Pædagoger bør holde sig fra hjernevidenskab
Hjernevidenskaben kan kun i meget ringe omfang fortælle os, hvordan vi bør indrette vores skoler og børnehaver. Det kom frem under en nyligt afholdt konference.

Hjernevidenskaben kan ikke fortælle os, hvordan lærerne bedst indretter undervisningen i skolen. Hjernen ændrer sig nemlig efter omgivelserne - altså de oplevelser, eleverne har i skolen. Så man vender tingene på hovedet, hvis man tror, det er godt at indrette omgivelserne - skolen - efter hjernen. (Foto: Colourbox)

Telefonen ringede en aften hos professor Jesper Morgensen. Han forsker i neurologi – altså hjernevidenskab – ved Københavns Universitet. I røret var en kvinde, som ville vide, hvad forskellen er på drenge og pigers hjerner.

Jesper Morgensen sagde, at det ved man ikke ret meget om. Men han fortalte i store træk, hvad han vidste. Det var ikke godt nok for kvinden.

»Jeg er pædagog, og jeg har brug for videnskabeligt belæg for, at drenge og piger skal behandles forskelligt i skolen,« sagde hun.

Professoren svarede, at der var mange forskere fra psykologi og humaniora, der havde beskæftiget sig med spørgsmål som det. Til det svarede kvinden »Ja, men der skal være rigtig videnskab.«

Anekdoten blev fortalt af Jesper Mogensen under konferencen 'Pædagogisk neurovidenskab', der for nylig blev afholdt ved Institut for Uddannelse og Pædagogik på Aarhus Universitet.

Konferencen blev afholdt, fordi mange lærere, pædagoger og beslutningstagere er interesserede i, hvordan hjernen er indrettet. De tror nemlig, at hvis de ved, hvordan hjernen er indrettet, så ved de også, hvordan de bedst skal lære børnene nye ting. Men det er en kende optimistisk.

»Kan neurovidenskaben fortælle os, hvordan vi skal undervise? Eller indrette skolerne? Det vil jeg overordnet set være skeptisk overfor. I virkeligheden kan vi neurovidenskabsfolk nok mest fungere som brandslukkere i forhold til de udbredte populærvidenskabelige misforståelser af, hvad vores resultater kan bruges til,« sagde Jesper Mogensen ved konferencen, hvor der både deltog pædagogikforskere og neurovidenskabsfolk.

Hjernen er slet ikke så simpel

Mange tror i dag, at viden om hjernen kan guide os, når vi skal tage vigtige beslutninger om, hvordan vi bør tilrettelægge vores liv. Ræsonnementet er, at når vi kender hjernens naturlige indretning, kan vi tilpasse vores hverdag og læringsmiljøer, så hjernen trives optimalt og bliver bedre til at lære nyt.

Jesper Mogensens forskning viser imidlertid, at hjernen ikke er så let at gennemskue.

Fakta

REF-modellen er navnet på den banebrydende model for hjernen, som Jesper Mogensen har lavet sammen med kollegaen Hana Malá.

REF-modellen siger, at vores hjerner både består af forskellige stærkt specialiserede dele – hvor hver del laver noget helt bestemt. Men som noget nyt siger den, at hjernen samtidig opretter netværk på kryds og tværs mellem de specialiserede dele. Det kan lade sig gøre, fordi hjernen fungerer på to niveauer:

- Niveau 1, hvor de forskellige grundlæggende hjerne-dele findes. På det niveau har vi nogle helt basale moduler – eller hjernedele – som er specialiseret til at lave noget bestemt.

- Når hjernedelene skal udføre en opgave, gør hjernen brug af et nyt niveau, niveau 2. På det niveau skaber vi 'programmer', som koordinerer og styrer samspillet mellem de forskellige moduler i forskellige hjernedele. Det er de programmer, som gør, at vi kan udføre de opgaver, vi vil udføre. Nogle af programmerne bruger vi, når vi skal finde vej, andre når vi skal synge. De 'programmer' ændrer sig i løbet af vores liv, efterhånden som vi lærer nyt, ved at fungere sammen med vores omgivelser.

Læs mere i artiklen: Stress og motion genoptræner blodprop-hjerner

I sit laboratorium har han eksperimenteret med at genoptræne hjerneskadede rotter. Forsøgene viser, at rotterne kan lære at løse forskellige opgaver igen, selvom de steder i deres hjerner, der normalt løser opgaverne, er ødelagt.

Det skyldes ikke, at den ødelagte del af hjernen bliver genskabt – men at andre dele af hjernen kobler sig sammen på nye måder og kompenserer for den tabte egenskab.

(Forskningen er beskrevet i den såkaldte REF-model, som du kan læs om i boksen til højre.)

Vi – og vores hjerner – ændrer sig

Hjernen ændrer sig altså efter, hvilke behov den skal opfylde. Den bliver hele tiden påvirket og forandret, alt efter hvad livet udsætter os for.

»Vi kan for eksempel se, at violinister har et særligt stort område i hjernen på det sted, som regulerer den hånd, de bruger, når de spiller.«

»Blinde menneskers områder for følesansen på fingerspidserne er også særligt store for de fingre, de bruger til at læse punktskrift med. Og taxachauffører i London, der er rigtig gode til at finde vej, får større områder, der har med geografi at gøre, jo længere tid de er chauffører,« fortalte Jesper Mogensen.

Vi skal bruge humaniora og psykologi

Den danske professors forskning tyder på, at hjernen ikke er en statisk størrelse. Det giver derfor ikke mening at indrette et skoleforløb efter, hvordan vi tror, 'standardhjernen' er indrettet. Hjernen er plastisk, og den ændrer sig alt efter, hvad vi oplever i løbet af livet.

Vores hjerner er indrettet forskelligt, alt efter hvem vi er. Derfor bør pædagogikforskere blive ved med at undersøge sociale og psykologiske forhold – i stedet for at kaste sig over neurovidenskaben.

»Neurovidenskaben spiller spørgsmålene tilbage til de humanistiske discipliner. Svarene fra humanisterne er sandsynligvis bedre end dem, vi kan komme med. Humanisterne arbejder tættere på de problemer, der skal løses,« sagde Jesper Mogensen.

Vi er vant til at stole på 'hjerne-forklaringer'

Ifølge den såkaldte REF-model består hjernen både af specialiserede centre og særlige 'programmer', der kan kombinere centrene på nye måder igennem hele livet. Derfor er hjernen plastisk - altså, den ændrer sig, alt efter hvilke oplevelser vi har. (Grafik: Colourbox)

En tendens er, at mange ikke tager den traditionelle humanistisk-pædagogiske forskning alvorligt. Tænk bare på pædagogen, der ville have 'rigtige' videnskabelige beviser for, at drenge og piger ikke skal undervises på samme måde i skolen.

Tendensen er ikke så mærkelig. Igennem nogle år har journalister været gode til at hive en hjerneforsker i tv-studiet, når de ville have forklaret, hvad for eksempel kærlighed, religion eller samarbejdsevne er.

Så peger forskeren på et område på en plastikhjerne og siger, at 'i det her område sider samarbejdsevnen'. Måske fortæller han også, hvilke kemiske processer der finder sted i hjernen, når to mennesker samarbejder om en opgave.

Den slags optrin på tv har sandsynligvis vænnet os til at sætte særlig stor lid til 'hjerne-forklaringer'. Det vurderede konferencens arrangør, lektor og biolog Theresa Schilhab fra Forskningsprogrammet Fremtidsteknologi, kultur og læreprocesser, Aarhus Universitet.

Svært at bruge biologiske forklaringer i praksis

Theresa Schilhab konstaterede, at der ikke er noget i vejen med hjerne-forklaringer. Man skal bare huske på, at de 'kun' giver biologiske forklaringer på fænomener som religion, kærlighed og samarbejdsevne.

Den slags forklaringer er ikke særligt gode, hvis vi skal bruge dem til virkelig at forstå eller ændre noget i vores hverdag.

En biologisk forklaring beskriver nemlig processer, der befinder sig utroligt langt væk fra de oplevelser, vi mennesker umiddelbart har i hverdagen. Når vi bliver forelskede, oplever vi, at vores udkårne er den dejligste på planenten - ikke, at vores hjerner udskiller særlige hormoner.

Hjernens processer befinder sig så langt væk fra vores umiddelbare oplevelser, at det giver mere mening at konsultere den humanistiske eller psykologiske forskning, når vi vil vide noget brugbart om for eksempel kærlighed eller samarbejdsevne. Den forskning tager nemlig udgangspunkt i de oplevelser og erfaringer, vi har som mennesker.

»En humanistisk videnskabstilgang til læring adskiller sig fra en naturvidenskabelig,« sagde Oliver Kauffmann, filosofi-uddannet videnskabelig assistent ved Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet.

Fakta

Folk foretrækker tit naturvidenskabelig viden frem for humanistisk. Naturvidenskabens opdagelser bliver opfattet som mere værdi-neutrale end humanioras.

Det er tit også rigtigt. Men uden humaniora ville der være en masse fænomener, som vi ikke ville have viden om. De to former for videnskabelig forskning hjælper os nemlig til at forstå forskellige aspekter af verden.

- Naturvidenskabelig forskning er for eksempel god til at undersøge, hvordan hjernen hos en taxachauffør ændrer sig, når han dag efter dag kører rundt i Londons gader.

- Humaniora-forskning er god til andre ting. For eksempel til at undersøge taxachaufførernes oplevelser, når han forsøger at finde rundt i London.

»De beskrivelser eller forklaringer, der optræder i humanistisk videnskab, har en forbindelse til forhold, der har med meningssammenhænge at gøre. Det har de naturvidenskabelige beskrivelser af synaptiske forbindelser i hjernen ikke.«

Neurovidenskaben er stadig værdifuld

Blandt forskerne på konferencen var der generel enighed om, at det er begrænset, hvad man kan bruge biologisk viden til i en pædagogisk sammenhæng.

Alligevel mener mange, at biologisk viden har større værdi end humanistisk viden, der bliver betragtet som usikker.

»Når en forsker står med en hjerne og siger: 'Når du tænker sådan, er der aktivitet lige her', så virker det mere overbevisende end en flok humanister, der står og 'galber op'. Humanisterne kræver nemlig af os, at vi er parate til at forstå tingene på et højere niveau, og så bliver det indviklet,« sagde Theresa Schilhab.

»Jeg tror, at neurovidenskaben har en styrke i debatten i dag, fordi vi mennesker er dovne, når vi erkender. Vi har en tilbøjelighed til at ville forstå noget på den lettest mulige måde. Og det virker umiddelbart let at forstå kærlighed eller religion, når man kan pege på et konkret sted i hjernen og sige, at det findes dér.«

Det betyder dog ikke, at forskning i hjernen er spild af tid. Langt fra. Man skal bare tænke grundigt over, hvordan man bruger den, konstaterede Jesper Mogensen.

»Jeg mener, at vi neurovidenskabsfolk kan bruges i arbejdet med personer, der er hjerneskadede eller som er psykisk syge – altså folk, der har neurologiske tilstande. Men vores evne til at sige noget på det pædagogiske område er meget begrænset,« sagde Jesper Mogensen.

Konferencen 'Pædagogisk neurovidenskab' blev afholdt i anledning af, at det pædagogiske tidsskrift Cursiv er udkommet med et temanummer, der bærer samme titel.

Samarbejde mellem hjernevidenskab og humaniora kan - sjældne gange - kvalificere beslutninger

På enkelte punkter kan hjerneforskningen være med til at kvalificere politiske beslutninger omkring folkeskolen.

Men forskningen bliver først for alvor brugbar, når den suppleres af humanistisk forskning, konstaterede Jesper Mogensen på konferencen.

Selv havde han et eksempel, hvor han sammen med humanister fandt frem til, at det er godt for elevernes læring, hvis de dyrker motion.

  • Naturvidenskabsfolkene – heriblandt Jesper Mogensen – vidste, at hjerneskadede rotter hurtigere blev genoptrænet, når de motionerer.
     
  • Humanisterne havde viden fra en undersøgelse, hvor forskere havde spurgt svenske unge mænd, hvor meget motion de havde dyrket igennem livet og sammenlignet det med deres karakterer i skolen.

»Vi naturvidenskabsfolk kunne sige, at motion virker – på gnavere. Og de færreste skoler har formodentlig ret mange af dem i klasserne,« sagde Jesper Mogensen.

Naturvidenskabsfolkene kunne stille mange kritiske spørgsmål til objektiviteten og stringensen i den humanistiske forskning.

»Men den tog i det mindste udgangspunkt i mennesker. Da vi samlede data fra begge sider, og de pegede i præcis samme retning, havde vi noget, vi turde konkludere på baggrund af,« sagde Jesper Mogensen.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.