev gruppe- og projektarbejde ikke længere automatisk forbundet med marxistiske studier. Derefter er det efterhånden også blevet del af arbejdsformen på andre uddannelsesinstitutioner og universiteter.
Det, der for 50 år siden var en del af politikernes frontalangreb på de gamle universiteter, er altså nu blevet en integreret del af de undervisningsformer, som findes i det danske uddannelsessystem.
