Minoritetsdanske drenge føler sig forskelsbehandlet i skolen
BOGOMTALE: Negative stereotyper klæber til minoritetsdanske drenge. Dansk forsker har i en ny bog undersøgt, hvordan de føler sig negativt forskelsbehandlet i skolesystemet.
minoritetsdanske_drenge_foeler_sig_forskelsbehandlet_i_skolen

To tredjedele af drengene fortæller om oplevelser af at blive set skævt til og behandlet fordomsfuldt fra én eller flere af deres lærere. (Foto: Shutterstock)

Minoritetsdanske drenge – eller hvad der i pressen ofte bliver omtalt som ’indvandrerdrenge’ – er en kategori af børn, der ofte problematiseres.

De forbindes med kriminalitet, bander og radikalisering og med ballade, hårde attituder og dårlige resultater i skolen.

Det sidste understreges år på år af test og afgangsprøver, som viser, at netop denne gruppe elever klarer sig dårligere end de minoritetsdanske piger og både majoritetsdanske drenge og piger.

Men hvad betyder dette omdømme for den mangfoldighed af drenge med forskellige sociale, kulturelle, etniske, religiøse, familiemæssige baggrunde og forskellige tilgange til skole, uddannelse og samfundet, der befinder sig bag kategorien 'indvandrerdrenge'?

Studier af minoritetsdanske elever i danske skoler antyder, at omdømmet får betydning for drengene selv og for lærerne, på den måde at forbindelsen mellem at være 'indvandrerdreng' og være 'ballademager' og 'faglig svag', præger mange drenges måder at agere på i skolen og mange læreres måde at forstå og håndtere drengene (se f.eks. her, her, her, her og her).

»De så os som kriminelle«

Nassir er en af i alt 18 minoritetsdanske drenge mellem 16-19 år, som jeg har interviewet til bogen 'Minoritetsdanske drenge i folkeskolen. Modvilje og forskelsbehandling'. I bogen fortæller han og de 17 andre drenge, der er født og opvokset forskellige steder i Danmark om deres skolegang, og især om deres gode og dårlige oplevelser med lærere i den danske folkeskole.

To tredjedele af drengene fortæller om oplevelser af at blive set skævt til og behandlet fordomsfuldt eller uretmæssigt hårdt, fra én eller flere af deres lærere. Og de fortæller om, hvilken betydning det har haft for, hvordan de havde det og klarede sig i skolen.

Nassir beretter for eksempel om, hvordan han har følt sig mistænkeliggjort i skolen:

»Hver eneste gang jeg kommer i skole og er glad, så tror de, at jeg har lavet et eller andet i fritiden, ramt jackpot eller ja, jeg mener det seriøst! Selvom vi kun var, hvad, 12-13 år! Det eneste, vi gjorde i fritiden, var at køre på scooter og hygge ved Vollsmose sø og grille og fiske og sådan noget. Vi lavede ikke andet. Men de så os som kriminelle,« (alle citater er gengivet ordret, red.).

LÆS OGSÅ: Skoleforsker: Derfor klarer indvandrer-drenge sig dårligt i skolen

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Forskelsbehandlingens onde cirkel

Forskelsbehandling på baggrund af etnicitet og køn er svær at 'bevise' eller dokumentere.

Pointen med undersøgelsen har da heller ikke været at dokumentere forskelsbehandling, men at belyse de eventuelle former for forskelsbehandling af minoritetsdanske drenge, der kan finde sted i den danske folkeskole, og hvordan drengenes oplevelser af forskelsbehandling, kan have betydning for drengenes muligheder i uddannelse.

At drengene kan møde forskelsbehandling på baggrund af deres etnicitet og køn bunder oftest i, at nogle lærere tilskriver dem dårlige evner og karaktertræk og en problematisk familie, kultur og fremtid, ud fra kendskab til andre minoritetsdanske drenge eller mediernes billeder af disse.

Til grund for dette ligger ofte en 'racialisering', hvor børn – her drenge – på trods af deres meget forskellige etniske, kulturelle og sociale baggrunde vurderes som 'samme slags' på grund af deres hud-, og hårfarve, etnicitet og religion.

De negative billeder af drengene forstærkes af, at der over tid er skabt modkulturelle former blandt nogle af de minoritetsdanske drenge – især dem, som er bosat i socialt udsatte boligområder.

Disse drenge er endt i en ond cirkel, hvor de reagerer på oplevelser med stigmatisering, med ikke at slå til i skolen og på et hårdt miljø i kvarteret og, for nogen, problemer i hjemmet, ved at dyrke en hård maskulinitetsform og modstand mod skolen og det omgivende samfund.

LÆS OGSÅ: Børnehave-dansk er ikke nok for indvandrerbørn

Lærere kan gøre en positiv forskel

Men det gælder langt fra alle drenge. Mange af de minoritetsdanske drenge, som jeg har interviewet til denne og tidligere undersøgelser, har nok delvist overtaget tale-, gang- og tøjstilen for at blive socialt accepteret.

Men både disse drenge og dem, som undgår stilen, er ligeså engagerede i skolen som skolens andre elever, og oplever ikke, at de kan sammenlignes med dem, de selv kalder 'de hårde typer'.

Her antyder tidligere studier (se f.eks. her, her, her, her, her og her), at problemet er, at nogle lærere ikke ser de mange forskelle mellem drengene og slår dem over en kam og behandler dem anderledes og med lavere forventninger end de andre elever.

Af mine interview med de 18 drenge fremgår det tydeligt, at drengene selv er meget bevidste om, at det ikke falder i god jord, hvis de påpeger, at de oplever forskelsbehandling eller endda racisme. De fleste fortæller, at de ikke har talt med andre om det.

Samtidig fortæller de om andre lærere, der har behandlet dem godt, og som de føler en stor taknemmelighed overfor, fordi de har været søde og retfærdige over for dem. Som 18-årige Waseem, der er palæstinensisk-dansker fra Odense, siger om en af hans mandlige lærere, der opfordrede ham til at gøre sig mere umage:

»Han gjorde det på sådan en meget motiverende måde. Som om at han virkelig bare ville mig mit bedste. Det kunne tydeligt ses. Og derfor så elskede jeg ham.«

LÆS OGSÅ: »Vi skal ændre drengekulturen i klasseværelset«

minoritetsdrenge_minoriteter_i_skolen_indvandrere

Drengene oplever, at flere lærere allerede har dannet sig et indtryk af dem på baggrund af historier i medierne og minoritetsdrenge, de tidligere har mødt. Og det kan få dem til at føle sig forskelsbehandlet. (Foto: Shutterstock)

»De har haft dårlige erfaringer med mennesker som mig«

Drengene fortæller om oplevelser af, at en eller flere af deres centrale lærere så ned på dem, talte nedladende om 'indvandrere' eller om det boligområde, de kom fra, som ’ghettoen’.

De hævder ikke at være englebørn, men de oplever, at de blot opførte sig som børn og drenge, men at de omtalte lærere ikke så dem således, og skældte dem og de andre minoritetsdanske drenge mere ud end de majoritetsdanske drenge, som opførte sig på samme vis.

Når jeg spørger 18-årige Mahad, der er opvokset i Aarhus, om, hvorfor han tror, at hans klasselærer og matematiklærer gjorde forskel, siger han:

»Ud fra dårlige erfaringer de har haft med andre. Det tror jeg bare, det er det. De er dømmende mennesker, hvis jeg skal sige det sådan. De har haft dårlige erfaringer med mennesker som mig med en anden etnisk herkomst. Og det har måske haft en meget dårlig indflydelse på dem og den måde, de tænker om andre. Så det har været nok derfor.«

Også flere af de andre drenge beskriver frustreret, at de givne lærere slog dem i hardkorn med 'de dårlige typer', og troede at de var involveret i kriminalitet eller at deres familie behandlede dem dårligt. Nassir siger for eksempel:

»Jeg vidste godt, hver eneste gang de skulle indkalde mig til en samtale, så skulle de spørge om: 'Hvordan er det derhjemme', 'har du det godt med dine forældre', 'slår de dig og sådan?'«

En del af drengene fortæller, at de lærere, som de oplever har set skævt til dem, også har givet dem lavere karakterer, for eksempel til standpunktskarakter, end de havde fået til nationale test og prøver, og at de samme lærere ikke ville vurdere dem parate til gymnasiet eller satte deres karakterer ned, lige før de skulle vurderes parat.

Andre af drengene oplever, at nogle lærere ikke forventede, at de kunne noget, og at de opgav dem, ikke gav dem lektier for og var ligeglade med, om de lærte noget.

LÆS OGSÅ: Forskere: Drop frygten for parallelsamfund

Negative forventninger præger drengenes motivation

Et gennemgående træk ved drengene er, at de i dag som 16-19 årige, alle har ambitioner om at uddanne sig og klare sig godt. Nogle kæmper stadig, men flere er i gang med gymnasiet og erhvervsuddannelse, alle hjulpet på vej af lærere, som støttede dem på et afgørende tidspunkt.

Flere ryster på hovedet af, hvordan de var i skolen, men de undrer sig over, at nogle lærere ikke blot så dem, som de børn eller drenge de var, men tilskrev dem langt værre karaktertræk.

De føler, at de var prisgivet lærernes vurderinger, og fortæller, at den modvilje og de uretmæssige forventninger, de har mødt hos disse lærere, har præget deres motivation til at gå i skole og deres tro på sig selv.

Youssef, der er 17-årig marokkansk-dansker, beskriver sin oplevelse således:

»Du bliver nærmest aldrig rost eller noget som helst. Selvom du prøver at gøre dit bedste. Men når man prøver at gøre sit bedste og ikke bliver rost for det eller noget, så giver du op, så gider du ikke mere.«

Om bogen

I 'Minoritetsdanske drenge i skolen. Modvilje og forskelsbehandling' ser Laura Gilliam nærmere på minoritetsdanske drenges position, selvforståelser og skolestrategier og diskuterer de sociale og kulturelle dynamikker, der er omkring etnicitet, racialisering, køn og skole.

Hun diskuterer forskelsbehandling og præsenterer tidligere kvalitative og kvantitative studier fra danske folkeskoler, der kan belyse årsagerne til og former for forskelsbehandling.

Bogen er udgivet i december 2018 på Aarhus Universitetsforlag. Læs mere om bogen her.

Vi kan gøre meget mere for minoritetsdrengene på skolerne

Allerede i 1968 viste Rosental-undersøgelsen, at læreres forventninger påvirker børns præstationer, og både mine interviews og mine tidligere undersøgelser fra danske folkeskoler antyder, at relationen mellem lærer og elev er helt central for elevernes engagement og udbytte af undervisningen.

Selvom jeg ikke kan påvise, at oplevelser med forskelsbehandling er en af forklaringerne på, at minoritetsdanske drenge klarer sig gennemsnitligt dårligere end andre elevgrupper i skolen, viser min undersøgelse, at der er et stort potentiale for forbedringer af drengenes trivsel og skoleresultater, hvis man arbejder med relationer mellem elever og lærere og modarbejder forskelsbehandling på skolerne.

Samtlige drenge fortæller, at nye lærere eller skift til eksempelvis 10. klasser, hvor lærerne har mødt dem med positive forventninger og »behandlet os alle sammen som hinanden«, har gjort en stor forskel for deres engagement i skolen. Og for deres præstationer og karakterer.

Skoleledelser og lærere bør derfor give langt mere opmærksomhed til og arbejde pædagogisk med dette område – både af hensyn til de mange minoritetsdanske drenge, som ikke skal opleve forskelsbehandling i skolen, og fordi den enkelte lærer og de enkelte skoler kan gør en stor forskel for at forbedre drengenes oplevelser i og udbytte af skolen.

LÆS OGSÅ: Begrebet integration skaber et kunstigt os og dem

LÆS OGSÅ: Derfor er indvandring et betændt emne

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.