Nytårshoppet - et ritual, der skaber orden

Vi markerer overgangen med et rituelt hop. Vi forlader et 'gammelt år', og bevæger os ind i 'et nyt'. På et splitsekund.
(Foto: Shutterstock)

Vi markerer overgangen med et rituelt hop. Vi forlader et 'gammelt år', og bevæger os ind i 'et nyt'. På et splitsekund. (Foto: Shutterstock)

Er du en af dem, som stiller sig i sofaen et par minutter før midnat d. 31. december, og hopper ned på gulvet, når nytårsklokkerne slår igennem fjernsynet?

Jeg gør det.

De høje hæle ryger af, jeg stiller mig i sofaen, og jeg hopper. Mens jeg tænker på alt det, som jeg virkeligt ønsker kommer til at ske i det nye år. Vi hopper ind i noget, lægger noget bag os, måske bare fordi det føles sjovt. Men vi gør det. På tværs af landet Danmark. På tværs af kontinenter, forskudt af tidszoner. Vi hopper.

Hoppet er en markering. En lille hverdagsting, som får en anden betydning. Det er nok ikke sådan, at de fleste af os hopper ned fra sofaen hver dag. Men vi hopper over ting, for eksempel. Uden at skænke det den store tanke.

Noget ligger i vejen, og så hopper vi. Men når vi står der i sofaen, så får hoppet, denne lille ting, som vi kan med vores krop, en helt anden betydning. Hoppet får betydning. Vi markere, at vi går fra en tilstand til en anden. Fra et år til et andet. Vi hopper over i det. Sammen.

Nogle ritualer indeholder 'blot' en markering

Ritualer kan netop indebære markering af overgange. Indenfor religionsvidenskaben taler man direkte om overgangsriter, som blandt andet kan markere et barns overgang fra barn til voksen, for ikke at forglemme ændring i status fra ugift til gift, fra levende til død.

Nogle af disse ritualer indeholder 'blot' markeringen – døden kommer for eksempel uden at vi behøver et ritual for det – men i andre tilfælde indeholder ritualet i sig selv transformationen. Ved ritualets begyndelse bevæger man sig ind i et ingenmandsland, hvor alt kan ske, og hvor almindelige normer for opførsel, hvad der er rigtigt og forkert, ophæves.

Man er i liminalfasen, og her kan det være direkte farligt at være. Den skal man ud af, for at blive sig selv igen. Eller nærmere – den, man igennem ritualet er blevet til.

Dåben er et kristent ritual

Ritualer indeholder deres egne faremomenter, og de er markeringer af nogle gange risikable overgange. De ændrer ting og markerer ændringer. Hvis man ser ritualet som en transformerende handling, hvad så, hvis noget går galt? Og hvad, hvis vi ikke udfører dem?

Indtil videre har jeg nævnt religion meget lidt. Faktisk stort set ikke. Og det til trods for, at ordet ritual meget ofte forbindes med netop det religiøse. Men som sådan behøver den forbindelse slet ikke være der.

Et eksempel herpå er de ritualer, som nationalstater kan vælge at udføre, når de optager nye borgere i deres kreds. Optagelsen i et fællesskab via et ritual, dåben, finder vi for eksempel indenfor kristendommen. Optagelsen i andre fællesskaber, herunder det nationale, kan indeholde andre markeringer, herunder edsaflæggelse overfor et flag.

Ritualer skaber orden i grænseflader

Ritualer kan være små hverdagshandlinger. Da jeg udførte feltarbejde i USA blandt muslimer i Chicago i 1990erne fortalte nogen af mine informanter mig, at de, hver gang de forlod deres hjem sagde ”bismillah” (i Guds navn) og gjorde det samme, når de kom hjem igen. Atter var der tale om markeringen af bevægelsen af en tilstand over i en anden. I det små. I det hverdagsagtige. Men en markering.

Ritualer, deres indhold, hvad de skaber og markerer er et felt i sig selv (som man blandt andet ser det indenfor religionsfænomenologien). Men selv i, hvad vi anser for en dybt sekulariseret verden, benytter vi dem flittigt og hele tiden.

Vi bruger tid, energi og penge på dem. Ritualer skaber orden i de grænseflader, som vi synes hele tiden at have behov for at markere, overskride, forholde os til – og opretholde. Både i ord og handling. Mennesket er kontrasternes væsen.

Vores kalender skaber orden, men mellem hvert år en grænseflade, en overgang. Som vi markerer med en fest, med et fællesskab, med et hop. Vi forlader et 'gammelt år', og bevæger os ind i 'et nyt'. På et splitsekund. Sådan vælger vi sammen at se det. Men egentligt går tiden jo bare. Vi giver den mening.

Denne artikel kommer oprindeligt fra Garbi Schmidts blog her på Videnskab.dk

 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan den danske fotograf tog det prisvindende billede af næseaben herunder.