Ro på: Kunstig intelligens truer ikke mennesket

På det seneste har muligheden for, at kunstig intelligens (Artificial Intelligence, herefter AI) en dag skulle vende sig mod sin menneskelige skaber, været oppe til debat.

For nylig har den hæderkronede fysiker Stephen Hawking ytret, at AI i fremtiden vil kunne overgå menneskelig intelligens, og i sidste ende vil kunne afvikle menneskeheden. Udtalelsen kom i forundring over hans nyligt opgraderede tale-syntese-system, som kan forudse, hvad han forsøger at sige.

Hawking er ikke alene i sin bekymring over superintelligente AI. Et voksende antal fremtidsforskere, filosoffer og AI-forskere har udtrykt betænkeligheder over, at AI vil kunne overliste og udmanøvrere menneskeheden. Efter min mening er det ganske usandsynligt, da mennesket altid vil kunne benytte sig af en forbedret AI til, at forbedre sig selv.

En ondsindet AI ville være nødt til at overrumple ikke kun menneskelig hjerneaktivitet, men en kombination af mennesket den trofaste og loyale AI-teknologi, som vi stadig ville være i stand til at styre. Den kombination vil altid vinde.

Efter Turing-testen

Turing-testen er et veletableret udgangspunkt for AI. Testen er udviklet ud fra et tankeeksperiment, beskrevet af den store matematiker Alan Turing.

Turings konkrete løsning på spørgsmålet 'Kan en maskine tænke?' var, at udvikle et efterlignings-spil, hvor udfordringen for maskinen var, at kunne konversere så overbevisende om et hvilket som helst emne, at man ikke ville være i stand til at skelne, om det var et menneske eller en maskine, man talte med.

I 1991 iværksatte opfinderen Hugh Loebner en årlig konkurrence, The Loebner Prize, for at skabe en AI, som kunne bestå Turing-testen. Det er hvad vi nu ville kalde en 'chatbot', en snakkerobot. En af dommerne ved dette års konkurrence, Ian Hocking, skrev i sin blog, at hvis dette års deltagere repræsenterede vores bedste forsøg på at skabe menneskelig intelligens, så var vi stadig årtier fra at få succes. AI kan stadig kun en brøkdel af det, den menneskelige intelligens formår.

Jeg er heller ikke udtalt imponeret over University of Readings påstand om, at have kunne genskabe en 13-årig ukrainsk drengs engelske taleevner. At imitere en barnlig intelligens, og sprogegenskaberne på et sprog som ikke er modersmålet, er meget langt fra hvad Turing-testen forlanger.

I årtier har AI udstyret med mønsterdannelses-algoritmer været i stand til overfladisk at kunne efterligne menneskelig samtale. Eksempelvis var 60’ernes Eliza-program i stand til at udføre en acceptabel efterligning af en psykoterapeut.

Eliza beviste, at det er muligt at narre nogle mennesker, noget af tiden. Men siden Loebners 25,000 dollars præmie aldrig er blevet vundet, kan vi udlede, at en korrekt udført Turing-test er en krævende målestok for menneske-lignende intelligens.

Måling af kunstig kreativitet

Men er der andre aspekter af den menneskelige intelligens, som AI kan genskabe mere overbevisende?

Mark Riedl fra Georgia Tech i USA foreslog for nyligt at afprøve AIs kreativitetsevner.

Riedls Lovelace 2.0 test kræver, at AI skaber et produkt, som svarer til et sandsynligt, men vilkårligt kompliceret sæt design-restriktioner. Disse restriktioner sættes af en dommer, der også bedømmer om forsøget er en succes. Kriterierne for at leve op til restriktionerne, er bevis på kreativ tankegang.

Evaluatoren kunne bede AI om, at ’skabe en historie om en dreng der forelsker sig i en pige, rumvæsner kidnapper drengen og pigen redder verden med hjælp fra en talende kat.’ En afgørende forskel fra Turing-testen er, at maskinens resultat ikke sammenlignes med det fra et menneske.

Riedl foreslår, at vi glemmer alt om æstetik, og kun vurderer om resultatet opfylder de givne kriterier. Så hvis maskinen skaber en science fiction historie hvor Lotte, Totte og Mis med de blå øjne afværger ET, så er prøven bestået, uanset om slutresultatet er lige så uopfindsomt som en børnebog.

Jeg kan godt lide ideen om at teste kreativitet. Der er evner og egenskaber, der danner basis for den menneskelige intelligens, som udviklerne af AI endnu ikke begriber. Men essensen af Riedls test forekommer, at være tilfredsstillelsen af visse kriterier; altså problem løsning.

Det i sig selv er måske udfordrende nok, men næppe alles forestilling om kreativitet. Og i med, at konkurrenceelementet fra Turings verbale tenniskamp er fjernet, er bedømmelsen af Lovelace 2.0 alt for subjektiv.

Overraskelser på vej

Ada Lovelace, en ven af Charles Babbage som var medudvikler af computeren, og som har lagt navn til Riedls test, har på glimrende vis sagt 'Analysemaskinen (Babbages computer) har ingen som helst prætentioner om ved egen kraft at skabe nyt. Den kan gøre, hvad vi beordrer den til at gøre'.

Analysemaskinen har ingen som helst prætentioner om ved egen kraft at skabe nyt. Den kan gøre, hvad vi beordrer den til at gøre

Ada Lovelace

Denne bemærkning afspejler en holdning, mange stadig har: At et computer-programs opførsel er fuldstændig forudsigelig, og kun menneskelig intelligens er i stand til at gøre noget, som er overraskende og følgelig kreativt.

Lang vej igen

De sidste 50 år har vi dog oplevet, at komplicerede computerprogrammer har udvist ’fremspirende’ egenskaber, som ikke var tilsigtede af deres skabere.
I forbindelse med Riedls test er det ikke nok at gøre noget uventet for at kunne påvise kreativitet.

Menneskelig kreativitet har andre særlige kendingsmærker, som afspejler vores evne til at opdage sammenhæng mellem ideer, hvor vi tidligere ikke så nogen sammenhæng.

Dette kunne måske ske ved, at oversætte billeder til ord og så tilbage til billeder, ved at fundere over ideer gennem længere tid, og udsætte dem for underbevidsthedens tankeprocesser, ved at blande tankerne fra et menneskes hjerne til et andets, gennem samtale på en måde, der kan inspirere begreber til at ændre og omdanne sig.

Vi er langt fra i stand til, at kunne gøre de fleste af disse ting i AI.

Ingen grund til panik

Som det er nu, tror jeg, at AI er mest succesfuld gennem samarbejdet med mennesker. Ved at kombinere vores evne til at tænke kreativt med computerens evne for hukommelse, præcision og hurtighed. Det er da bestemt værd at holde øje med AIs fremskridt, men der kommer til at gå lang tid, før disse tests vil kunne demonstrere andet end, hvor langt tilbage maskinel intelligens er i forhold til os.

Alt taget i betragtning, tror jeg ikke at vi skal gå i panik endnu.

Tony Prescott modtager støtte fra The UK Engineering and Physical Science Research Council, The Arts and Humanities Research Council og fra The European Union Framework Programme. Den oprindelige artikel kan læses hos Conversation.