Jacob Nossell træder frem på scenen og ser på teaterdirektør Thomas Corneliussen.
»Jeg tænker, at hovedspørgsmålene er: Har jeg ret til at leve? Vil jeg have et handicappet barn? Og er der noget, der er normalt?«
Jacob Nossell bevæger sig langsomt fremad på scenen, og ordene udtales med besvær og utydelighed. Han har en spastisk lammelse, som påvirker hans gang og tale.
Jacob Nossell er omdrejningspunktet i videnskabsdokumentaren 'Naturens Uorden', som i dag, onsdag 7. oktober, har premiere i omkring 50 biografer landet over.
Hvordan forsker vi i at forstå mennesker med hjerneskade?
I filmen forsøger Jacob Nossell i samarbejde med en teaterinstruktør, en dokumentarist og en forsker at bruge videnskaben til at besvare de store spørgsmål, om hvad det egentlig er at være menneske og at være normal.
På den måde er dokumentaren en erkendelsesrejse, der både er formidling af videnskab, men også i sig selv kan kaldes videnskab, mener ph.d.-studerende Kristian Martiny.
»Dokumentarmediet er sindssygt godt her, fordi vi bruger hele processen til at undersøge: Hvordan laver vi forskning, som er kompleks, nemlig for at forstå en person, som lever med hjerneskade? Det er både formidling, men det er også forskning i sig selv,« siger Kristian Martiny, som er videnskabelig rådgiver og medvirkende i den nye dokumentar.
Grænsen mellem forskning og formidling
I Naturens Uorden følger vi den spastisk lammede Jacob Nossell, som er komiker og freelance-journalist, og som tidligere har medvirket i dokumentaren 'Det røde Kapel'.
Dokumentaren skildrer hans samarbejde med teaterinstruktøren Thomas Corneliussen om at lave en teaterforestilling på Det Kongelige Teater, der skal undersøge, hvad normalitet egentlig er, og hvordan en handicappet passer ind i vores billede af det normale. De store spørgsmål kan dog kun besvares med hjælp udefra.
Og her kommer ph.d.-studerende i filosofi og neurovidenskab ved Københavns Universitet Kristian Martiny ind i billedet.
Kan vi bygge Jacob op af legoklodser?
I løbet af filmen besøger Jacob Nossell og Kristian Martiny både hjerneforskere, DNA-forskere og filosoffer. Men vi møder også Jacob Nossell selv, hans bedsteforældre samt en skuespiller og en teaterdirektør.
På den måde bliver dokumentarfilmen brugt til at samle en palet af fagområder i en systematisk undersøgelse – og det er det, Kristian Martiny blandt andet mener gør dokumentarfilmen til videnskab.
»I moderne forskning opererer man med nogle modeller, hvor man ikke bare ser på det at være hjerneskadet som at være hjerneskadet. Det er jo både noget biologisk, psykologisk og socialt. Det er det, man i forskningen kalder en bio-psyko-social model. Vores metodiske eksperiment stiller altså spørgsmålet: 'Kan vi bygge Jacob op, som man for eksempel bygger legoklodser, så andre kan forstå den kompleksitet, det er at leve med en hjerneskade?'« fortæller Kristian Martiny.
Legoklodserne bliver i løbet af filmen langsomt lagt oven på hinanden, når Jacob Nossell taler med en hjerneforsker om, at hans hjerne egentlig ikke er så meget anderledes end alle andre hjerner, når gen-testen ikke kan afsløre hans handicap, og når han spørger sine bedsteforældre, om hans forældre ikke var kede af det, da de fandt ud af, at de havde fået et handicappet barn.
Kan en dokumentar være videnskab?
Lektor i videnskabsformidling Kristian Hvidtfelt Nielsen er enig med Kristian Martiny i, at videnskaben og dokumentargenren kan befrugte hinanden i og med, at begge områder er ude på at undersøge og fortælle om relevante fænomener.
Han mener dog ikke, at en dokumentarfilm i sig selv kan sidestilles med forskning.
»Min egen fornemmelse er, at dokumentarfilmen fungerer på dokumentarfilmens præmisser. Når de så har videnskabelige konsulenter, så understøtter konsulenterne bare mediets egen proces. Man kan godt tænke, at dokumentarfilmen bliver mere integreret i forskningsarbejdet, men det er svært for mig at se dem som en fuldt integreret del af forskningsprocessen,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, som er lektor ved Aarhus Universitet.
Kristian Martiny er enig i, at han i arbejdet med dokumentaristen Christian Sønderby Jepsen måtte lære at tale et mindre videnskabeligt sprog. I filmen oplever vi Jacob Nossell tvivle på sit teaterstykke, og om han kan blive en god far. Vi oplever hans humor, selv efter han har været ude for en trafikulykke. Og vi ser, hvordan han stædigt kæmper for at få en praktikplads som journalist på trods af åbenlyse udfordringer. På trods af filmens følsomhed og fokus på Jacob Nossell, synes Kristian Martiny dog ikke, at følelser og andre filmiske greb tager overhånd i forhold til forskningsdelen af filmen:
»Det her er et medium, som er meget bedre til at fange mange af de erfaringsmæssige oplevelser, som Jacob går igennem. Det er svært i en videnskabelig artikel at forklare alle de aspekter, som vi gennemlever med Jacob. Det er alt andet lige lettere at vise end at forklare, fordi det giver publikum en umiddelbar erfaring af, hvordan det er at være Jacob, i stedet for at en forsker som mig skal forklare det,« siger Kristian Martiny.
Sæt forskningskriterier op for dokumentarfilm
Kristian Martiny mener, at de klip, der kan præsentere dilemmaer i Jacob Nossells liv også kan bruges i videnskabelige kredse. Jacob Nossell er så at sige et case-study, som kan åbne op for både folkelige og videnskabelige debatter på tværs af fagområder.
Kristian Martiny håber, at andre forskere vil se dokumentaren og kommentere på den, som kollegaer også gør med andre typer forskning:
»Det, man også kunne, var at sætte nogle forskningskriterier op for validering af dokumentarfilm. Der er vi ikke nået til endnu, men det kunne være interessant,« siger Kristian Martiny.
Videnskabsdokumentarer går en lys fremtid i møde
Selvom Kristian Hvidtfeldt Nielsen ikke køber idéen om, at en dokumentar i sig selv kan kaldes forskning, tror han på, at dokumentargenren har potentiale i forhold til videnskaben:
»Jeg tænker, der er en stor fremtid for det. Forskningen får en mere fremtrædende rolle at spille i samfundet, eksperter blander sig i flere og flere spørgsmål. Der tænker jeg, at dokumentarfilmen kan være med til at belyse forskning på måder, vi ikke har set. Det visuelle kan være med til at stimulere en interesse for det, som det kan være svært at skabe på skrift,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen.
Ikke overraskende er Kristian Martiny enig. Han gør det dog klart, at dokumentarfilmen ikke altid er den bedste måde at udføre forskning på:
»Dokumentargenren skal bruges der, hvor det giver mening, og hvor et emne har en bedre mulighed for at blive belyst og forstået gennem film. I det her tilfælde gav det mening, fordi det handlede om mennesker, så jeg syntes, det bedste udgangspunkt var at inkludere mennesker,« forklarer Kristian Martiny.
