Modstandsfolk truede dansk demokrati

De bombede jernbaner for at modarbejde tyskerne. De udgav illegale blade, der fortalte danskerne sandheden om krigen og besættelsen. Og de bragte nyt om situationen i Danmark til de britiske og amerikanske hærførere.

Alt sammen, fordi de uselvisk kæmpede for frihed og demokrati. Sådan har generationer af unge fået fortalt historien om den danske modstandsbevægelse, der bekæmpede nazisternes besættelse af Danmark i 1940erne. Men ny historieforskning, der graver dybt i kilder fra modstandsbevægelsens koordineringsenhed, Frihedsrådet, afslører et noget andet billede af rådets forhold til dansk demokrati.

»I virkeligheden var den illegale modstandsbevægelse en fare for dansk demokrati. Frihedsrådet var ikke de forkæmpere for demokratiet, som man tidligere har troet,« siger Michael Kjeldsen, der er videnskabelig assistent ved afdelingen for Historie, Institut for Kultur og Identitet, RUC.

Frihedsrådet var en platform for kommunister

Nogle af Frihedsrådets - og modstandsbevægelsens - mest fremtrædende folk var nemlig medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP).

Deres totalitære holdninger havde stor indflydelse på rådets politik, selvom det også havde socialdemokratiske og borgerlige, konservative medlemmer.

Blandt andet tilsluttede Frihedsrådet sig kommunisternes krav om et omfattende efterkrigsopgør med de folk, som modstandsbevægelsen mente gik nazisternes ærinde. Et opgør, som kunne bringe kommunisterne tættere på magten i Danmark. På den måde endte Frihedsrådet som kommunisternes nyttige idioter, mener Michael Kjeldsen.

Politiske modstandere skulle udrenses

I november 1943 – godt halvandet år før Danmarks befrielse 5. maj 1945 – havde Frihedsrådet fremlagt det såkaldte efterkrigsprogram, 'Når Danmark atter er frit'.

På overfladen handlede programmet om, hvordan Danmark efter krigen kunne vende tilbage til demokratiske tilstande. Og hvordan vejen tilbage til demokrati gik gennem et opgør med såkaldte »skyldige og medansvarlige for krænkelsen af Danmarks selvstyre og retsgrundlag under besættelsen«.

Nærlæser man programmet, bliver det tydeligt, at de store ord om et ’opgør’ dækkede over en udrensningsstrategi. Hvis programmet blev gennemført fuldt ud, ville det føre til et opgør med de demokratiske politikere og de embedsmænd, der var loyale over for dem. Altså Danmarks demokratiske magtelite.

Retsopgøret skulle være et opgør med demokratiske politikere

»Frihedsrådets program var baseret på lovgivning med tilbagevirkende kraft. Som et første skridt sigtede det mod at få indført en række love, hvormed man kunne foretage en retsforfølgelse.«

»Det drejede sig om retsforfølgelse af de danskere, der deltog i tysk krigstjeneste, samt medlemmer af tyske korps og især tjenestemænd og såkaldte værnemagere,« siger Michael Kjeldsen.

Derefter ville Frihedsrådet gøre sig populært i befolkningen og – uden at det blev sagt direkte i programmet – skabe grundlag for, at kræfterne bag rådet kunne vinde det første efterkrigsvalg.

»Efter valget skulle nedsættes parlamentariske kommissioner. De skulle have til opgave at undersøge besættelsestiden og tage stilling til eventuelle rigsretssager mod ministre og andre demokratiske politikere,« siger Michael Kjeldsen.

Opgøret var vand på kommunisternes mølle

Hans forskning viser, at rigsretssagerne ville være vand på kommunisternes mølle. Udrensningen ville ramme de eliter inden for politik og administration, som kommunisterne gerne ville afløse.

Og derefter ville kommunisterne have mulighed for – via nye love – at sætte sig tungt på magten.

I det kommunistiske efterkrigsprogram, 'Folkets vilje – landets lov' fra 1944, står, at Danmarks Kommunistiske Parti efter krigen ville indføre en lov, der forbød al modarbejdelse af folkestyret.

»Eventuelle rigsretsanklager kunne tjene som argument for den lov. En farlig ting, for når man som magthaver først har sådan en lov, er det let at skille sig af med politiske modstandere - man skal bare anklage dem for at modarbejde folkestyret,« siger Michael Kjeldsen.

Sådan gik det ikke, men kommunisterne og Frihedsrådet fik taget de første skridt på vejen dertil.

Frihedsrådet kom i regering efter befrielsen

Efter Danmarks befrielse i 1945 skulle der dannes en midlertidig samlingsregering med medlemmer fra både modstandsbevægelsen og de demokratiske partier.

Under regeringsforhandlingerne krævede Frihedsrådet indflydelse på dansk politik - og fik det. De demokratiske politikere turde ikke andet. Modstandsbevægelsen var bevæbnet og desuden populær i befolkningen.

»De demokratiske toppolitikere imødekom nogle af Frihedsrådets opgørskrav. Men man gjorde det af nød, nemlig for at undgå en borgerkrig mellem den illegale modstandsbevægelse og tilhængere af de demokratiske politikere.«

»Samtidig var de demokratiske politikere imødekommende, fordi de så kunne sikre sig lederskabet i befrielsesregeringen,« siger Michael Kjeldsen.

Statsministeren gav modstandsfolkene en luns

Vilhelm Buhl (S) blev statsminister i befrielsesregeringen. Til de demokratiske partiers held havde han set den fare for demokratiet, som Frihedsrådet udgjorde. Derfor havde han en modstrategi parat.

I første omgang gav Buhl modstandsfolkene en luns. To erklærede kommunister fik ministerier i befrielsesregeringen, og det samme fik to 'skabskommunister', udnævnt af Frihedsrådet.

At justitsminister Niels Busch-Jensen var én af disse partiløse kommunister, var ukendt for offentligheden. Ved at give Frihedsrådet justitsministerposten accepterede Buhl, at første del af Frihedsrådets program blev ført ud i livet. Et retsopgør blev påbegyndt.

Buhls strategi sejrede

Vilhelm Buhls videre modoffensiv betød imidlertid, at Frihedsrådet og kommunisternes strategi i sidste ende blev forpurret.

Michael Kjeldsen fortæller, at modstandsbevægelsen nok fik held til at gennemføre en del af retsopgøret.

Men det lykkedes den politiske superbegavelse Buhl at give de demokratiske partier førerskabet i befrielsesregeringen – med demokratiske politikere på de fleste nøgleposter. Og de embedsmænd, som modstandsbevægelsen fik udrenset i statssystemet, fik Buhl behændigt udskiftet med personer, der var loyale over for de demokratiske politikere.

Stemningen i befolkningen endte til fordel for demokratiet

Samtidig skiftede stemningen i befolkningen hurtigt til fordel for de demokratiske partier, der - trods stor fremgang for kommunisterne - kunne fejre en sejr ved befrielsesvalget senere på året 1945.

»Frihedsrådet fik ikke held med sit opgør - og tak for det, siger jeg. I min forskning prøver jeg at opridse logikken i, hvad de havde gjort, hvis de havde fået magt, som de havde agt. Det havde truet demokratiet og kunne have åbnet vejen for kommunisterne,« siger Michael Kjeldsen.