Professor: Sådan får vi den globale CO2-udledning til at toppe – og så falde

På baggrund af en gennemgang af den videnskabelige litteratur udarbejder FN's klimapanel, IPCC, hvert 6.-7. år en opsummering om forskning og viden om klimaforandringerne og deres konsekvenser.

Uanset hvordan vi end vender og drejer det, er den seneste IPCC-rapport dyster læsning.

Rapporten bekræfter, hvad vi allerede ved: Det er utvetydigt, at menneskelig aktivitet har forårsaget opvarmningen - og det går hurtigere og hurtigere.

Og vi kan tydeligt udlede af tallene, selvom den seneste IPCC-rapport, ligesom de to seneste rapporter fra 2014 og 2018, ikke siger det direkte i teksten, at den globale udledning skal toppe omkring år 2025 og derefter bevæge sig hurtigt ned mod nul, hvis vi skal have nogen som helst chance for at begrænse opvarmningen til 1,5 grader (Parisaftalens målsætning fra 2015).

Vi havde 11 år til at nå dette maksimale niveau og så vende udviklingen, da den forrige IPCC-rapport blev udgivet i 2014. Nu har vi 4 år.

50 procent chance for at begrænse opvarmningen

Den nye rapport skitserer fem forskellige retninger, som udledningen kan tage i løbet af de kommende årtier, med forskellige mulige klimafremtider beskrevet via scenarier for CO₂-udslip (kaldet RCP-scenarier eller CO₂-fremtider).

Det scenarie, hvor udledningen falder så hurtigt som muligt, giver os lidt under 50 procents chance for at begrænse opvarmningen til 1,5 grader.

I følge dette scenario skal verden begrænse den samlede drivhusudledning over tid svarende til cirka 500 gigatonn kuldioxid (CO₂).

Rapporten afslører, at verden i øjeblikket udleder omkring 40 gigaton om året (et tal, der er stigende). Det giver cirka 12,5 års udledning på det nuværende niveau.

Så hvis verden skal opnå netto-nuludledning af drivhusgasser i 2050, skal udledningen være mindre end 40 procent af den gennemsnitlige udledning i 2021.

Ret enkelt at løse - i teorien

I teorien er det ret enkelt at få udledningen til at toppe og så begynde at falde.

Der er flere store forandringer, der kan implementeres i sektorer som elektricitet, byggeri og transport, som er skyld i en stor del af udledningen, og hvor der allerede findes let tilgængelige alternativer:

• Forbud mod ny infrastruktur, der er afhængig af fossilt brændstof.
• Ikke flere nye kulkraftværker, ingen nye olie- og gasanlæg og ingen lufthavnsudvidelser. Verden kunne i bund og grund blive enige om en traktat om at vælge vedvarende energi frem for fossile brændstoffer.
• Eksisterende kulværker erstattes hurtigt af vedvarende energikilder, for eksempel vindmølleparker.
• ​Der foretages radikale forbedringer af bygningernes energieffektivitet.
• Naturgas udfases i bygninger og erstattes med varme og tilbedredning af mad, der bruger elektricitet.
• Landtransport decarboniseres ved at skifte til elektriske køretøjer (biler, lastbiler, busser, tog) og fra biler til cykler, gåben og offentlig transport.

Det er altsammen teknisk muligt at gøre på 10 år, men forhindringerne er store og grundlæggende politiske.

Distraheret af andre kriser

Det kan blive nødvendigt at give nyt liv til offentlig finansering igen for at generere tilstrækkelig investering i lav-emissionssektorer.

Der er sket et lille omslag i retning af denne fremgangsmåde ved fremkomsten af grønne nye aftaler i forskellige lande, men der er brug for et langt større skub i denne retning.

Selvfølgelig er verden desuden stadig distraheret af andre kriser.

Den mest oplagte er COVID-19, som har forstyrret klimaindsatsen i de fleste lande, forsinket nye politiske klimaudmeldninger og fokuseret opmærksomheden på både pandemien og den økonomiske restitution efter COVID-19-krisen.

COVID-19 har mindsket presset på politiske magthavere

Investeringsniveauet, der er nødvendigt for at overvinde COVID-19, har leveret nogle muligheder, men indtil videre ser det ud til, at evidens indikerer, at verdensøkonomien igen vil bevæge sig mod høj CO₂-vækst.

I mellemtiden har COVID-19 mindsket presset på de politiske magthavere til at tage klimahandling.

Det har været langt sværere at organisere protestbevægelserne - skolestrejkerne, Extinction Rebellion - der blomstrede op, før nedlukningen trådte i kraft globalt.

Den seneste IPCC-rapport vil blive brugt til at informere diskussionerne mellem verdenslederne ved FN's klimatopmøde COP26, som efter planen skal afholdes i den skotske by Glasgow i november 2021.

Betydningen af COP26

Men hvis der er så mange ting, der forhindrer os i at sikre, at CO₂-udledningen falder, hvad kan vi så forvente af det to uger lange topmøde i efteråret?

Det er klart, at mødet kan rykke ved nogle ting. Det er her, der skal forhandles om den globale ulighed, som hvordan mere velhavende lande kompenserer fattigere lande for at bære størstedelen af en krise, de i bund og grund ikke er skyld i. Sådanne spørgsmål har plaget FN's klimaproces, siden forhandlingerne startede i 1991.

Det er her, de nationale regeringer formentlig vil forpligte sig til nye målsætninger, de såkaldte NDC'er, som er medlemsstaternes nationalt bestemte bidrag for at opfylde det overordnede mål med Parisaftalens globale temperaturgrænse.

En del af disse tilsagn er allerede blevet publiceret, men desværre ser det ikke ud til, at der er fyret markant op under den globale klimaindsats.

På vej mod lav-emissionsfremtid

Indtil videre (og på trods af den amerikanske præsident Joe Bidens topmøde i april) lader det ikke til, at ledende stater kan overtale hinanden til at skrue op for klimaforpligtelserne og skabe den slags momentum, som i 2015 førte til Parisaftalen.

Høje forventninger til COP26 i sig selv overser de vigtigste handlingssteder, der kan få udledningen til at toppe og så falde: Ifølge Parisaftalen er det de nationale regeringer - og de fleste af de konflikter, der forhindrer klimahandling, forekommer i de respektive lande.

Det er på dette nationale niveau, at vi skal fokusere meget på vores opmærksomhed for at opveje effekterne af den fossile brændstofindustri, finde nye måder at finansiere decarboniseringen samt styre den økonomiske restitution efter COVID-19-krisen mod en lavemissionsfremtid.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.