»Historien fortælles forskelligt og bliver brugt forskelligt af forskellige aktører,« fortæller lektor Trond Risto Nilssen ved Høskolen i Nord-Trøndelag.
Han har forsket i eftertidens brug af koncentrationslejrene fra 2. verdenskrig.
»Vi er tilbøjelige til at tro, at koncentrationslejrene er mindemærker, som altid har formidlet det samme. Sandheden er dog, at formidlingen ændres og fornyes kontinueligt,« siger Trond Risto Nilssen.
En lang række forskellige interesseorganisationer og andre aktører har haft indflydelse på fortolkninger, formidlingstiltag og æstetiske udtryk for lejrene.
De bedste eksempler på dette er ifølge Trond Risto Nilssen, hvordan katolske gejstlige har gjort Dachau til deres sted, og hvordan de politiske fanger i Sachsenhausen fik en speciel position i mindelandskabet under DDR-regimet.
Guds nærvær eller fravær
Den katolske kirke bruger lejrene på en måde, som adskiller sig ganske meget fra alt andet. I Dachau har de bygget et nonnekloster tæt på lejren, og rejst flere monumentale religiøse symboler.
»Katolikkerne trækker faktisk en parallel fra lidelserne i lejrene til Kristi lidelse på korset. Dette står i stærk kontrast til for eksempel den jødiske opfattelse, hvor koncentrationslejrene repræsenterer en fuldstændig mangel på guddommeligt nærvær,« forklarer Trond Risto Nilssen.
»Og mens Auschwitz under kommunismen blev brugt til at markere politisk front mod Vesten, noget vi blandt andet så gennem afsløringen af et stort monument i 1967, fremstår brugen af mindesmærket i dag som en fælles fordømmelse af det, som skete i koncentrationslejren.«
Auschwitz-Birkenau og Dachau i søgelyset
Et andet eksempel på interessegruppers historiebrug er, hvordan forskellige nationale fangegrupper i Auschwitz har fået stor plads gennem egne udstillinger, mens enkeltfanger og deres pårørende har haft stærk indflydelse både i Dachau og i Mauthausen.
»Alt dette har haft betydning for, hvordan mindestederne er blevet taget i brug i formidling over for nye generationer,« siger Trons Risto Nilssen.
Han har specielt set på fire forskellige tyske koncentrationslejre, som alle havnede under forskellige regimer efter krigen: Auschwitz-Birkenau i Polen, Mauthausen i Østrig, Dachau i Tyskland og Sachenhausen i det tidligere Østtyskland.
Politiske og religiøse interesser
»Jeg har set på, hvordan det nationale kommer til syne, og hvordan forskellige politiske og religiøse interesser har præget fremstillingen. I Auschwitz, for eksempel, har der været store kontroverser mellem formidlingen af det nationale kontra det internationale.«
»Cirka hundrede tusinde polakker blev henrettet i denne lejr, mens hele 1,5 millioner mennesker mistede livet totalt.«
Og til trods for, at også 25.000 romaer blev dræbt her, er den museologiske fremstilling af dette stadig meget ny, siger Trond Risto Nilssen.
Forskningsprojektet, kaldet ”Rædslens monumenter. Historiebrug og formidling i et udvalg af tidligere koncentrationslejre efter 1945”, har vist, at udviklingen af mindestederne er foregået i forskellige faser. Hvert enkelt mindested er blevet præget af stedernes egen historie.
»Samtidig er de også påvirket af et formidlingssprog, som kan knyttes til en internationale enighed om, hvordan krigsepoken bør behandles,« afslutter forskeren.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
