De bliver kaldt ‘hvide elefanter’, de gigantiske stadions og idrætsanlæg, der ligger hen og gror til, kun få år efter, de har solet sig i hele verdens opmærksomhed.
Senest i Brasilien, der både har ageret værtsnation for OL (2016) og VM i fodbold (2014), men også i Kina, der havde OL i 2008 og Sydafrika, der havde VM i fodbold i 2010, står de forladte prestigeprojekter hen som skrækeksempler på en dyr og dårlig forretning.
\ Astronomiske beløb
Små 73,5 milliarder kroner - svarende til prisen på knap 3,5 Storebæltsbroer -, det er ifølge nyhedsbureauet Associated Press, det officielle russiske budget på dette års VM.
Da Brasilien i 2014 havde værtskabet, blev der ifølge samme medie brugt omkring 95 milliarder kroner på fodboldfesten.
Kilde: Associated Press
‘Mega-events’ som VM i fodbold kan ikke svare sig økonomisk. Det hører man i hvert faldt tit. Men ifølge professor og idrætshistoriker ved Syddansk Universitet, Jørn Hansen, er det ikke altid så ensidigt:
»Ifølge snævre økonomiske kriterier, kan det ofte være en dårlig forretning,« siger han med henvisning til bogen ‘Verdensspillet’, en bog om VM’s historie fra 2014, som han er forfatter til.
Kan være en god forretning
For eksempel gik investeringerne ved VM i Brasilien og Sydafrika aldrig i plus målt på de forventede turistindtægter.
Men som prestigeprojekter, hvor det ikke er så økonomisk en til en, kan der være noget at vinde for en værtsnation, fortæller Jørn Hansen.
»Anlægger man det kriterium, at man vil være en del af en international verdensorden, vise flaget i en større sammenhæng, så kan det godt være en 'god forretning' i den forstand, at man viser, at man er moderne, at man viser, at man hører til i en form for elite,« siger han.
Se hele videoen foroven, hvor professoren også svarer på, om VM er udemokratisk, og om vi burde have presset mere på for et boykot af VM i Rusland.































