Nyhed om danskeres faldende intelligens er forkert
Danskerne bliver dummere og dummere, viser en ny undersøgelse ifølge flere danske medier. Men den nye undersøgelse eksisterer ikke.
IQ intelligens test fremskrivninger værnepligtige

Danskernes IQ er stagneret, ikke faldende, som flere medier ellers har skrevet. (Foto: Shutterstuck)

Et par dage efter jul bragte flere danske medier en nedslående historie fra nyhedsbureaet Ritzau om en ny undersøgelse, der viser, at danskernes intelligenskvotient er i frit fald. 

»Undersøgelse: Danskerne bliver dummere,« lød overskriften i flere medier.   

»Efter årtier med højere intelligens er udviklingen vendt, og et nyt studie viser, at danskerne bliver dummere,« fortsatte telegrammet, som blandt andet blev viderebragt af Information, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Dagbladet Køge og BT.

Men der findes ingen ny undersøgelse, som viser, at danskernes intelligenskvotient er faldende.

»De nyeste data viser, at danskernes gennemsnitlige IQ er stagneret siden 2004, i hvert fald til og med 2016,« siger Thomas Teasdale, der er lektor i på Institut for Psykologi på Københavns Universitet.

Tallene er over ti år gamle

I en årrække har Thomas Teasdale brugt resultater af intelligenstest, som værnepligtige skal tage, når de er til session - det, der i dag kaldes ‘Forsvarets Dag’ - til at følge med i, hvordan danskernes gennemsnitlige intelligenskvotient (IQ) har udviklet sig over tid fra 1957 til i dag.

Den undersøgelse, medierne henviser til, når de skriver, at danskerne bliver dummere og dummere, lavede Thomas Teasdale for over ti år siden. Den viste, at værnepligtiges IQ faldt svagt med cirka to point i en seksårig periode mellem 1998 og 2004.

Derefter har IQ’en ligget på et stabilt niveau, kan Thomas Teasdale se i sine data.

»Der skete godt nok et ganske beskedent fald i den gennemsnitlige IQ på et tidspunkt i slutningen af 1990’erne og i starten af det nye århundrede, men efterfølgende er de værnepligtiges IQ stagneret eller har svinget lidt op og ned,« siger han.

På Videnskab.dk har vi beskrevet hans forskning i artiklen ‘Værnepligtiges intelligens er faldet’.

IQ intelligens test fremskrivninger værnepligtige forsvaret

Siden 1957 har danske værnepligtige taget en IQ-test til session. Testresultaterne giver et repræsentativt billede af danskernes intelligens, siger Thomas Teasdale. (Foto: Jan T. Bertelsen)

Ingen ny undersøgelse - kun gamle data

Men hvordan er lektorens gamle studie, som vi beskrev i 2011, blevet til en historie om, at en ny undersøgelse viser, at vi bliver dummere og dummere i Danmark?

De danske aviser fik som sagt historien fra nyhedsbureauet Ritzau, som i sit telegram citerede det norske nyhedsbureau Norsk Telegrambyrå (NTB).

NTB henviste i sit telegram til en videnskabelig artikel publiceret i det videnskabelige tidsskrift Intelligence.

Og her falder kæden af. For den videnskabelige artikel i Intelligence handler slet ikke om en ny undersøgelse.

Artiklen er en slags oversigtsartikel, skrevet af den verdenskendte intelligensforsker James Flynn, der er professor emeritus ved University of Otago, New Zealand.

I artiklen gennemgår James Flynn data, der er indsamlet om IQ'en i de skandinaviske lande i 80’erne, 90’erne og i starten af 00’erne, samt data fra USA frem til 2014.

På baggrund af de ældre undersøgelser om IQ-udviklingen konkluderer den newzealandske professor, at skandinavernes IQ er faldende, mens amerikanernes er stigende.

Danskernes IQ er ikke faldende

James Flynn bruger også tal, blandt andet fra de danske undersøgelser, Thomas Teasdale publicerede i midten af 00’erne, til at lave beregninger af, hvordan skandinavernes IQ fremover vil udvikle sig.

Han regner sig frem til, at IQ’en i de skandinaviske lande vil være faldet med 6,8 point i 2025. Til at lave fremskrivningen bruger han:

  • Det fald i IQ’en, der blev observeret i Danmark mellem 1998 og 2004.

  • Data fra omtrent samme periode i de øvrige nordiske lande, hvor et tilsvarende fald i IQ’en blev observeret.

Men Thomas Teasdale mener ikke, det er muligt at lave sådan en fremskrivning på baggrund af data, der blev indsamlet over en seksårig periode for over et årti siden.

James Flynns beregninger er særligt problematiske, fordi nyere data tyder på, at danskernes IQ ikke længere falder, men er stagneret.

»De seneste data støtter ikke en forudsigelse i den størrelsesorden,« siger  Thomas Teasdale.

Fremskrivning forudsætter fortsat fald i IQ

Professor James Flynn, der er hovedforfatter på artiklen i Intelligence, skriver i en e-mail til Videnskab.dk, at han ikke har haft adgang til de nye data, der viser, at danskerne IQ ligger på et stabilt niveau og altså ikke er faldende. 

Flynn-effekten

James Flynn, der i dag er professor emeritus, har lagt navn til Flynn-effekten, som betegner en tendens til, at indbyggere i den vestlige del af verden scorede højere og højere i intelligenstest fra 1950’erne til slutningen af 1990’erne.

Derfor har brugt de gamle undersøgelser, som viste, at der skete et fald i IQ’en mellem 1998 og 2004, til at lave en beregning af, hvordan skandinavernes IQ vil udvikle sig fremover.

Fremskrivningen af, at skandinavernes IQ vil falde med 6,85 point mellem 1995 og 2025, »forudsætter, at den gennemsnitlige IQ fortsætter med at falde lige så meget, som den gjorde mellem 1998 og 2004,« skriver han.

Nye data er ikke publiceret

Thomas Teasdale har adgang til anonymiserede data om, hvordan over en halv million danske værnepligtige har klaret sig i intelligenstest fra 1957 og helt op til 2016.

På baggrund af testresultaterne kan han konkludere, at den gennemsnitlige IQ ikke har været faldende siden 2004.

Men Thomas Teasdale har endnu ikke har publiceret tallene. Derfor havde James Flynn ikke kendskab til den seneste udvikling, da han skrev sin artikel til Intelligence.

»Thomas Teasdale kan have ret, men ingen ved det, for der foreligger ingen publicerede data fra efter 2004,« skriver James Flynn til Videnskab.dk.

IQ'en steg frem til slutningen af 90'erne

Thomas Teasdales seneste analyser af udviklingen i danskernes gennemsnitlige IQ blev publiceret i 2008.

Hans data - både de publicerede og dem, der endnu ikke er publiceret - viser:

  • Unge danske værnepligtiges IQ steg støt med over 9 point mellem 1957 og 1998.
     
  • Mellem 1998 og 2004 faldt de værnepligtiges IQ svagt med 2 point.
     
  • Mellem 2005 og 2016 er de værnepligtiges gennemsnitlige IQ stagneret ifølge Thomas Teasdale. Det vil sige, at den hverken er faldet eller steget nævneværdigt.

Lektoren arbejder i øjeblikket på at bearbejde de nyeste data om danskerne intelligens og håber, at han snart kan få dem publiceret i et videnskabeligt tidsskrift. Han er dog i tvivl om, hvorvidt et tidsskrift ønsker at bringe de udramatiske tal, som viser, at vores gennemsnitlige IQ har været på et stabilt niveau siden 2004.


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Det sker