Kviksølv blev brugt til behandling af spedalskhed helt tilbage til 1100-tallet. Det viser nye undersøgelser udført af en gruppe danske forskere på skeletter fra to kirkegårde fra den tidlige Middelalder.
Historikerne har ud fra skriftlige kilder længe vidst, at kviksølv har været brugt som medicin mod syfilis i den sene middelalder. Men at kviksølv blev brugt hele 400 år tidligere mod datidens store plage, spedalskhed, kommer som en kæmpe overraskelse.
»Fundet viser, at kviksølvholdig medicin også blev brugt som behandlingsform i tidlig Middelalder, og det vender op og ned på vores billede af, hvordan datidens læger taklede spedalskhed dengang. Det fortæller os, at lægerne ikke stod magtesløse og at patienterne ikke var prisgivede,« siger kemiker Kaare Lund Rasmussen fra Institut for Fysik og Kemi på Syddansk Universitet, der har ledet den nye undersøgelse.
Sammen med kollegaer fra Århus Universitet og Retsmedicinsk Institut i Odense har Kaare Lund Rasmussen målt kviksølvindholdet i skeletter fra middelalder-kirkegårde tæt ved klostre, der lå i henholdsvis Odense og Øm (på Silkeborg-egnen).
De skeletter, der ligger her, er typisk fra 1100-1300-tallet, og begge steder har retsmedicinerne fundet individer med tydelige spor efter spedalskhed – langt størstedelen heraf havde samtidigt en høj koncentration af kviksølv i knoglerne.
\ Fakta
Kviksølv var et stærkt våben
Spedalskhed er en stærkt invaliderende sygdom, der nedbryder knoglerne i næsen, fingrene og tæerne, og som derfor efterlader et tydeligt ‘fingeraftryk’ på skeletterne. Det er derfor nemt for forskerne at udpege de individer, der har været ramt af sygdommen.
På de to kirkegårde fandt forskerne 14 mennesker, der har haft spedalskhed, dengang de levede. Kviksølvindholdet i de spedalskes knogler sammenlignede forskerne med en kontrolgruppe på 12 raske individer fra de samme kirkegårde.
Det viste, at 11 af de spedalske havde høje niveauer af kviksølv i knoglerne, mens der ikke var en eneste i kontrolgruppen, der var forurenet med kviksølv. I kontrolgruppen lå kviksølvindholdet i knoglerne typisk på omkring 30 nanogram per gram knogle. For de 11 spedalske lå værdierne på mellem 200 og 550 nanogram per gram knogle. Det viser, at mange syge mennesker på den tid har været i behandling med kviksølv.
Opdagelsen vender op og ned på vores billede af, hvordan datidens læger taklede spedalskhed. Lægerne stod ikke magtesløse og patienterne var ikke prisgivede.
Kaare Lund Rasmussen
Ikke så dumme endda
Datidens læger – de højt uddannede munke i klostrene – har altså haft betydeligt stærkere medicin i skabet, end man hidtil har vidst. Kviksølvforbindelser er nemlig yderst giftige, og de er særdeles effektive til at slå bakterier ihjel¨med. Og da spedalskhed netop skyldes et angreb fra en bakterie, har kviksølv rent faktisk været i stand til at hjælpe de syge.
Det er almindeligt kendt, at nogle byer, f.eks. Odense og Malmø, med stort held forebyggede epidemier af spedalskhed ved at isolere ofrene i et af byens klostre, så de ikke smittede andre omkring sig. Og skulle en spedalsk alligevel forvilde sig ud i byerne, var de udstyret med en lille klokke, der med sin karakteristiske lyd advarede byboerne, så de kunne nå at komme over på den anden side af gaden.
»De nye resultater viser, at lægerne også har haft kviksølv som et våben mod spedalskhed, der kunne komme ofrene til undsætning. Kunsten var at dosere den kviksølvholdige medicin rigtigt, så man kun slog bakterierne ihjel og ikke patienten. Givet i de rigtige doser har kviksølv uden tvivl kunnet hjælpe, og måske ligefrem helbrede, mange af de syge,« siger Kaare Lund Rasmussen.
