Myte, at mennesker dræber mere end andre arter

Mennesker har gennem hele historien dræbt for at beskytte deres territorium. Vi fører krig mod hinanden og slår hinanden ihjel.

Vi mennesker er dog ikke mere voldelige end andre arter, viser et nyt studie.

Forskerne har udregnet, at 2 procent af menneskeheden er døde som følge af vold fra andre mennesker. Men den tendens ses også hos mange andre pattedyr, lyder konklusionen. Eksempelvis har vores slægtninge chimpanserne en drabsrate på 4,5 procent.

»Der er mere vold blandt pattedyr, end vi havde regnet med. Det var også interessant, at volden ikke var koncentreret omkring grupper, man normalt ville betegne som aggressive. Vi fandt en høj grad af dødelig vold hos næsehorn, egern og heste, bare for at nævne nogle få,« skriver José Maria Gomez, der er evolutionsbiolog på Universidad de Granada og hovedforfatteren til studiet, i en mail til Videnskab.dk.

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Nature.

LÆS OGSÅ: Hvor er beviserne for evolution?

Drabelige egern og fredelige flagermus

I studiet har José Maria Gomez og en række spanske forskere undersøgt, hvor meget 1.000 arter har dræbt medlemmer af egen art siden den ældste stenalder, som er omkring 2,5 millioner år fvt.

Resultatet viser, at der er stor forskel på, hvor meget de enkelte arter dræber hinanden i flokken.

Studiet viser desuden, at omkring 40 procent af alle pattedyr udøver dødelig vold mod hinanden.

Forskerne kunne også vise, at arter med mange drab på egne medlemmer ofte lever i store flokke, hvor der er potentiale for konflikter og magthierarkier.

Anderledes er det eksempelvis for den ensomme hval, forklarer en dansk forsker, der har læst studiet.

»Arter som hvaler, der lever for sig selv, vil typisk ikke interagere så meget. De mødes sjældent og lever alene, pånær når de møder en partner for at reproducere sig. Derved er der mindre potentiale for konflikter og ikke noget behov for at være aggressiv,« forklarer Michael Thomas-Poulsen, der er lektor på Biologisk Institut på Københavns Universitet.

Der er dog undtagelser. Flagermus, som ellers også lever i kolonier, er også en af de fredeligste arter.

»De samarbejder ofte i kolonien ved at dele mad. De kan genkende hinanden, så hvis jeg hjælper dig den ene dag, er der større chance for, at du hjælper mig en anden dag. Det kan være en del af forklaringen på, at de er pacifister,« siger Michael Thomas-Poulsen.

LÆS OGSÅ: Sådan fungerer evolution

Vi minder om vores forfædre

For at finde frem til deres resultater, lavede José Maria Gomez og kollegerne en beregning af menneskets drabsrate ved hjælp af data fra arkæologien, historiske optegnelser, antropologiske studier og en sammenligning med vores beslægtede arter.

Michael Thomas-Poulsen er begejstret for studiets måde at kombinere forskellige data på, men ikke overrasket over konklusionen.

»Jeg er ikke så overrasket over menneskets aggressive adfærd gennem historien. Vi er alle bekendte med den blodige middelalder. Til gengæld er det interessant, at chimpanserne også er ret aggressive over for hinanden,« siger han.

LÆS OGSÅ: Ukendt voldelig adfærd opdaget hos papegøjefisk

»Vi dræber ikke for sjov«

Hvor meget dyr og mennesker har dræbt gennem tiden, handler i høj grad om overlevelse.

»Vi har ikke dræbt for sjov. Det rummer altid en risiko, når vi bruger vold, og derfor har vi kun gjort det, når det var nødvendigt,« siger Michael Thomas-Poulsen og tilføjer:

»Da vi havde en jægersamler-kultur, var vold ofte vigtig for, at vi kunne forsvare os mod andre og få mad. Der var dengang behov for at kontrollere sit territorium, og det handlede om overlevelse. Vi var meget tættere på naturlig selektion, som stadig eksisterer blandt dyr i dag.«

Drab i dyreverdenen er også almindeligt for at ændre på magtbalancen i flokken.

»Efter at en ny hanløve har overtaget en flok hunner, dræber han ofte andre hanners unger i flokken, for at hunnerne hurtigere kan komme i brunst og være klar til at parre sig. På den måde kan han hurtigere sprede sine gener,« fortæller Michael Thomas-Poulsen.

LÆS OGSÅ: Orangutanger spiser små søde aber

Kultur kan ændre volden

Selvom voldelige tendenser bliver nedarvet i vores DNA, er gener dog ikke alt. Vores kultur spiller også en væsentlig rolle for vores voldstendenser, mener José Maria Gomez.

Han bliver bakket op af Felix Riede, der er lektor på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og har sat sig ind i studiet.

»Vi har arvet grundkapaciteten for vold af vores forfædre, men hvordan det siden har udviklet sig, handler om vores samfundsstruktur, ressourcer og kultur. Herredømmer som samfundstype er eksempelvis kendt for at være voldeligt og politisk ustabilt,« forklarer han.

Kultur gør mennesket til en særlig art, mener Michael Thomas-Poulsen.

»Den væsentligste forskel på os og vores forfædre er, at vi har kultur. Kultur har modelleret vores tendens til at være aggressive som art,« siger han.

LÆS OGSÅ: Evolution på otte år

Mennesker er blevet mindre voldelige med tiden

Og mennesket har da også ændret sig gennem evolutionen til generelt at være mere fredelige, mener José Maria Gomez.

»Mennesket har og vil blive ved med at forandre sig på overraskende måder. Lige meget, hvor voldelige eller fredelige vi er i vores grundart, kan vi modellere volden ved at ændre på vores sociale miljø. Vi kan lave et mere fredeligt samfund, hvis vi vil,« skriver han.

Næste skridt for forskerne bliver at undersøge nuancerne i, hvorfor mennesker og dyr har dræbt hinanden gennem historien.

LÆS OGSÅ: Forskere: Kvinder kan også være voldelige