Kvinder bliver bedre til fysik takket være simpel skriveøvelse
Alene tanken om, at mænd er bedre end kvinder til fysik, kan få kvindelige studerende til at klare sig dårligere i faget. Men en simpel skrivetest løser problemet.

At skrive om deres egne vigtigste værdier kan gøre kvinder bedre til fysik. (Foto: Colourbox)

At skrive om deres egne vigtigste værdier kan gøre kvinder bedre til fysik. (Foto: Colourbox)

Stereotyper kan have megen magt, også uden at vi rigtig er klar over det.

Det ser f.eks. ud til, at troen på at mænd er bedre til fysik, rent faktisk kan få nogle kvinder til at klare sig dårligere end de burde, fordi de ganske enkelt er bange for at bekræfte stereotypen. De opfatter ubevidst stereotypen som en trussel mod deres identitet.

»Identitetstrusler kan føre til øget angst og bekymring, og bruge tankemæssige ressourcer, som man ellers ville bruge på at lære materialet,« forklarer lektor Tiffany Ito fra University of Colorado at Boulder.

Værdier giver bedre resultater

Hun har sammen med forskere fra Californien fundet ud af, at en simpel skriveøvelse, hvor de studerende skriver et essay om deres egne kerneværdier, kan mindske kvindernes stress og få dem til at yde bedre resultater.

»Selvbekræftelse giver mulighed for at reflektere over personlige værdier, hvilket hjælper til at genetablere en følelse af værdi og værd. Det kan i virkeligheden styrke selvet mod en identitetstrussel,« siger hun.

Forskerne har lavet forsøget i et introduktionskursus til fysik på universitetet med 399 mandlige og kvindelige studerende, hvor halvdelen skrev de selvbekræftende essays.

Efter at have sammenlignet resultater fra prøver under kurset og den afsluttende eksamen, viser det sig, at de selvbekræftede kvindelige studerende klarede sig bedre i prøverne end den anden gruppe. Det gjorde, at flere af kvinderne fik karakteren B i stedet for C. Det svarer til henholdsvis 10 og 7 på den nye karakterskala.

Selvtillid fortsætter efterfølgende

Tiffany Ito mener, at de bedre resultater skyldes, at selvbekræftelsen giver kvinderne mere selvtillid til at håndtere fysik-faget og starter en slags sneboldeffekt.

»De studerende får en øget følelse af værd, som associeres med lektionen lige efter, at selvbekræftelsen foregår. Når den næste lektion kommer, vil denne styrkede følelse af selvet komme tilbage. Det er muligt, at når man har det bedre med sig selv i klassen, er man mere selvsikker i sin egen evne til at forstå materialet. Med tiden vil dette ekstra boost af selvtillid fortsætte som en snebold.«

Effekten af selvbekræftelsen var størst hos de kvinder som var tilbøjelige til at tro på stereotypen, at mænd er bedre til fysik end kvinder. Selvtillidsboostet er altså med til at fjerne den psykologiske forhindring og får kvinderne til at klare sig bedre.

Sneboldeffekt skal give lyst til naturvidenskab

Fakta

SELVE FORSØGET

I første og fjerde uge af det 15 uger lange kursus fik halvdelen af de studerende besked på at skrive et essay i 15 minutter om deres vigtigste værdier. Det kunne f.eks. være forholdet til venner og familie eller at tilegne sig ny viden osv.

Den anden halvdel skulle ligeledes skrive, men om værdier, som slet ikke var vigtige for dem.

Derudover svarede de studerende i et spørgeskema på, hvor enige de var i, at mænd er bedre til fysik end kvinder.

Forskerne håber, at effekten også vil kunne ses i andre sammenhænge og at det kan bruges til at styrke kvinderne indenfor de såkaldte STEM-discipliner (science, technology, engineering and mathematics).

»Dette er et introduktionskursus, som er obligatorisk for studerende på STEM-overbygninger på vores universitet. Vi tror, at hvis man får en bedre oplevelse tidligt i en universitetskarriere, vil det lette læringen i de følgende kurser, som bygger ovenpå dette. Det kan også påvirke deres valg af kurser og gøre dem mere interesserede i at følge flere STEM-kurser,« fortæller Tiffany Ito.

Søges: Kvinder til naturvidenskab

Og netop at få flere kvinder ind i naturvidenskab er noget, som mange forskere og projekter arbejder på at få til at ske i øjeblikket.

Der er nemlig en generel mangel på kvinder i dette område og især i højere stillinger som lektorer og professorer. På europæisk plan er kun 11% af alle naturvidenskabelige professorer kvinder, og kun 22% af lektorerne er kvinder.

Problematikken med de manglende kvinder er så vigtig også politisk, at EU's 7. rammeprogram har finansieret et stort europæisk projekt, som skal bringe flere kvinder til naturvidenskaben, med 2,7 mio. euro. TWiST - Towards Women in Science and Technology - som projektet hedder, har partnere i science centre og i forskningsinstitutioner rundt i Europa.

Forskelligartet talentmasse giver innovation

»At sikre at kvinder er repræsenteret i forskning inden for naturvidenskab og teknologi sikrer en rigdom af diverse og kreative ideer, som er nødvendige for innovation. Twist skal gøre opmærksom på den rolle, som kvinder spiller inden for naturvidenskab og teknologi og fremhæve vigtigheden af, at begge køn er repræsenteret inden for forskning,« fortæller projektleder Sheena Laursen fra Experimentarium, som koordinerer EU-projektet.

Twist tager fat i de unge kvinder endnu tidligere end de amerikanske forskere har gjort.

»Vi prøver at fange børn og deres forældre, inden de tager beslutning om studievalg. Experimentarium kan i den forbindelse være en platform, hvor unge, som står foran at vælge deres fremtidige uddannelser, får mulighed for at møde og komme i dialog med kvindelige forskere. Både drenge og piger, kvinder og mænd har brug for at opleve kvindelige rollemodeller og se, hvad de kan,« siger Sheena Laursen.

Ifølge Sheena Laursen handler det i Twist om gennem udstillinger og aktiviteter at sætte fokus på pigerne, deres kompetencer og muligheder og på den måde ændre stereotyper, som kan afholde dem fra at vælge den naturvidenskabelige vej.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.