Det er svært at vide på forhånd, hvornår kærligheden holder, og hvornår den ikke gør. Men måden, nygifte par skændes på, kan faktisk varsle senere forlis i parforholdet.
Det viser en amerikansk undersøgelse, der – som én blandt mange – bliver præsenteret i bogen ’Kærlighed og parforhold under forskernes lup’. Bogen er skrevet af lektor i psykologi Thomas Nielsen fra Aarhus Universitet og er en oversigt over den omfattende forskning i kærlighedslivet og parforholdet, der er lavet verden over de seneste 20 år.
124 nygifte par blev filmet
I undersøgelsen har to amerikanske forskere, Sybil Carrère og John M. Gottman fra Universitetet i Washington, bedt 124 nygifte par om at udvælge et emne, de var uenige om – for eksempel fordeling af husligt arbejde, børneopdragelse eller omgang med svigerfamilien.
Hvert par blev derefter sat over for hinanden og fik besked på at diskutere emnet i 15 minutter.
Under diskussionen blev begge parter videofilmet af hver sit kamera. Herefter kiggede to objektive assistenter optagelserne igennem ved hjælp af et særligt computersystem, der var designet til at kunne registrere positive og negative følelsesmæssige ytringer og signaler hos de to parter – både igennem ansigtsudtryk og toneleje.
Parrets diskussion blev delt op i fem perioder à tre minutter, hvorefter assistenterne regnede sammen, hvor mange positive og negative signaler, der var kommet fra henholdsvis manden og konen i løbet af diskussionen. Ved at trække antallet af positive ytringer fra antallet af negative ytringer fik Sybil Carrère og John M. Gottman et mål for graden af negativitet i diskussionerne.
Stor negativitet udløste skilsmisser
Da de to forskere seks år senere undersøgte skilsmisseraten blandt de 124 par, viste det sig, at graden af negativitet i diskussionerne hang meget tæt sammen med, hvilke par, der var blevet skilt, og hvilke par, der var blevet sammen.
\ Fakta
Thomas Nielsens bog ’Kærlighed og parforhold under forskernes lup’ bygger bogstavelig talt på hundredtusindvis af menneskers oplevelser og erfaringer, der er blevet systematisk indsamlet og analyseret af forskere verden over. Bogen behandler desuden emner som: Hvorfor har nogle mennesker succes med parforholdet, mens andre konsekvent vælger forkert? Hvad tænder og slukker vi på? Leger lige børn bedst? Og hvad betyder barndommen for den måde, vi knytter os til vores partner på?
17 af de 124 par var blevet skilt, og lige netop de 17 par havde i gennemsnit udvist den højeste grad af negativitet over for hinanden, da de deltog i undersøgelsen seks år tidligere.
Thomas Nielsen mener, det skyldes, at negativiteten bliver en ond cirkel i forholdet, fordi enhver negativ ytring fra ens partner frustrerer det dybtfølte og ofte ubevidste behov for at føle sig elsket af partneren.
»Det er pinefuldt i sig selv, men kan også let skabe fjendtlighed over for partneren, hvorefter der let opstår en nedadgående spiral i parforholdet. Det kan være i form af en ond cirkel af gensidige frustrationer og fjendtligheder. Eller i form af en mere ‘passiv’ fjendtlighed, hvor man saboterer forholdet gennem tilbagetrækning fra partneren,« forklarer han.
Skilsmissepar skilte sig ud efter tre minutter
Resultatet viste desuden, at det i lige høj grad var negativitet hos begge parter, der varslede den senere skilsmisse. Men for kvindernes vedkommende gjaldt det, at negativiteten allerede fremgik i løbet af de første tre minutter af diskussionen og var konstant i alle fem tre-minutters perioder.
For mændene var det lidt anderledes. Her var negativiteten hos de 17 mænd, der var blevet skilt, ikke opsigtsvækkende stor i den første tre-minutters periode. Til gengæld blev graden af negativitet større og større i løbet af de 15 minutter, diskussionen varede.
Nygifte par skal lære at diskutere konstruktivt
Sammenhængen mellem negativitet under diskussionerne mellem parterne og senere skilsmisse kan ifølge forskerne ses som en anbefaling af, at man bør overveje mere grundigt, hvem man passer – eller ikke passer – sammen med, før man gifter sig.
Derudover kan resultatet ses som en anledning til at lære nygifte par, der har svært ved at diskutere på en positiv og konstruktiv måde, bedre metoder til at tackle indbyrdes uenighed på – og dermed forebygge skilsmisser.