Magtfuld elite i Libanon har smadret landet længe inden eksplosionen
Eksplosionen i Beirut er endnu et skub på Libanons nuværende kurs mod afgrunden. En kurs, der i høj grad er lagt af en sekterisk magtdeling, som blev lavet efter 1. Verdenskrig, forklarer to forskere.
beirut_libanon_eksplosioner_magt_elite_korruption_historie

Om eftermiddagen 4. august rystede to eksplosioner den libanesiske hovedstad, Beirut. Anden eksplosion var så kraftig, at trykbølgen smadrede bygninger og blæste ruder ind mange kilometer væk. Et lager med 2.700 ton ammoniumnitrat var detoneret. (Foto: Shutterstock)

Om eftermiddagen 4. august rystede to eksplosioner den libanesiske hovedstad, Beirut. Anden eksplosion var så kraftig, at trykbølgen smadrede bygninger og blæste ruder ind mange kilometer væk. Et lager med 2.700 ton ammoniumnitrat var detoneret. (Foto: Shutterstock)

Allerede inden eksplosionen i Beirut var stemningen Libanon sprængfarlig, og landet stod med en bunke af gigantiske udfordringer, som siden starten af 1990’erne har bygget sig op i Libanon:

  • Stigende magt til terrororganisationen Hizbollah, som er støttet af Iran.
  • Likvideringen af præsident Rafik Hariri i 2005.
  • Flygtningekrisen, som siden midt 00’erne har bragt 1,5 millioner syriske flygtninge til Libanon. Et land, som kun er en smule større end Sjælland, og som i forvejen huser cirka 300.000 palæstinensiske flygtninge.
  • Økonomi. Siden oktober har det libanesiske pund været i frit fald og har tabt 80 procent af sin værdi i forhold til dollaren. De rigeste i landet bliver rigere, mens de fattige og middelklassen bliver fattigere.

Imens gør politikerne ingenting.

»Siden den nye regering trådte til i januar i år (2020, red.), har de ikke kunnet beslutte noget som helst. Hvis du åbner en avis i Libanon, så er det stort set samme nyhed på forsiden hver dag. Nemlig: I dag besluttede vi heller ikke noget,« siger seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen til Videnskab.dk.

3. august trådte Libanons udenrigsminister Nassif Hitti af samme grund tilbage. Han var frustreret over politikernes og regeringens ligegyldighed overfor Libanon og manglende evner til at lave reformer.

Eksplosionen er den sidste dråbe

Eksplosionen i Beirut bliver måske den dråbe, der får bægret til at flyde over hos befolkningen og udløser en magtomvæltning i landet, fortæller Andreas Bandak, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet.

Eller som en af Andreas Bandaks libanesiske informanter sagde, da han ringede til ham dagen efter eksplosionen for at høre, hvordan han havde det:

»Han sagde: Det her kan være det strå, der brækker kamelens ryg,« siger Andreas Bandak til Videnskab.dk.

beirut_libanon_eksplosioner_magt_elite_korruption_historie

Libanesere protesterer mod regeringen og mod korruptionen i landet i oktober 2019. (Foto: Shutterstock)

Magt delt mellem religiøse grupper

Grundlaget for politikernes manglende evne og vilje til at gøre noget ved Libanons mange og meget store problemer skal ifølge Lars Erslev Andersen og Andreas Bandak findes helt tilbage efter 1. Verdenskrig.

Her delte England og Frankrig Mellemøsten mellem sig:

  • England fik styringen over Irak, Yemen og golflandene.
  • Frankrig fik Storsyrien, der blev delt i Syrien og Palæstina og Libanon, som med sin store havn var en vigtig indgang til Mellemøsten.

For at sikre ligestilling mellem de mange forskellige trosretninger i Libanon - der findes i dag 18 anerkendte trossamfund - vedtog man, at alle trosretninger skulle garanteres indflydelse i parlamentet. Indflydelsen skulle svare til, hvor stor en andel af befolkningen en given trosretning udgjorde.

Så man lavede en folketælling fra 1930-32. Den viste, at der var flest kristne og næstflest sunnimuslimer og tredjeflest shiamuslimer.

Derfor skulle kristne have flest pladser i parlamentet. Præsidenten skulle altid være kristen, premierministeren sunni, og lederen af parlamentet shia.

Det fortæller Lars Erslev Andersen.

»Tanken er jo sympatisk nok, men realiteten er, at det har skabt en stat, som ikke kan fungere. Fordi hver gruppe kun varetager sin egen gruppes interesser. Så det er stort set umuligt at lave større reformer til gavn for hele samfundet,« siger han.

Ingen folketælling siden 1932

Da magtfordelingen mellem trosretninger skulle etableres i Libanon efter 1. Verdenskrig, blev der lavet en folketælling, for at sikre at de største grupper fik mest magt.

Dengang var der flest kristne, og derfor fik de kristne flest pladser i parlamentet. Efter borgerkrigen, blev det ændret, så det nu er 50-50, men den mest magtfulde post i regeringen - præsidentposten - er stadig reserveret til en kristen.

Siden har den demografiske udvikling dog ændret befolkningssammensætningen, så der formentlig er flere muslimer end kristne i Libanon i dag. Der har dog ikke været en ny folketælling siden den første. Primært fordi magteliten er bange for, at en sådan tælling kan udfordre deres magtposition.

Kilde: Lars Erslev Andersen.

»Libanon burde ikke kunne eksistere«

Lars Erslev Andersen har forsket i Libanon, og i en videnskabelig artikel fra 2017 konkluderer han blandt andet, at det libanesiske magtsystem skaber en stigende kløft mellem staten og samfundet.

»Jeg plejer at sammenligne Libanon med en humlebi. Den burde egentlig ikke kunne flyve, men det gør den. På samme måde burde Libanon ikke kunne eksistere, men det gør det,« siger han.

En analyse i en videnskabelig artikel fra 2019 konkluderer på samme måde, at en magstruktur som den i Libanon har tre kerneudfordringer:

  1. Den giver stor risiko for fastlåsning og manglende handlekraft.
  2. Den er meget sårbar overfor påvirkninger og indflydelse fra andre lande, som støtter bestemte grupperinger i magtsystemet
  3. Den har svært ved at reagere på krav nedefra fra samfundet.

Skrald, vand, el

Det lyder måske en anelse abstrakt, så lad os tage et par eksempler:

I 2015 udløb aftalen med det skraldefirma, som hentede skrald i hovedstaden, Beirut. Der skulle laves en ny aftale. Men det viste sig at være umuligt for landets regering at beslutte noget. Simpelthen fordi alle grupper var bange for, at andre grupper ville få for meget ud af en aftale med et nyt skraldefirma.

»Det betød, at der i tre-fire måneder om sommeren ikke blev tømt skrald i hele byen. Og der er altså 30 grader i Beirut om sommeren, så det stank helt forfærdeligt. Til sidste kørte man det ud på en stor losseplads nær lufthavnen,« fortæller Lars Erslev Andersen.

Af samme årsag er der problemer med vandforsyning og elforsyning. Fordi politikerne ikke formår at lave en aftale om en holdbar løsning, af frygt for at en anden gruppe får for stor en del af kagen.

»Man kan ikke få det offentlige system til at fungere,« siger Lars Erslev Andersen.

Samme familier sidder på magten

En meget skrøbelig magtfordeling er i Libanon kombineret med voldsomt udbredt korruption og en stærk og rig magtelite, fortæller Andreas Bandak.

»Der er en ekstrem magtkoncentration hos eliten, hvis rigdom ikke bliver påvirket af, at resten af landet sejler,« siger han.

Selv om Libanon officielt er et demokrati, er det de samme familier, der har siddet på den politiske magt i årtier.

»Jeg er 64 år nu, og da jeg startede med at læse for mange år siden, der var det de samme efternavne, man så blandt de politiske ledere, som i dag,« siger Lars Erslev Andersen.

Da hovedstaden Beirut skulle genopbygges efter den libanesiske borgerkrig, som varede fra 1975-1990, blev kontrakter på byggegrunde og byggetilladelser fordelt til den rigeste elite, som også sidder på magten.

»Der blev bygget mere luksuriøse boliger og hoteller, men pengene gik til eliten, ikke samfundet, og de fattige blev skubbet ud af byen,« fortæller Andreas Bandak.

På samme måde har flygtningekrisen ifølge Lars Erslev Andersen faktisk også gjort de rigeste rigere.

»De penge, som er kommet fra EU, der har eliten taget en stor del til sig selv. Så de har tjent på det. Resten af pengene er gået til private og NGO’er, som har forsøgt at lave nogle projekter. Staten har intet gjort,« fortæller Lars Erslev Andersen.

Eliten er glad for status quo

For samfundet vil en ny magtstruktur formentlig være vejen til at kunne lave løsninger og reformer i Libanon. Der har faktisk også være flere optakter til større folkelige opstande, for eksempel efter affaldsophobningen i 2015.

Der gik unge på gaden og demonstrerede mod korruption under faner med ordene YOU STINK.

Men oprøret blev slået tilbage af magteliten, som ikke har nogen interesse i en overgang til et mere moderne demokrati.

Et studie fra 2012, hvor forskere fra Lebanese American University i Libanon har lavet spørgeskemaundersøgelse blandt 572 libanesere fra forskellige religiøse grupper, konkluderer blandt andet, at magtelitens interesser spænder ben for reformer i Libanon.

»Hvis man har en elite, som sidder på alle ressourcerne og på den politiske magt, og som er glad for status quo, hvordan får man så lavet reformer?« siger Andreas Bandak.

Demonstranter i Beirut under 'You stink-demonstrationen'. (Video: VICE News)

Sløseri med 2.700 ton ammoniumnitrat

Hvordan hænger alt dette så sammen eksplosionen i havnen i Beirut?

70 procent af al import og eksport til og fra Libanon går gennem havnen i Beirut. Derfor har eliten selvfølgelig også delt retten til at tjene på havnen mellem sig.

»Der er store interesser på spil i forhold til havnen. Du kan tjene mange penge på at tage forskellige gebyrer for det ene og det andet. Hizbollah havde ansvaret for sikkerheden i havnen. Men der er ingen tvivl om, at politikerne har kendt til det her lager,« siger Lars Erslev Andersen.

At det gigantiske lager ammoniuniumnitrat har kunnet ligge og i en millionby siden 2013 hænger efter hans vurdering formentlig sammen med typisk sløseri fra politikerne side. Ingen har kunnet tjene på at håndtere det sprængfarlige gødningsstof.

 
Borgerkrigen i Libanon

Den libanesiske borgerkrig brød ud i 1975 og var en krig mellem de forskellige grupper og trosretninger i Libanon og palæstinesere, som var flygtet fra Israel.

Flere andre lande (Syrien, Israel, Irak, USA og Iran) støttede forskellige grupper i krigen og deltog også direkte i krigen.

Krigen var lang og ødelæggende, og den gennemsyrer stadig en stor del af det libanesiske samfund og har blandt andet haft indflydelse på, hvordan Beirut blev opbygget efter krigen med skillelinjer mellem kristne og muslimske kvarterer.

Det beskriver den libanesisk fødte professor på Columbia University Hiba Bou Akar i bogen: For the war yet to come - Planning Berit’s Frontiers fra 2018.

»Mange husker krigen, og idéen om, at det kan ske igen, er indgroet i alle. Ingen ønsker en ny borgerkrig. Det gælder på tværs af alle lag, fra de fattigste til eliten,« siger Andreas Bandak.

Ingen ved, hvordan situationen vil udvikle sig efter eksplosionen

Det er umuligt at vide, hvordan situationen i Libanon vil udvikle sig nu efter eksplosionen, som har smadret store dele af et Beirut som endelig var helt genopbygget efter borgerkrigen.

Hverken Lars Erslev Andersen eller Andreas Bandak tror på en ny borgerkrig. Simpelthen fordi ingen grupper i Libanon ønsker det.

»Spørgsmålet er, om det her vil vække folks vrede og måske være startskuddet til at skabe nogle omvæltninger i Libanon. Eller om folk bliver apatiske, fordi de intet har tilbage,« siger Andreas Bandak.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.