Nordisk Film: Isbjørnens anatomi

At Nordisk Film i sin tid blev et af verdens største filmselskaber skyldes i høj grad, at den entreprenante stifter Ole Olsen kastede sig ind i filmbranchen på et tidspunkt, hvor den oplevede en kolossal vækst.

Men at Nordisk Film kunne opretholde sin position gennem en længere årrække skyldes den måde, som filmselskabet var organiseret på, som gjorde det muligt at omstille sig i forhold til, hvordan den internationale filmbranche udviklede sig.

Det er antagelsen i Isak Thorsens afhandling 'Isbjørnens anatomi', som han forsvarede i august på Københavns Universitet. Isak Thorsen har haft adgang til et omfattende kildemateriale.

Først og fremmest Nordisk Film

Samlingen på Det Danske Filminstitut, som indeholder store dele af selskabets bevarede kontorarkiv. Men også materiale fra blandt andet Rigsarkivet, Bundesarchiv, Nordisk Films Arkiv i Valby og Ole Olsens privatarkiv er blevet inddraget.

Isak Thorsen inddeler Nordisk Films historie i stumfilmtiden i fire væsentlige perioder, nemlig pionértiden, reorganiseringen i forbindelse med de lange film, ekspansionspolitikken under verdenskrigen og endelig krisen og tiden derefter.

Ole Olsen grundlagde Nordisk Film i 1906.

Han havde før ernæret sig som teltholder på markedspladser, og i 1905 åbnede han Danmarks anden biograf, Biograf-Theatret i København. Imidlertid var det svært at skaffe film hjem fra udlandet til biografen, og derfor kastede Ole Olsen sig selv over filmproduktionen. I løbet af forbløffende kort tid formåede han både at etablere et studie i Valby, en kopifabrik i Frihavnen, hvor filmene blev fremkaldt, klippet og kopieret, og at oprette filialer i Berlin, Wien, London og New York.

»Grundstenene til firmaet lægges i løbet af kun et år, og man bliver hurtigt i stand til at producere gennemsnitligt 60 fiktionsfilm årligt, hvilket er ret imponerende, når man kun arbejder med ét produktionshold, og at det kun er muligt at optage fra maj til august. Ydermere lavede Nordisk Film lige så mange korte film af aktuelle begivenheder, smukke landskaber osv.,« fortæller Isak Thorsen.

Det var ikke film som kunstart, der lå Ole Olsen allermest på sinde.

Ikke desto mindre har Nordisk Films storhed og fald traditionelt været forklaret med filmenes kunstneriske niveau.

Isak Thorsen vil ikke sige, at filmenes kunstneriske værdi har været underordnet, og han mener, at en af grundene til, at selskabets udvikling har været forklaret ud fra filmenes kvalitet, er, at den virksomhedsmæssige side af selskabet stort set er ubeskrevet: »Filmenes kvalitet var bestemt en forudsætning for Nordisks succes, men nok så vigtig var selskabets organisering af filmproduktionen, den måde, man havde opbygget distributionsnetværket på, og de forretningsmæssige dispositioner, man foretog. For det var Nordisks organisation, der sikrede, at der blev produceret film i så stor en mængde, og at filmene nåede så vidt omkring i verden,« siger Isak Thorsen.

Den lange film

Nordisk Films virkelige storhedstid starter i begyndelsen af 1910'erne, hvor selskabet startede produktionen af lange film, det der med tiden bliver til spillefilm.

Kutymen i den internationale filmbranche indtil da er, at filmene ikke må være længere end, hvad der kan være på en filmspole, mellem 5 og 12 minutter. De lange film var i begyndelsen ca. 35 minutter lange. I løbet af 1911 var længden af enkelte af de lange film nået op på over 1000 meter - omkring en times tid. Og i 1913 kunne Nordisk med prestigeprojektet Atlantis udsende sin første film på over to timers varighed.

Nordisk opfandt ikke den lange film, men det var det første af de store filmselskaber, der omlagde sin produktion i forhold til det nye format.

»Overgangen til lange film førte gennemgribende omvæltninger med sig inden for både produktion, distribution og forevisning af film,« siger Isak Thorsen.

For at planlægge filmproduktionen etablerede Nordisk blandt andet en manuskriptafdeling, der havde klare retningslinjer med hensyn til indholdet af filmene:

»Nordisk forsøgte både at tilfredsstille publikum og censorer rundt om i verden. Retningslinjerne giver klare dessiner om, hvilke typer film man skal lave for at tilgodese de enkelte markeder. Man laver alternative slutninger, for eksempel russiske slutninger til det russiske marked for at tækkes den russiske folkesjæl, eller man laver flere udgaver af de samme scener, hvis man forudser, at en bestemt scene ikke vil gå igennem censuren på et bestemt marked. Og man lytter meget til filialerne, der for eksempel kan klage over, at en skuespiller, man har vænnet sig til som helt, nu pludselig spiller skurk. Det er faktisk en meget tidlig måde at lave markedsundersøgelser på,« siger Isak Thorsen.

»Med den lange film opstår der det, som man kalder 'filmsfabrikken' i Valby. Man har en manuskriptafdeling, der sidder og laver manuskripter - og nogle forfattere specialiserer sig i udelukkende at skrive komedier, andre i litterære adaptioner. Man har et fast kompagni af instruktører, skuespillere, fotografer, håndværkere, og man har fået fem forskellige scener, så man kan have fem produktioner kørende sideløbende. Det giver en enorm volumen i produktionen. Produktionen topper med 174 film i 1915, hvoraf 96 af dem er lange film, og det svarer stort set til, at selskabet kan lave to spillefilm plus det løse hver uge. Det er en meget meget effektiv måde at lave film på, som foregriber Hollywoods produktionsmåder med en centralt styret afdelingsopdelt produktion,« fortæller han.

»Forudsætningen for at opretholde så stor en volumen er, at man kan afsætte filmene. Nordisk får en konkurrencefordel ved at være de første, der starter med lange film. Da de franske filmselskaber, som ellers dominerer verdensmarkedet, kommer ud med deres første lange film i efteråret 1911, har Nordisk allerede lavet 36 lange film. Den konkurrencefordel gør, at selskabet er i stand til at lave nogle kontrakter, som løber i årevis ud i fremtiden, hvor distributører eller agenter forpligter sig til at aftage et bestemt antal lange og korte film. Kontrakterne minder om den 'blind selling', hvor agenter køber film ubeset, og 'block booking', hvor man for at få de attraktive film bliver nødt til aftage en række mindre attraktive film, som man senere kan finde i det amerikanske studiesystem. Det er ved denne omlægning omkring 1910, at Nordisk virkelig bliver en af de store spillere på verdensmarkedet, og det er det, der for alvor sætter dansk films guldalder i gang,« siger Isak Thorsen.

Ekspansionen under krigen

Danmarks neutralitet satte Nordisk Film i en gunstig position under Første Verdenskrig, hvor selskabet kunne opretholde sin eksport af film til udlandet samtidig med, at store markedsandele blev frigjort, da de franske filmselskaber måtte trække sig tilbage fra Centralmagterne og Rusland.

»Det skaber mulighed for Nordisks anden store reorganisering. Selskabet foretog en kapitaludvidelse og pengene blev brugt til at øge produktionsfaciliteterne, sådan at den gunstige position kunne udnyttes. Samtidig begynder Nordisk at opkøbe og investere i selskaber og biografer i Tyskland, Centraleuropa, Rusland og Sverige, hvorved Nordisk bliver både et multinationalt og vertikalt integreret selskab - altså et selskab, der har kontrol over både produktion, distribution og forevisning. Og dermed fik det del i indtægterne på alle niveauer i værdikæden,« siger Isak Thorsen.

Som krigen skred frem, begyndte forretningerne i Tyskland dog også at skabe problemer for Nordisk. I England blev selskabet opfattet som et delvist tysk selskab, i Frankrig blev Nordisk sortlistet på grund af sine tyske interesser, og i Tyskland så filmbranchen selskabets ekspansion som en trussel mod den nationale filmindustri. Investeringerne i Rusland blev tabt efter revolutionen, og i krigens sidste år overtog den tyske stat Nordisks forretningsnetværk af produktionsselskaber og biografer i Tyskland og Centraleuropa, fordi den tyske generalstab ville skabe en ny propagandaorganisation, og Nordisks forretningsnetværk skulle være rygraden i organisationens filmafdeling.

Alt i alt medførte krigen store tab for Nordisk, samtidig med at den europæiske filmindustri tabte sin dominerende position på verdensmarkedet til de amerikanske filmselskaber. Afsætningen af filmene, der havde været forudsætningen for den store produktion, var nu væk. Håbet om at genvinde en international position fejlede dog ikke noget.

Nordisk nedprioriterede og omorganiserede sin filmproduktion og satsede efter krigen enorme summer på at blive et filmhandelshus, der skulle købe og distribuere andre selskabers film og på sigt indgå i et storslået dansk-tysk-amerikansk filmsamarbejde.

Men hvor der frem til verdenskrigen næsten havde været grænseløs samhandel mellem verdens lande, blev handlen med film efter krigen præget af toldmure og importbarrierer. Nordisk investerede millioner af kroner i amerikanske film, som det kunne oversvømme Tyskland og Centraleuropa med. Men kombinationen af et importforbud, der gjorde, at Nordisk brændte inde med filmene, og store tab på den inflationsramte tyske valuta knækkede Nordisk Film som et betydende internationalt filmselskab.

Arven efter Nordisk Film

På trods af den imponerende produktion, knap 1800 film, som Nordisk Film havde i sine velmagtsår, er det ikke nogen stor kunstnerisk arv, som selskabet leverer videre. Isak Thorsen skriver, at Carl Th. Dreyer allerede i 1920 fældede sin dom over dansk film og dermed indirekte filmene fra Nordisk. Efter Dreyers opfattelse havde dansk film haft alle muligheder, men manglede personen med »Myndighed, Smag og Kultur«, der kunne hæve »Filmen op i en højere Sfære.«

De danske filmfabrikker fortsatte i de samme spor, og nu havde film fra Danmark opnået et katastrofalt dårligt ry.

Thorsen citerer Dreyer for følgende i en artikel i Dagbladet:

Filmenes kvalitet var bestemt en forudsætning for Nordisks succes, men nok så vigtig var selskabets organisering af filmproduktionen, den måde, man havde opbygget distributionsnetværket på, og de forretningsmæssige dispositioner, man foretog.

Isak Thorsen

»En tvivlsom Odeur klæbede stadig ved dansk Film og skræmmede Intelligensen bort - denne Odeur, der er saa vedhængende, at publikum i vore mere kræsne Nabolande endnu holder sig for næsen bare de ser en Reklameplakat for en dansk Film.«

Og filminstruktøren Benjamin Christensen citeres for i et interview i 1918 at sige:

»'Fabrikation af Films' er et overstaaet Stadium. Fabrikationsprincippet er godt, naar det er Automobiler og Glødelamper, det gælder, men for Fremstilling af Films afhænger alt nu af Kunstneren.«

Der er i det hele taget stor enighed blandt både toneangivende filmfolk i tiden og senere filmhistorikere om, at det kunstneriske niveau lod meget tilbage at ønske, og at Nordisk Films tilbagegang skal ses i det lys. Isak Thorsen mener dog ikke, at filmenes kunstneriske kvalitet var altafgørende for selskabets tilbagegang:

»Den kunstneriske kvalitet var svingende gennem alle årene, og det vil derfor være for ensidigt at forklare op- og nedture udelukkende ved hjælp af filmene. Det er da også derfor, jeg har beskæftiget mig med den virksomhedsmæssige side af selskabet og fundet en stor del af forklaringen på Nordisk Films succes i selskabets evne til at organisere og forandre sig.«

»Tabet af afsætningsmarkedet til den amerikanske filmindustri efter Første Verdenskrig bliver dødsstødet ikke kun for Nordisk, men for den samlede europæiske filmindustri,« siger Isak Thorsen, der mener, at selvom den kunstneriske arv måske har været begrænset, så har Nordisk Film alligevel givet noget videre til nutidens danske film:

»Jeg tror, at bevidstheden om, at Nordisk Film var et stort internationalt selskab præger vores tilgang til film. Vi tænker, at det kan lade sig gøre at slå igennem, selvom vi kommer fra et lille land.«

Lavet i samarbejde med Magasinet Humaniora