Forleden gik jeg en tur i det kvarter, hvor jeg bor i Horsens. Klokken havde passeret 19 og det var en lummert den aften. Jeg gik forbi en skole nær midtbyen, som gennemgår en større modernisering og på skolens parkeringsplads, hørte jeg stemmer.
Fire drenge sidder i underbukser i et jordhul og ved siden af dem står en spand, som de har hentet vand i. De grine, tumler rundt, og da jeg stopper op og observerer dem, råber de til mig: »Vi mudderbader.«
Håndværkerne har stoppet dagens arbejde nogle timer forinden og efterladt sig en 1 x 3 meter kant med jord, hvor de endnu mangler at ligge fliser. Stedet har drengene lavet til en mudderpøl. Jorden og hullet på parkeringspladsen rummer i drengenes optik et potentiale for leg, som de udforsker og tager i anvendelse.
Formålet med dette indlæg er, at give en kort illustration af hvordan byen udgør et rum for legende handlinger og hvordan der opstår potentialer for leg i afgrænsede tidsrum.
Pædagogisering af byens rum
Byen har været under markant forandring siden 1980, hvor hård arkitektur, byplanlægning, øget offentlig overvågning, opsøgende pædagogisk arbejde, voksen patruljering, urbanisering og øget interesse for guidede ture til mindre besøgte bymiljøer har ændret betingelserne for borgeres mulighed for at tage byen i brug.
Den svenske kulturgeograf Mats Lieberg beskriver udviklingen som en pædagogisering af byens rum. Ifølge den danske sociolog Jens Qvortrup er en konsekvens af udviklingen, at børn og unge fratages en spatial plads i samfundet, grundet voksnes dominans over og forståelse af hvad acceptable steder er.
Med andre ord har børn og unge i mindre grad steder, de kan tage i brug på egne præmisser.
Tankerne rejser et spørgsmål om, hvorvidt pædagogiseringen af byens rum medfører, at børn og unge ikke har steder, de selvstændigt kan redefinere og udtrykke sig i?
Som ovenstående eksempel illustrerer, betyder pædagogiseringen ikke, at børn og unge ikke bevæger sig i og aktivt bruger byen ud fra egne intentioner, men nærmere at de opsøger potentialer i sprækker af hverdagslivet - eksempelvis i tidsrummet mellem håndværkernes fyraften og næste dag de stempler ind på byggepladsen.
Byen har potentiale for leg
Fotografiet og observationen er et hverdagseksempel på, hvordan der opstår potentialer i byen, som er midlertidige, spontane og hvordan et steds funktionslogikker kan få en ny betydning: fra at være en parkeringsplads til en plads for mudderbadning.
Observationen viser samtidig, hvordan byen har et potentiale for leg og eksemplet efterlader et spørgsmål om, hvad børn og unge kan i byen, som de ikke kan andre steder? Drengene kunne have valgt at mudderbade i en privat have eller leget med vand i den lokale ungdomsklub, men parkeringspladsen som sted, gør noget andet ved oplevelsen af at mudderbade.
Når de indtager et offentligt rum som parkeringspladsen, observerer og sanser de stedet, og forholder sig aktivt til det ved at bryde med de logikker stedet oprindeligt er tiltænkt. De leger implicit med de kontraster, der opstår mellem det rutiniserede og veldefinerede hverdagsliv og det løse og uforudsigelige byrum.
Ved at nyfortolke brugen af parkeringspladsen 'spiller de bold' op ad det foreskrevne byliv, hvilket eksempelvis er med til at gøre det spændende at mudderbade på en offentlig institutionsgrund. I forlængelse af Liebergs perspektiv på pædagogiseringen af det offentlige rum, kan dette være en måde at reagere på det mere faste hverdagsliv.
Et hverdagsliv som i forhold til børn og unge primært udspiller sig i skolen, fritidsklubben, det etablerede foreningsliv og dermed handlerum rammesat af voksne på bestemte gentagelige dage og tidspunkter.
Byens potentiale kan bestå en særlig type bybrug
Når jeg finder de steder og bypraksisser interessante, der opstår mere spontant, er det fordi, de ikke indskriver sig i en på forhånd defineret rammesætning, men giver børn og unge mulighed for at formgive og sætte deres eget præg på arkitekturen, byen og ikke mindst deres egne lege. I et forsknings- og byplanlægningsmæssig perspektiv er der dog en tendens til at overse denne type af bybrug.
Den danske antropolog og børneforsker Eva Gulløv forklarer:
»De kulturelt markerede steder er ikke nødvendigvis de mest betydningsfulde for de børn, vi undersøger, men de kommer nemt til at fremstå sådan, fordi de er de eneste, der bliver undersøgt.«
For at forstå børn og unges legende omgang med byen, fordrer det, at byen anskues fra deres perspektiv. De bryder eksempelvis ikke bare ind og laver hærværk på en parkeringsplads, men de skaber deres eget betydningsrum og forståelse af stedets funktion.
Ovenstående er et hverdagseksempel på et møde mellem fire drenge, en varm sommeraften, et ufærdigt stykke håndværkerarbejde og lysten til at udforske normer, kulturelle logikker og arkitektoniske forskrifter.
Herudfra kan man tale om, at byens potentiale består i at nogle steder, handlerum og tidsrum understøtter en særlig type bybrug, hvor mennesker kan forholde sig legende til byen og hverdagslivet.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
