P3 fylder 50 år: DR snød i virkeligheden ikke de unge for deres pop-musik

Du har måske bemærket, at Danmarks Radios P3 i løbet af 2013 har fejret sit 50 års-jubilæum.

Jubilæer er altid en anledning til at genfortælle historien om jubilarens fødsel, og således også med P3. Radiokanalens skabelsesberetning har i forbindelse med jubilæet lydt sådan her:

Man havde lukket den illegale Radio Mercur, der ellers havde givet de unge den rytmiske musik, som statsradiofonien havde nægtet dem.

Som erstatning fik ungdommen radioens program tre, der skulle spille den lette musik, som de havde savnet på DR's eksisterende kanaler.

Men da P3 går i luften ved årsskiftet mellem 1962 og 1963, spiller man slet ikke ungdommens musik. Man snyder dem for deres popmusik, deres Elvis og Cliff.

Indtil den unge gymnasieelev Jørgen Mylius skriver et klagebrev til stationen, bliver ansat på kanalen og bringer poppen ind i Danmarks Radio.

Men noget tyder på, at den gængse fortælling om P3's barndom ikke stemmer helt overens med virkeligheden.

Danmarks Radio spillede nemlig en masse popmusik i begyndelsen, fortæller populærmusikforsker Henrik Smith-Sivertsen fra Det Kongelige Bibliotek.

DR spillede pop

Henrik Smith-Sivertsen er netop ved at færdiggøre et kapitel til en kommende antologi om radio, og her undersøger han, hvilken musik DR spillede i tiden før og efter oprettelsen af P3.

»Historien lyder, at den konservative statsradiofoni snød de unge for den pop, som man havde lovet dem med oprettelsen af P3. Man spiser dem af med noget jazz og lidt Frank Sinatra. Men når man kigger på spillelisterne, så spiller Danmarks Radio altså en masse pop og rock,« siger Henrik Smith-Sivertsen, der har fået adgang til DR's spillelister fra 1960'erne i forbindelse med forskningsprojektet LARM.

Opgørelsen viser, at Frank Sinatra og et jazznavn som Louis Armstrong ganske rigtigt spilles meget i P3's første tid, men sendefladen fyldes samtidig af pop- og rocknavne som Elvis Presley og Cliff Richard.

»I måneden, før P3 oprettes ved årsskiftet mellem 1962 og 1963, spilles Elvis Presley for eksempel fem gange i Danmarks Radio. Men i P3’s første måned spilles hans musik til gengæld i 47 programmer, og i flere af programmerne spilles han endda flere gange,« siger Henrik Smith-Sivertsen.

Lignende stigninger kan ses for Cliff Richard og også for hans band The Shadows, og selvom cirka 50 afspilninger på en måned ikke lyder af meget med nutidens ører, så var det ifølge Henrik Smith-Sivertsen med til at placere Elvis som en af de mest spillede kunstnere på tværs af alle DR's kanaler.

I en tid, hvor musikken ikke bare kunne afspilles med et klik på computeren, men skulle hentes frem og tilbage fra DR's diskotek, blev den samme plade nemlig sjældent spillet flere gange den samme uge.

Andet end Frank Sinatra og lidt jazz

Historien om fraværet af de unges musik i P3's første tid har ellers været fortalt i både DR's eget jubilæums-program og i avisartikler.

Berlingske skrev for eksempel i forbindelse med jubilæet, at P3 spillede »Frank Sinatra og sådan noget«, og at der derudover var nogle »jazzfolk, der spillede den musik, de godt kunne lide«.

Poppen var ifølge Berlingske derimod fraværende:

»Det mest bemærkelsesværdige var alligevel alt det, de ikke spillede: Den nye popmusik. Alt det nye fra The Beatles og nedefter. Det, man herhjemme kaldte pigtrådsmusik.«

»Selvom Danmarks Radio nu havde fået en moderne musikkanal for folket, var der altså stadig et hul. Hvor var alt det, som de unge mennesker virkelig gerne ville høre?«

Samme historie fortælles i DR's eget jubilæumsprogram af Jørgen de Mylius, der blev ansat som vært på kanalen i slutningen af første måned.

Mylius sidder klar, da P3 går i luften efter nytår. Men han er langt fra tilfreds med, hvad han hører.

»Jeg glædede mig virkelig, og så viste det sig, at det, de kaldte farlig popmusik, var 101 strygere og det var lidt jazz-ensembler.«

»De spillede også lidt Frank Sinatra ind imellem, som de der tre musikmedarbejdere, der nu var blevet ansat til at varetage det hele, Hemming Hartman Pedersen, Pedro Biker og Bent Schjærff, de nu godt kunne lide,« siger Jørgen de Mylius i udsendelsen og opsummerer:

»Det var det!«

Helte og skurke: Fortællingen om P3's første tid

Netop forholdet mellem Jørgen de Mylius og de andre værter spiller en central rolle i fortællingen om P3's første tid.

De andre »jazzfolk« tog ikke hensyn til de unge, men spillede bare den musik, de selv kunne lide, fortælles det.

Som Jørgen de Mylius siger i jubilæumsprogrammet, da værten Jesper Holm har bemærket, at de i jubilæumsudsendelsen spiller musik fra datidens playliste:

»Jeg elsker, når du siger, at de her melodier var på den tids playliste. Det var så på min playliste. De spillede slet ikke sådan noget de første uger.«

Da P3 i 2003 fejrer 40 års jubilæum skriver Jydske Vestkysten:

»Januar er ikke mange dage gammel, før Jørgen de Mylius sidder og sprutter af raseri ved højttalerne. I stedet for liflig pop får han syret jazz i ørerne, for P3 har mest ansat 40-50-årige jazzmusikere til at vende plader.«

Avisen citerer Jørgen de Mylius for at sige:

»Jeg skrev et rasende brev, for jeg var virkelig gal og skuffet. Jeg havde jo troet, at de ville spille noget af al den rock'n'roll, der var kommet i 1950'erne, og så blev man budt dét, fnyser Jørgen de Mylius.«

Ifølge Henrik Smith-Sivertsen har Jørgen de Mylius måske netop en pointe i det sidste citat.

P3 spillede ganske rigtigt ikke særligt meget rock'n'roll fra 1950'ernes, da kanalen åbnede i 1963. De spillde nemlig primært den nye musik, der var på de internationale hitlister i starten af 1960'erne, og altså ikke musikken fra forrige årti, som Jørgen de Mylius til gengæld bringer ind i P3, da han ansættes.

»Helt tilbage til 1960 er spillelisterne præget af de internationale hitlister. Alt tyder på, at man allerede før P3 har siddet og orienteret sig i de internationale hitlister. Man kan for eksempel se, hvordan Jørn Hjorting i det allerførste ungdomsprogram spiller de tre sange, der senest havde været nummer et på den amerikanske hitliste Billboard,« fortæller Henrik Smith-Sivertsen.

Mylius: Ingen pop på P3 – uden for de to daglige programmer

Videnskab.dk har spurgt Jørgen de Mylius, hvordan hans udtalelser skal forstås, og han svarer i en mail.

»Jeg kan ikke samtlige timers musik fra januar 1963 udenad. Men som jeg husker det, spillede de kun pop og rock i to programmer om dagen fra begyndelsen, og i de programmer sagde værterne mange forkerte ting og spillede endda ofte lidt jazz og klassisk midt i de her to programmer, som var 'hellige' for mig.«

»I de øvrige af dagens programmer spillede de i stedet jazz, klassisk, og underholdning – mest fra tidligere tider. Så det skal forstås sådan, at de andre medarbejdere ikke spillede pop og rock i de øvrige udsendelser.«

Særligt spillede man ifølge Mylius ikke særligt meget pop og rock set i forhold til i dag.

»Hvis man mener, at det er rock og pop i 'rigt mål', så må man jo mene det, men set i forhold til den tid, som de andre programmer fyldte, så er det jo ikke meget. Særligt ikke når man ser det i forhold til i dag, hvor vi har kanaler, der spiller pop og rock dagen lang.«

P3 var tiltænkt hele befolkningen

Så de skråsikre udsagn om rock- og popmusikkens totale fravær, skal altså ikke forstås så kategorisk.

P3 snød ikke de unge for deres musik. Spørgsmålet er snarere, hvorvidt man spillede nok pop og rockmusik på P3 i begyndelsen.

Ifølge Henrik Smith-Sivertsen viser spillelisterne, at man bestemt også spillede rock og pop uden for ungdomsprogrammerne, men her var musikvalget ganske rigtigt mere varieret.

»Der bliver oprettet 10-12 ungdomsprogrammer fra begyndelsen af P3, og det niveau fortsætter mere eller mindre fremover. De spiller ikke kun pop, men hvorfor skulle de også det? Hvis man ser med samtidens øjne på både tiden før og efter P3, så var det meget blandede programmer, og det var meningen. Man tænkte ikke i segmenter og formater på samme måde, som man gør i dag. Man spillede forskellig musik og blandede genrerne,« siger Henrik Smith-Sivertsen.

»Man skal huske, at P3 jo ikke var en ungdomskanal dengang. Det var en musikradio rettet mod hele befolkningen. Derfor giver det ikke mening at vurdere kanalen ud fra de nutidige forhold. I samtiden var det helt vildt, at man nu fik så mange programmer rettet mod ungdommen, som uden sammenligning var den specifikke målgruppe, man gav den største indrømmelse, da P3 gik i luften.«

Jazz var også ungdomsmusik

Radiorådet har da også langt fra lovet en befolkningen en radio med et snævert udpluk af popmusik.

Der er tales godt nok om en »pop-radio«, da beslutningen om den nye radio træffes i 1962. Men i starten af 1960'erne dækker pop over en noget bredere vifte af musik end i dag.

Radiorådsformanden Peder Nørgaard, der også er formand for musik-radioudvalget, forklarer i maj 1962 til Politiken, at den nye popradio skal byde på »let og munter musik«.

»Foruden den nyeste populærmusik mener vi i udvalget, at også den gode operette, de lettilgængelige klassiske værker, den folkelige sang og den glade eller satiriske vise hører hjemme i musikradioen.«

Samtidig er jazz-musikken i begyndelsen af 1960'erne også populærmusik, og store dele af de unge mennesker lytter lige så meget til jazz, som til pop og rock.

»Man fortæller, at man spillede jazz i stedet for at spille den musik, som de unge ville høre. Det ser man som et udtryk for arrogance. Men det er en analyse lavet med vor tids blik, for i 1963 var jazz også de unges musik, så det er faktisk ikke så odiøst, at der bliver spillet lidt jazz ind imellem i et ungdomsprogam.«

En vært som Pedro Biker spillede ifølge Henrik Smith-Sivertsen ganske rigtigt et par jazz-numre i hvert program, men han spillede også en masse pop og rock, og han kom da også netop fra den kanal, som de unge gerne ville have: Radio Mercur.

Er Jørgen de Mylius eneste kilde til historien?

Men hvorfra stammer historien, om, at P3 i begyndelsen ikke spiller pop, at de onde »jazz-folk« snyder ungdommen for deres musik, at Jørgen de Mylius er helten, der bringer poppen ind i Danmarks Radio?

Henrik Smith-Sivertsen har undersøgt DR’s tidligere jubilæumsprogrammer, og indtil 30 års-jubilæet i 1993 er historien fraværende, men så dukker den op, og ifølge Henrik Smith-Sivertsen lader der kun til at være en kilde til historien:

»Når man kigger nærmere på det, er historien om, at Danmarks Radio ikke spillede ungdomsmusik, en en-kilde-historie, som fører tilbage til Jørgen de Mylius, som jo altså også er hovedpersonen i historien. Han har siden 2007 været eneste kilde til historien,« siger Henrik Smith-Sivertsen.

»Dem, der siden har fortalt historien, har henvist til Jørgen de Mylius. Den står i Torben Billes bog om The Beatles, den står i Erik Kramshøjs rockhistorie, den står i de interviews, der har været bragt i forbindelse med jubilæet i år. Her fortælles det for eksempel af Claus Hagen Pedersen og Leif Lønsmann. Men det er alle sammen mennesker, der ikke oplevede det på egen hånd. Den er blevet gentaget mange gange siden, men den dukker så vidt, jeg kan se, ikke op før begyndelsen af 1990'erne.«

Historien er aldrig blevet modsagt

En af de artikler, hvor Jørgen de Mylius fremstilles som helt, er Berlingskes jubilæumsartikel.

»Svaret kom i form af Jørgen de Mylius,« skriver avisen.

»29. januar 1963 begyndte den dengang 17-årige gymnasieelev at arbejde for Danmarks Radio. På eget initiativ. Han var også en kulturrevolution. I en enkelt ung mands skikkelse. I dansk kulturhistorie er der en tid før og en tid efter Jørgen Mylius.«

Videnskab.dk ville gerne have spurgt artiklens forfatter, Søren Kassebeer, hvilke overvejelser han gjorde sig i forbindelse med at bruge Jørgen de Mylius som primær kilde i en historie, hvor han selv optræder som helt.

Han afviser at diskutere sine kilder til citat, men skriver i en mail til Videnskab.dk:

»Jeg har aldrig set den historie modsagt. Jeg valgte at fortælle den med Jørgen de Mylius og Claus Hagen Pedersen som de primære kilder, fordi jeg forestiller mig, at de er nogle af dem, der ved mest om de ting.«

Jesper Holm, der er vært på P3's egne jubilæumsprogrammer, vil derimod gerne fortælle om tilrettelæggelsen af deres program.

Han fortæller, at de forsøgte at lave en så grundig research som muligt ved at tale med Jørgen de Mylius og med kanalens første tekniker:

»Det, som de fortalte os, var, at man opretter P3, men ikke truttede ren røv og lavede den her rene ungdomsradio med pop og rock, som vi gør på P3 i dag. Der var stadig rigtig mange gamle ting og medarbejdere, der hang ved efter oprettelsen af P3 musikradioen. Det var en time eller to, man fik lov at spille det her anderledes musik.«

»Vi blev fortalt, at resten af tiden var der lidt jazz – men ikke for meget, for det kunne man heller ikke rigtig lide – og ellers var det stadig den klassiske musik og sådan noget, der blev spillet,« siger Jesper Holm, der understreger, at han ikke har lyttet til nogle af de gamle udsendelser i forbindelse med tilrettelæggelsen af programmet, men har bygget programmet på kildernes udsagn.