Et rundt, aflangt stykke træ, der stammer fra oldtidens Romerrige, har længe vakt undren blandt arkæologer.
Hvad var dets formål? Blev træstykket brugt til at bringe held og holde onde kræfter væk?
Nu peger et nyt studie på, at dets formål muligvis var til intime og seksuelle behov, skriver Livescience.
Den 17 centimeter lange ‘træpenis’, der i dag er udstillet på et museum i England, blev i sin tid fundet i en grøft ved det romerske fort Vindolanda.
Studiet, der er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Antiquity, har påny givet den en vis nyhedsværdi.
Med 3D-skanninger har forskerne bag studiet nemlig vist, at begge ender af træstykket er langt blødere end resten af stykket. Det indikerer, at enderne er blevet berørt adskillige gange.
Arkæologer har spekuleret på, hvorvidt træstykket er blevet brugt som en morter til at knuse ingredienser eller medicin. Den kan også have været tilkoblet en statue, så forbipasserende kunne røre den i håbet om at få lidt held med på vejen.
Men træstykket, der er udskåret på en måde, der ikke kan undgå at give penisassociationer, kan altså også være blevet brugt som sexlegetøj.
»Vi ved, at de gamle romere og grækere brugte sexredskaber - dette objekt kunne være et eksempel på det,« siger studiets hovedforfatter Robert Collins, der er lektor i arkæologi ved Newcastle University, til Livescience.

































