Skandinaviske lande er kendt for at planlægge og tilrettelægge læringsdygtige og specialiserede steder for børn og unge (Zeiher 2001).
Disse steder skal intentionelt set tilgodese alle såvel som imødekomme børn og unges interesser, bevægelsespraksisser og sociale fællesskaber. Men problemet er, at det gør de ikke.
Lad mig gennem to interiewuddrag og et fotografi genereret under min ph.d. og aktuelle adjunkt projekt give tre eksempler på de problematikker jeg ser i dansk kultur- og fritidspolitiske indsats. Der er tale om empiri fra Rabalderparken i Roskilde, en ungdomsklub og et skaterareal i Århus.
Skateboarding har fået et stort areal på kommunal grund
Under mit feltarbejde fotograferede jeg dette offentlige skilt (fotografi) i forbindelse med et interview med en skaters erfaring med at bygge skaterarealet i Rabalderparken og måden, hvorpå de har formået at sammentænke et kommunalt projekt om at lede regnvand væk fra byen og etableringen af skaterfaciliteter.
Når man går igennem området og observerer folk skate på betonnen, synes det unikt, at skateboardingen som sport, har fået tildelt så stort et areal på kommunal grund. Undervejs igennem anlægget støder jeg på et skilt (fotografi), hvorpå der står:
»Det er ufarligt at gå på jorden, men lad være med at sætte dig. Jorden udenom Rabalder Parkan kan stadig indeholde usunde stoffer fra tiden som betonfabrik.«
Stederne er rodfastet i uudtalte kulturelle og samfundsmæssige normer
I Aarhus fortæller Karl følgende om ungdomsklubben:
»I ungdomsklubben var der dejlige ansatte. De var ikke sure, mopsede eller uinteressante det var mere selve formen, formen var tit guitar, krea, fodboldbord, computer.« (Karl 16 år).
Alexander fortæller om sine erfaringer med at skate på Sct. Anne Gade skolen, det ældste og bedst etablere skaterspot i Århus (som i dag er revet ned):
»Det er billigt at have det her (skaterarealet, red.). Det blev lavet for 10 år siden, de har skrabet asfalt én gang, lavet lidt forhøjninger og det er dét. Prøv at se, hvor lidt plads det kræver i forhold til de mange 11-mands boldbaner, der er i hele byen, (han peger over mod fodboldforeningen ASA, red.), hvor der ligger seks fodboldbaner ved siden af hinanden.« (Alexander 28 år).
På forskellig vis markerer eksemplerne et kulturelt paradoks, hvor prioriteringen af steder og aktivitetsformer til børn og unge er domineret af en kulturel forståelse som favoriserer nogle aktiviteter over andre. Disse steder er med andre ord rodfæstet i nogle uudtalte kulturelle og samfundsmæssige normer for hvad rigtig sport, god fritid og god kultur er.
Findes der rigtige og forkerte fritidsaktiviteter?
Når Karl nævner, at 'formen' i ungdomsklubben var centreret omkring bordfodbold, computer, guitar og krea' er det et udtryk for en pædagogisk dagsorden og institutionel definition af, hvad der anses for attraktive aktivitetsformer.
Aktiviteterne er attraktive for mange unge, men de er begrænsende i forhold til de mennesker jeg har fulgt, som har haft en kreativ og legnde tilgang til byen, fællesskaber og bevægelsespraksisser. Alexander problematiserer tendensen til at tildele x-antal m2 til grønne fodboldbaner inde i midtbyen, når skaterne skal kæmpe for at få en hal eller et etableret sted, hvor de kan skate.
Rabalderparken er et udtryk for, hvordan man er begyndt at sammentænke bevægelse og arkitektur som skal løse en kommunal opgave som at transportere regnvand fra byen, hvilket er positivt, men samtidig også rejser et spørgsmål om, hvordan man fra kommunal side kan etablere legepladser og skaterbaner på en giftgrund med en påmindelsen om, at man ikke må sidde på græsset.
Kan man i Danmark tale om rigtige og forkerte fritidsaktiviteter? Hvad definerer, hvad god sportspraksis er? Handler tildelingen af sports- og kulturmidler om at kunne tælle medlemsskab eller skabe rum for en mangfoldighed af bevægelsesinitiativer?
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
