Du kender dem fra Nissebanden, Jul på Slottet eller Julehjertets hemmelighed. De små rødkindede og grødspisende væsener, der gemmer sig på loftet og spiser din risengrød - nemlig nisser.
De er fast inventar, når vi hver aften i december måned sætter os foran fjernsynet for at se julekalender. De bringer julestemningen ind i stuerne, og når de optræder på skærmen, er det højst nogle venskabelige drillerier, de kan finde på at udsætte mennesker for. For nisser kunne aldrig gøre en flue fortræd. De er vores venner.
Men der kan du godt tro om igen. Den originale nisse var ikke bleg for at dræbe din bedste ko eller gøre menneskers liv usædvanligt surt, hvis man ikke kunne tilfredsstille den.
Men hvordan udviklede nissen sig fra at være en lille hidsig mand, som var afhængig af grød, til at blive den søde og rare julenisse, som vi kender ham i dag?
Det kan du finde ud af i denne Videnskab.dk-video, hvor der bliver skruet op for jule(u)hyggen.
\ Følg Videnskab.dk på YouTube
Foretrækker du at se historierne udfolde sig med levende billeder og flotte animationer?
Så følg Videnskab.dk på YouTube, hvor vi bringer videoer om videnskaben i din verden.
Du kan også se videoerne her på Videnskab.dk’s hjemmeside.
Nisser går langt tilage
Nissens historie går mange år tilbage. Faktisk helt tilbage til vikingetiden. Dengang holdt de til i stalde og lader, hvor de passede på gårdene.
Men der skulle ikke meget til for at gøre nissen utilfreds, og når den først var sur, så var helvede løs. I værste fald kunne den finde på at myrde din bedste ko eller gøre dig ludfattig.
Og hvis du blev træt af din nisse, ville du ikke engang kunne flytte væk fra gården for at slippe for dens plagerier.
Hvis man kigger i historiebøgerne, kan man finde et gammelt sagn om en bonde, der havde en meget plagsom nisse boende. Faktisk plagede nissen ham så meget, at bonden havde besluttet sig for at flytte. Men det skulle han aldrig have gjort.
For da han havde pakket alle sine ting og læsset dem op på hestevognen, kunne han til sin store skræk se, at nisse havde sat sig i vognen for at følge ham til den nye gård.
Faktisk er det fra dette sagn, at det gamle ordsprog: ‘Nissen flytter med’ stammer. For som ordsproget lader os forstå, kunne bonden ikke flygte fra nissen og hermed sine problemer.
Viden fra forskere og fagfolk
Hvad kunne folk gøre for at gøre for at tilfredsstille deres nisser og undgå, at de plagede dem? Hvordan gik nisser fra at være potentielle plageånder til at blive et hyggeligt indslag i julekalenderen? Og hvorfor blev det lige risengrød, der blev nissernes livret?
Bliv klogere på alt det i denne Videnskab.dk-video.
De forskere og fagfolk, vi har plukket viden fra, er:
- Charlotte S.H. Jensen, Forsknings og Formidlingsafdelingen, Nationalmuseet
- Else Marie Kofod, Ph.d. i nordisk filologi og folkloristik
































