Prisvindende corona-forsker: Nu gælder det klimakrisen

I de seneste to år har professor Michael Bang Petersen brugt weekender, ferier og aftener på at indsamle data og formidle. Der har været dage, hvor han er blevet ringet op af 40 journalister.

Professoren står i spidsen for forskningsprojektet HOPE, der konstant i løbet af pandemien har målt, hvordan danskerne har reageret på restriktioner og myndighedernes informationer.

Hver uge har forskerne fremlagt deres data i rapporter og formidlet dem til offentligheden. I alt er det blevet til 100 rapporter.

For indsatsen modtager Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet, nu Uddannelses- og Forskningsministeriets Forskningskommunikationspris for »at sætte ord på vores tanker, følelser og adfærd under corona.«

Videnskab.dk har talt med prisvinderen om, hvad han har lært af de to corona-år, hvor han i perioder nærmest dagligt har været i medierne.

Michael Bang Petersen, du er blevet hædret flere gange, og for nyligt blev du sågar Ridder af Dannebrog for din indsats under corona-pandemien. Hvad betyder det for dig, at du nu også får Forsknings- og Uddannelsesministeriets Forskningskommunikationspris? 

»Det betyder rigtig meget. Noget af det, der gør, at jeg er særligt glad for netop den pris, er, at formidling har været en af de helt centrale missioner ved HOPE-projektet.«

»Vores ambition har været, at forskningen skulle ud og leve med det samme, så den kunne kvalificere borgernes forståelse for og myndighedernes håndtering af pandemien. At få Forkningskommunikationsprisen vidner om, at missionen er lykkedes.«

»Jeg har oplevet det som enormt meningsfuldt at bidrage med viden i en særlig kritisk situation i Danmarkshistorien. Viden af den karakter, vi har leveret, var helt afgørende, for at myndigheder og politikere kunne styre ordentligt igennem.«

»Det er ikke kun min fortjeneste. Det er resultatet af ekstremt mange menneskers ekstremt hårde arbejde. Der er virkelig mange mennesker, som har brugt aftener, weekender og ferier på HOPE-projektet. Jeg har haft en kerne på 4-5 personer omkring mig, men i alt har omkring 30 personer været mere eller mindre knyttet til projektet.«

Hvad er de væsentligste erfaringer, du tager med dig fra corona-krisen? 

»Først og fremmest viser vores data, at transparens er helt afgørende, når man kommunikerer i en krisesituation. Vi har set, at befolkningen ikke reagerer negativt på, at myndighederne lægger usikkerhederne frem og er åbne, også om de negative og ubehagelige ting.«

»Vi ser tydeligt, at danskerne har været klar til at handle, også selv om de er blevet oplyst om, at der har været usikkerheder i den viden, der er lagt frem fra myndighederne.«

»En anden væsentlig ting, jeg tager med mig, er, at man ikke altid skal holde så meget på sine data, som man ofte gør i videnskab. Man skal ikke altid vente, til der foreligger en endelig konklusion.«

Under corona-krisen har I offentliggjort jeres data, før de er blevet fagfællebedømt og publiceret i videnskabelige tidsskrifter. Hvilke overvejelser har du gjort dig om det? 

»Under normale omstændigheder er det ikke altid oplagt at formidle sin forskning i realtid, mere eller mindre samtidig med at data kommer ind, som vi har gjort. Men det var hensigtsmæssigt i den krisesituation, vi har været i, hvor det har været vigtigt hurtigt at få viden ud.«

»I en krisesituation skal der handles, og så er man nødt til at bruge den viden, der er, selvom den er foreløbig. I bund og grund ville det ikke være etisk forsvarligt at holde data tilbage og vente på peer review.«

»Normalt kan der gå år, før man som forsker ser et problem, til at man kan formidle sin forskning. Man skal først søge penge, og hvis man er heldig at få finansiering, kan man gå i gang med at indsamle og analysere data, som man så kan prøve at få publiceret, og hvis det lykkes, kan man gå i gang med at formidle sine resultater.«

»Vi har skullet finde en måde at formidle data på en ansvarlig måde, selvom de ikke har været igennem peer review. Vi har blandt andet gjort meget ud af at lægge tingene transparent frem, så alle kan se, hvordan vi er kommet frem til vores resultater.«

»Vi har også håndteret det ved at arbejde interdisciplinært. Der er forskere fra Aarhus Universitet, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet tilknyttet HOPE-projektet, og vi har brugt alle metoder fra den samfundsvidenskabelige værktøjskasse.«

»Vi har lavet etnografiske feltstudier, spørgeskemaundersøgelser og Big Data-undersøgelser af, hvad der sker i medierne og på de sociale medier. På den måde har vi forsøgt at afdække blinde vinkler, som er indbygget i metoderne hver for sig.«

»Mere komplicerede årsagssammenhænge kan man vente med at konkludere på i offentligheden, til de er blevet fagfællebedømt og publiceret, men jeg mener godt, man kan snakke om sine data inden. Der kan være indsigter i dem, som ikke kun er interessante for fagfæller.«

»Men det handler selvfølgelig også om, hvor hurtigt samfundet har brug for data, og hvor komplekst det, vi formidler, er. Meget af det, vi har formidlet, er rene beskrivende data om borgernes holdninger og bekymringer. Det er relativt simpelt.«

»Jo mere kompliceret analysen er, og jo større konsekvenser, den kan få, desto mere sikker skal man være på, at der ikke er noget, man har overset, og desto længere skal man nok vente med at dele sine data.«

»Undervejs i projektet har vi også lagt en masse energi i at få publiceret vores forskning i videnskabelige tidsskrifter, og vi har publiceret en masse undervejs.«

Du siger, at I har gjort meget ud af at lægge tingene transparent frem. Hvordan har I gjort det? 

»Vi har opbygget den rutine, at alt, hvad vi sender ind til myndighederne, har vi også lagt ud på vores hjemmeside og delt på sociale medier. Idéen har været, at alle skal have adgang til de indsigter, vi har etableret, så de kan forholde sig kritisk til dem.«

»Det har været vigtigt for os at lægge vægt på, at vores data er foreløbige og et skridt i en fortløbende proces, hvor vi stadig er i gang med at finde ud af, hvad der er op og ned.«

»Jeg tænker ikke, at forskere generelt bør arbejde på den måde. Men når det er nødvendigt og afgørende at arbejde hurtigt, som det var under corona-pandemien, kan man gøre det, som vi har gjort i HOPE-projektet.«

»Indimellem har der været diskussioner, om vi har grebet det rigtigt an, for eksempel om vi har stillet de rigtige spørgsmål i vores undersøgelser. Normalt ville den slags diskussioner foregå internt blandt forskere, men i dette tilfælde har de af nødvendighed været taget i det offentlige rum.«

»Idet diskussionerne om videnskabelige metoder og data er blevet taget i offentligheden, håber jeg, at coronakrisen har været med til at give borgerne en større forståelse for den videnskabelige proces, og den usikkerhed, der altid er.«

»Vi har også lagt vores data ud, så andre forskere og studerende frit kan efterprøve dem og bruge dem i andre forskningsprojekter.«

I har netop offentliggjort HOPE-projektets sidste rapport. Hvad skal du i gang med nu? 

»Jeg søger i øjeblikket penge til forskning, der bruger de indsigter, vi har fået fra HOPE-projektet, til at finde ud af, hvordan man kan få befolkningen til at støtte op om håndteringen af klimakrisen.«

»Der er meget fokus på, at klimafrygt kan blokere for handling. Men vores indsigter fra coronakrisen viser, at det vigtige for befolkningens adfærd ikke er bekymring og frygt, men derimod oplevelsen af at have handlekompetence.«

»Det handler om at give folk en følelse af, at det nytter noget at ændre adfærd, og at vi sammen kan håndtere krisen. Det var helt afgørende i forhold til at få opbakning til restriktionerne.«

»Det vigtige er, at man som borger ved, hvad man skal gøre og hvordan. Den erfaring kan vi bruge til at skabe en forståelse for de adfærdsændringer, klimaeksperter siger er nødvendige.«

»Vi skal have etableret en forståelse for, hvor befolkningen står på klimaspørgsmålet. Hvad er de motiveret af? Hvilke barrierer oplever de i forhold til at ændre adfærd? Oplever de, at barriererne bliver større eller mindre, når politikere, myndigheder og eksperter kommunikerer?«

»Klimakrisen er sværere at håndtere end corona, hvor den enkelte i højere grad selv kunne påvirke situationen med sin adfærd. Når jeg blev hjemme, brugte håndsprit og fulgte retningslinjerne, beskyttede jeg både mig selv og samfundet.«

»Men når jeg ændrer adfærd for at gøre noget for klimaet, gør det ikke på samme måde en direkte forskel for mig selv - det afhænger ikke kun af, hvad jeg gør, men også hvad andre gør. Man kan nemt komme til at føle sig magtesløs. Så vi skal finde ud af, hvordan man alligevel kan give borgerne en fornemmelse af at have handlingskompetence.«

»Hvordan kan man kommunikere på en måde, så den enkelte får en følelse af, at vi kan håndtere klimakrisen, og at det nytter noget at ændre adfærd?«

Eksponent for tillid og god kommunikation

Forskningskommunikationsprisen gives hvert år til en forsker eller et forskerhold, der har gjort en særlig indsats for at kommunikere deres forskning til en bred offentlighed.

»Juryen fremhæver, at Michael Bang Petersen utrætteligt har stillet op i medierne, hvor han roligt og sagligt har formået at sætte ord på danskernes tanker om og reaktioner på pandemien, som vi alle kan forstå, med afsæt i resultaterne fra HOPE-projektet,« skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.

»Gang på gang har prisvinderen sat fokus på væsentligheden af tillid og god kommunikation, hvis krisehåndtering skulle lykkes, og han har selv optrådt som eksponent for begge dele.«

Juryen består af formandsgruppen i Danmarks Frie Forskningsfond og et ekspertpanel fra Videnskab.dk.