OL og Expo forandrer værtsbyer dramatisk

Det er ufatteligt fristende at hive et OL til byen.

Verdens største idrætsbegivenhed giver en kæmpe eksponering over hele verden. Den udløser floder af klingende mønt fra især medier og sponsorer og turister og kan begejstre de lokale borgere, som i ugevis bliver centrum for hele klodens opmærksomhed.

Alle vil så gerne, men langt de fleste skal tænke sig virkelig godt om, før de beder cirkus komme til byen.

Værtsskab kan blive en katastrofe for byen

Erfaringerne viser, at et OL eller en anden kæmpeevent som verdensudstillingen Expo kan have to markante effekter:

1. De kan virkeliggøre byens vådeste drømme om at være en populær turistmagnet med glade borgere – eller
   
2. De kan suge livet ud af byens årer, så de triste indbyggere sidder tilbage med grå, faldefærdige stadions, som mest af alt er til glæde for graffitimalerne.

Sådan lyder konklusionen fra Katrine Østergaard Bang efter flere års undersøgelse af byer, som har afholdt megaevents.

»De kæmpestore events har en direkte effekt på byers udvikling, og de præger dem i mange år bagefter. Det er klart, at mange gerne vil afholde f.eks. et OL, men det kræver detaljeret planlægning, hvis en almindelig by skal undgå at havne i en katastrofe på lang sigt,« konstaterer Katrine Østergaard Bang, arkitekt og ph.d.-studerende i Center for Byplanlægning ved Kunstakademiets Arkitektskole.

Store succeser i USA, Spanien og Italien

Katrine Østergaard Bang har interviewet arkitekter, økonomer og geografer og læst bunkevis af skriftlige kilder for at finde frem til en opskrift på, hvordan man gør en stor begivenhed til en succes for værtsbyen.

Hendes forskning viser, at klassiske OL-succeser indtil videre er faldet i tre kategorier:

1. Los Angeles 1984
   De olympiske lege i L.A. blev især udødeliggjort hos seerne af Carl Lewis’ fire guldmedaljer i løb og spring, men de private arrangører vil nok nærmere huske OL for et historisk stort overskud på hele 225 mio. dollar – bl.a. fordi byen udnyttede de eksisterende faciliteter til at huse OL-cirkusset.
   
2. Barcelona 1992
   Cataloniens hovedstad brugte de olympiske lege som anledning til at opgradere hele byen, både veje, metro, bygninger, den populære boulevard Ramblaen og hele havnefronten. Overskuddet var ikke synderligt stort, men det var heller ikke pointen: Med OL fik byen vendt en årelang nedtur og er i dag stadig et sandt paradis for storbyturister.
   
   »Barcelona er blevet forbilledet på, hvad en by kan få ud af at afholde et OL. De brugte OL til at accelerere en byudvikling, de allerede havde i tankerne. Hele byen blev f.eks. forbundet med vandet igen, og den del er helt essentiel for, at man i dag betragter Barcelona som en attraktiv storby med succes,« fortæller Katrine Østergaard Bang.
   
3. Torino 2006
   Et tilsvarende positivt eksempel er Torino, som brugte vinter-OL i 2006 til at komme sig over nedturen efter mastodonten FIAT lukkede ned for store dele af den lokale bilproduktion.
   
   Torino sørgede for at skabe liv og glade dage ved at overrække medaljer nede i byen efter konkurrencer højt oppe i bjergene.
   
   Hver ceremoni blev krydret med koncerter og overraskelser. Hver dag var i bogstaveligste forstand en fest for borgerne, og den store positive opmærksomhed har ifølge Katrine Østergaard Bang betydet meget for befolkningens selvopfattelse og på den måde været med til at skabe en optur efter nedturen.

Fiaskoen lurer lige om stadionhjørnet

Omvendt har mange andre byer forsøgt sig med samme tanker og gode hensigter, men er endt med at få en ordentlig omgang tæsk.

Montreal i Canada, Sydney i Australien og senest Beijing i Kina er eksempler på OL-arrangører, som op til 30 år senere stadig slæber rundt på tunge udgifter til bl.a. at vedligeholde idrætsanlæg, som aldrig bliver fyldt op.

Et anderledes eksempel på nedtur er Atlanta, som i 1996 hev OL til USA i håbet om at gentage kassesuccesen fra Los Angeles, men i stedet endte med at være et skrækeksempel på, hvad der kan ske, når man trækker en event til byen udelukkende for at tjene penge.

»Atlanta har nærmest tabt på at arrangere OL, fordi man har fokuseret på at gøre det hele så kommercielt, at investorer som Coca-Cola kunne tjene penge på eventen. Folk i byen er blevet provokeret, fordi både by og borgere blev overset, så her er OL faktisk endt med at give bagslag på lang sigt,« fortæller Katrine Østergaard Bang.

Kunne Danmark virkelig tjene en halv milliard?

OL bliver traditionelt afholdt i store byer som London, Beijing og Athen med mange millioner indbyggere. København er i den målestok en provinsby. Alligevel har Danmark gjort sig konkrete tanker om at hive OL til hovedstaden.

For nogle år siden lavede rådgivningsfirmaet Rambøll en rapport for regeringen om muligheden for at trække store idrætsbegivenheder til Danmark.

Rapporten fra 2006 anslår, at vi kan tjene en halv milliard på at afholde OL i København ved at opstille midlertidige bygninger og anlægge midlertidige sportsarenaer f.eks. på kasernen ved Svanemøllen på Østerbro.

Den tanke er totalt forfejlet, og den kunne stik mod intentionen faktisk ende med at gøre Københavns rygte i verden værre, mener Katrine Østergaard Bang.

»Rambølls rapport var mest af alt et forsøg på at bevise, at det principielt kunne lade sig gøre at afholde et OL. Men selv de – skal vi sige – ’mindre kloge’ kan se, at det er for voldsom en begivenhed til København. Med alle de midlertidige byggerier og intet fokus på, hvordan byen ville være blevet efterladt bagefter, ville vi risikere at ende mere som Atlanta end som Barcelona,« mener Katrine Østergaard Bang.

Man skal også have med i overvejelserne, at det kan give et rigtig dårligt billede af Danmark at afholde et elendigt OL i for små rammer.

Eventen SKAL tænkes som en integreret del af byens udvikling, hvis den skal give det bedste afkast

Katrine Østergaard Bang

»Bliver det et kæmpeflop, så er det mere skadeligt for vores image end gavnligt på andre punkter. Man skal hellere tænke sådan et arrangement den anden vej rundt: Hvad kan vi tilbyde, og hvordan vil vi bruge en event til at udvikle os. Så kan det sagtens være, det viser sig, at vi ville få mere ud af et arrangement i mindre målestok, f.eks. ved at være kulturby,« bemærker Katrine Østergaard Bang.

VM i cykling kan være springbræt

Mindre begivenheder kan nemlig også sætte sig spor i fremtiden. Til september er København vært for VM i cykling på landevej. Det kunne man bruge til at opgradere cykelstierne og sælge Danmark som verdens førende cykelnation.

»En event behøver ikke altid handle om storslået fysisk udvikling, men kan også være i forhold til en erhvervsstrategi. Roskilde er et godt eksempel, hvor man drager nytte af Roskilde Festival og laver en ny bydel, baseret på musik. Jeg er lidt svag på cykling, men måske kunne VM tilsvarende være en god måde at brande København og Danmark på,« siger Katrine Østergaard Bang.

Osaka viste vejen for god planlægning

Katrine Østergaard Bang understreger, at hvis man virkelig gerne vil udvikle en by ved hjælp af en event, så kan det give bedre mening at være vært for en verdensudstilling, hvor verdens lande reklamerer for dem selv.

Det er efterhånden blevet kutyme, at man bruger den såkaldte Expo til bevidst at give liv og spændende arkitektur til forladte industrikvarterer – som det er sket i Lissabon og Shanghai – eller til at opgradere eksisterende byområder, som det blev gjort i Hannovers messeområde.

Regional udvikling kom for alvor i fokus i forbindelse med verdensudstillingen i Osaka i Japan i 1970.

»Dengang brugte japanerne verdensudstillingen strategisk til at få Osaka og hele regionen med Kobe og Kyoto i spil for at sprede udviklingen fra Tokyo og skabe en alternativ metropol. Jeg har været på besøg derovre, og der er ingen tvivl om, at det bl.a. lykkedes, fordi man havde en aktiv udviklingsstrategi,« beretter Katrine Østergaard Bang.

Eventen skal smelte sammen med byen

Hvis du sidder og venter på den præcise opskrift for, hvordan man skaber solid byudvikling og får overskud på et kæmpe-arrangement, bliver du desværre skuffet.

Konklusionen i Katrine Østergaard Bangs afhandling er, at man kan lære af de forskellige erfaringer, men at tid, sted, kultur, økonomi og tilgang varierer så meget, at man overhovedet ikke kan lave en formel, der gælder for alle byer i verden.

»Men man kan sige, at eventen skal tænkes som en integreret del af byens udvikling, hvis den skal give det bedste afkast. Events skal betragtes som langsigtede investeringer frem for en smutvej til succes eller profit. Det er meget entydigt,« lyder det.