Kvalitativ forskning: Når ansigtsmimik udskiftes med smileys

BOGUDDRAG: Dette er et redigeret uddrag fra bogen ‘Metodefetichisme – kvalitativ forskning på afveje’.

I de seneste årtier har der været en stigende erkendelse af, at internettet involverer nogle former for rumlighed og interaktion, som kræver mere end blot småjusteringer af veletablerede metoder i social‐ og humanvidenskabelige studier.

Selvom det er muligt at observere online‐interaktioner, udføre interviews i virtuelle rum eller at analysere de forskellige artefakter, der opstår, når mennesker engagerer sig i online‐hverdagskommunikation, så er netværkets kulturelle praksis karakteriseret ved at være en ‘game changer’.

Nok så væsentligt, så udpeger internettet nogle helt generelle svagheder ved kvalitativ metode.

Men hvordan fejler traditionelle, kvalitative metoder i internetstudier, og hvorfor er det så vanskeligt at gennemføre en innovativ metodeudvikling?

Ansigt-til-ansigt-kontakt ophører

Da internettet blev offentligt tilgængeligt i de tidlige 1990’ere, skabte det grundlag for undersøgelser knyttet til cyberspace, virtualitet, digital kultur og computermedieret kommunikation.

Alt dette så umiddelbart ud til at indvarsle afgørende forandringer i vores opfattelser af, hvordan selvet, fællesskaber, sociale strukturer, nationalitet og demokrati praktiseres og begribes.

Den indledende udfordring for human‐ og samfundsvidenskabelige forskere var at beslutte sig for, hvordan online liv skal studeres.

Eksempelvis, og måske mest oplagt, vil bestræbelsen på at studere deltagere i virtuelle, ikke‐fysisk situerede kontekster fjerne basal information om kroppen.

Hvad enten det er tekst- eller avatarbaserede kontekster, vil det udfordre vores visuelle sanselighed.

Mere specifikt udfordres den fysiske sanselighed, som vi forskere traditionelt har gavn af under vores interaktioner med deltagerne.

Det grænsefrie rum

Disse og en række andre udfordringer har gjort sig gældende i nogen tid.

For at forstå, hvad der er forskellen på digitale, sociale kontekster og fysisk situerede, analoge kontekster, er det nødvendigt at udfolde de ressourcer, hvorigennem digitale sociale kontekster og interaktioner understøttes.

Enhver kontekst, der involverer personer, teknologier og internettet, involverer også sammenvævede netværk af forbindelser samt lagdelt betydning, der overskrider det selvfølgelige eller det iagttagelige.

Undersøgelsesstederne er ikke længere fikserede eller geografiske steder, men ad hoc og informationsbaserede, fordi digitale teknologier tillader, at udsnit af konteksten kan agere frit i forhold til geografisk placering.

Grænserne for ethvert undersøgelses-’felt’ er på samme måde uden binding.

Tiden kan standses – og startes igen

I enhver digital kontekst opfattes tid i mindre grad som et fast begreb end som en bøjelig variabel.

Mens vi, retrospektivt, kan sætte vores (og andres) liv ind i et lineært tidsflow, tillader den digitale (synkrone, asynkrone eller en kombination af begge) karakter af mediebrug os at tage for givet, at vi kan stoppe eller starte tiden.

Hvis vi anvender tekstbaserede medier som f.eks. e‐mail, chat eller sms, kan vi afbryde en ytring, mens den er ved at blive dannet, for at overveje eller redigere i den, inden vi aktiverer ‘send’‐knappen for at sende ytringen til en anden person.

Interaktioner kan stoppes og påbegyndes igen og igen, så øjeblikket kan gentages eller genopleves.

På den anden side kan tid virke som en ukontrollabel variabel, eksempelvis når vi forventer, at en sms straks når frem til en andens mobiltelefon, hvor den mellemliggende teknologi enten forsinker transmissionen eller modtagelsen af beskeden.

Metoder er baseret på fysisk tilstedevær

I tillæg til at adskille fysisk og social tilstedeværelse og forandre den måde, tiden bliver brugt på, kræver internettet også af brugerne, at de aktivt og samtidigt deltager i mangfoldige aktiviteter for at opnå selv den mest simple form for menneskelig adfærd, f.eks. tale eller bevægelse.

Ens sociale eksistens er ikke bare social agens, men også en teknisk kunnen, knyttet til alle mulige samspil med aggregater, tastaturer og en lang række teknisk avancerede platforme.

Mange metoder passer ikke særlig godt ind i digitale kontekster, fordi de er lavet med henblik på at blive anvendt i fysiske sammenhænge med kropsligt situerede individer snarere end til studier af social interaktion og praksisser i netværk og informationsflows.

Vi kan fint indsamle bjerge af digitale bits og information, men kvalitative metoder blev udformet som et godt redskab til at udforske fysiske atomer: Betydningen af et nik, rigdommen i interaktioner, dybden af kulturelle praksisser.

Det er alt sammen noget, der kun kan studeres gennem tilstedeværelse, hvor man er involveret og analyserer i tidslige forløb.

Dårlige metoder kræver dygtige forskere

Som et mindstemål skal den kvalitative onlineforsker tilpasse interviewmetoden til asynkrone eller rene tekstsammenhænge, udføre deltager‐observationer af geografisk adskilte, netbaserede informationsflows og forsøge at indkapsle globalt distribuerede, kulturelle praksisser.

En række forskere har succesfuldt tilpasset og anvendt kvalitative metoder i digitale kontekster.

Det skal dog ikke tolkes, som om deres succes skyldes gode metoder, snarere at de er gode forskere!

Man skal ikke læse det forrige udsagn som et forsøg på at være smart, men i stedet som udtryk for en vigtig pointe: God forskning er drevet af spørgsmål og processer, ikke af metoder!

Udviklingen af kvalitative metoder er svær, hvis man ikke allerede besidder en stærk metodisk kernefaglighed.

Et positivistisk problem

Det har vist sig som en afgørende faktor i sammenhæng med studier af det digitale felt, hvor flere nytilkomne forskere møder feltet uden en veludviklet kernefaglig erfaring fra andre områder.

Metodetilegnelse er udfordrende, ikke mindst når der er tale om et dårligt match mellem metoden og kontekstens kompleksitet.

Den slags situationer kan endda blive ekstra komplicerede af dårligt afstemte forventninger i forhold til eksterne interessenter såsom finansielle organer, politiske institutioner eller vejledere.

Vi kunne forholde os til alle disse emner på vanlig maner ved at formulere et sæt af ‘best practices’, der skal tilpasse traditionelle metoder til nogle digitale kontekster.

Imidlertid stikker problemet, for os at se, dybere end blot at justere metoderne, så de passer ind i nye eller komplekse kontekster.

Udfordringerne ved at udføre kvalitativ forskning i digitale kontekster er uden tvivl blevet tydelige som følge af internettets fremkomst.

Mere generelt er udfordringerne blevet tydelige, fordi de typiske praksisser, der forbindes med kvalitativ forskning, er solidt indlejret i hypotetisk‐deduktive eller positivistiske undersøgelsesrammer.

Bruddet med naturvidenskabens lovmæssigheder

Når der tales om metoder i naturvidenskaber, er det ofte forbundet med en eller anden form for antagelse om korrespondens med eller repræsentation af naturen. Omend det kan opfattes som en stereotyp, kan man spore det, videnskabsfilosoffen Arthur Fine for nogle år siden betegnede som ‘den naturlige ontologiske attitude’, NOA, i forskernes selvforståelse.

Der hersker således en forventning hos dem om, at der selvfølgelig er en naturlig verden ‘derude’, som forskerne kan undersøge og lære noget om for at skabe solid videnskabelig viden.

At abonnere på NOA medfører bl.a., at man i et eller andet omfang forudsætter sådan noget som videnskabelig rationalisme, realisme og individualisme.

Stereotyp eller ej kan karakteristikken, i vores øjne, tjene til at indkredse den kvalitative metodes fastlåste position.

Ikke mindst siden midten af 1800‐tallet, med etableringen af universitære og fakultære humanistiske forskningsinstitutioner, har tilhængere af naturvidenskab og tilhængere af de dengang nye humanvidenskaber været i strid om videnskabelige idealer og genstandsfelter.

Humanisternes argumentation om genstandens – menneskets – særlige karakter ledte til et omfattende brud med naturvidenskabens idealer og metoder.

Begreberne om de ideografiske, fortolkende videnskaber, der studerer og beskriver enkeltstående åndsfænomener, blev sat over for de nomotetiske, lovopstillende videnskaber, der studerer og forklarer det almene i naturen. Mere kontrastfyldt kunne det dårligt sættes op på den tid.

De ‘hårde’ og ‘bløde’ videnskaber genforenes

En markant genoptagelse af forbindelsen mellem de ‘hårde’ og de ‘bløde’ videnskaber blev etableret adskillige år senere, denne gang med sociologien som igangsætter.

Via Thomas Kuhns (1970) inddragelse af historisk metode i studiet af naturvidenskabelig erkendelse i 1960’erne var der blevet skabt en spirende åbning for en ny tendens i studiet af naturvidenskab.

Den nye tendens udsprang af sociologiske erkendelsestraditioner med en radikal tiltro til den sociale verdens primat og virkelighed.

Vi foreslår at benævne denne tiltro gennem en anden stereotyp: ‘Den sociale ontologiske attitude’, SOA, for at skabe en produktiv kontrast til NOA.

Det vil sige, at human‐ og samfundsvidenskabelige forskere deler en forventning om, at der selvfølgelig er en social verden, og den bør undersøges med henblik på at forstå grundlaget for videnskabelig viden – ikke mindst om forbindelser mellem videnskabelige udsagn og sociale gruppers interesser.

Denne radikale tillid til den sociale verden udviklede sig i 1970’erne til et særligt sociologisk ståsted, kendt som Sociology of Scientific Knowledge, SSK.

David Bloor formulerede herunder det såkaldte ‘strong programme’, der rummer en række normer for, hvordan samfundsforskere kan studere produktionen af naturvidenskabelig viden. SSK foreslog kollektivisme, konventionalisme og kontingens i kontrast til NOA’s værdisæt.

Argumentationen var mere eller mindre, at den sociale verden er den basale årsag til gruppers overbevisninger om den naturlige verden.

Som Barry Barnes understreger, kan man se SOA’s punkt for punkt‐modsætning til NOA (individualisme versus kollektivisme, realisme versus konventionalisme og rationalisme versus kontingens) som en forankring af de værdier, der allerede er indlejrede i NOA.

Den begrebslige ramme, som er etableret af NOA‐tilhængere, anerkendes med andre ord af SOA‐støtter som den ramme, de bør definere sig i modsætning til.

I videnskabsteoretiske termer er SOA ‘negativt defineret’, fordi den er etableret som modpol til en anden position, NOA.

De positive værdier, der også findes i SOA, kommer til at spille en mindre rolle i tilhængernes værdisæt, fordi de ikke på forhånd er defineret uafhængigt af modpolens værdier.

Fysikken er fraværende på nettet

Kompleksiteten i internetmættede og digitalt medierede situationer kræver nogle tilgange, der favner kompleksitet, snarere end (over)forsimpler dem.

Hvis vi støtter os på traditionelle rammer for metoder såsom deltagerobservation, interviews eller diskursanalyse, risikerer vi at miste evnen til at kæmpe ind i denne kompleksitet.

Disse metoder er fokuserede på individer som analysens genstand – individer, der skaber adskilte analyseenheder, f.eks. ytringer i et kontrolleret interview eller bevægelser og adfærd i en stedfæstet situation som eksempelvis et klasselokale, et hjem eller et andet fikseret sted.

Men dette kan ikke længere indkapsle erfaringsrummet i kulturer, der er præget af bare den mindste grad af elektronisk teknologianvendelse.

Identitet og kultur har altid været bundet sammen med information snarere end med kroppe.

Hver gang vi bruger internetteknologier, sætter vi os ud over vores fysiske begrænsninger. Alt, hvad vi erfarer, er selvfølgelig bundet til vores kroppe, men det modsiger ikke det forhold, at det stof, vi anvender for at identificere os over for andre, er informatisk og digitalt, hvilket betyder, at det kan formes på uendelig mange måder.

Vi er flere, der tager dette vilkår for givet og gør brug af diverse strategier over for andre for at lave forskellige udgaver af os selv eller for, i så høj grad som muligt, at danne det informationsflow, der kan influere på, hvordan andre ser og opfatter os.

Oversætteren er en forræder

Enhver aktør oversætter facts og artefakter, så de passer med aktørens egne projekter og interesser, siger Latour.

Udsagnet er en påmindelse om det italienske udtryk: ‘traduttore, traditore’: Oversætteren er en forræder.

Translation betød oprindeligt at overføre eller flytte noget. At forstå, hvad der er tilfældet i en ny situation, er det samme som at ‘ommøblere’ situationen gennem nogle specifikke ord, dvs. at oversætte situationen, så jeg kan tage del i den på en meningsfuld måde.

De nuværende relationer kan meget vel være stabile, men hvis nogle af relationerne modificeres, skæres væk eller nye tilføjes, erstattes stabiliteten af uro og dynamisk forandring.

Stabilitet, og ikke uorden, er undtagelsen ifølge Latour, men de fleste samfundsforskere overser dette som følge af det moderne ideal om at søge efter orden og homogen virkelighed.

Egenskaberne ved det, der opfattes som Web 2.0, kombineret med det allestedsnærværende internet og i særdeleshed mobile apparater, understøtter sociale verdener, som i stigende grad overlapper hinanden.

I den slags netværksunderstøttede kontekster, hvor teknologi og mennesker spiller forskellige roller på mangfoldige scener, ofte samtidigt, er orden og parsimoni ikke bare en undtagelse, men en overforsimpling.

Selv forskere, der hævder at være non‐modernister, men dog fastholder troen på de traditionelle metoder, de har del i, vil muligvis fortsætte med at lede efter ordensprægede, stabile relationer og mønstre i deres empiriske studier.

Når de finder dem, bevarer de deres tillid til, at verden i store træk er stabil og ordnet; det er uorden, der bør forklares!

Denne konserverende forventning er kilde til en basal metodemæssig bekymring, vi har, angående aktuelle Web 2.0‐kontekster, fordi den modernistiske forsker, der er fastholdt i diffusionsmodellens logik, vil forvente, at de involverede metoder fungerer som redskaber, der kan vise vej til virkelighedens stabile strukturer.

De vil søge efter orden i en verden, der på anden vis fremtræder, og også er, uordentlig.

Internettet trækker konflikten mellem en diffusions‐ og en translationstilgang op til overfladen, mest tydeligt gennem det fejlagtige match, der opstår, når forskere – låst fast i deres discipliner – synes ude af stand til at dreje deres fetichramte blik væk fra standarder og praksisser, der tydeligvis ikke passer til internet‐konteksterne.

Betoningen af traditionelle metoder til dataindsamling er blot et lag af denne disharmoni. Betoningen af at identificere, forstå og beskrive ‘helheden’ som en helstøbt, sammenhængende eller fikserbar entitet udgør et andet lag.

Aktører er netværk

Som Latour har fremført i årenes løb, er individet i den sociologiske analyse ikke bare indlejret i netværk, men er samtidig selv et netværk eller en kæde af forbindelser.

Når kommunikationen deles op i digitale over for analoge former, udgrænses vores udtryk og adfærd fra deres oprindelige kontekst.

Den information, vi transmitterer som en del af hverdagslivet, kan rejse længere end sin oprindelige ydeevne, og den vil opnå et socialt liv i sin egen ret. Information om os kan flyttes rundt, manipuleret og omskrevet af andre entiteter.

Vi kan forsøge at styre dette informationsflow (eller vores egen informatiske identitet) ved at kontrollere, hvad der foregår i offentlige datasfærer.

Den slags informationsudsnit kan forekomme overkommelige at styre, ikke mindst, hvis det foregår i et forholdsvis afgrænset interface som Facebook eller en blog.

Men i modsætning til fysiske interaktioner, som især yder flygtige udtryk, der enten er givet eller taget, så forsvinder digitale interaktioner aldrig.

Den slags udtryk kan ignoreres eller glemmes, men enhver avanceret søgemaskine kan frembringe en midlertidig fiksering eller “a grab”, som Senft (2008) har betegnet det, hvorigennem en specifik version af vores ‘selv’ kan genskabes af andre.

Selvet kan således kompileres på adskillige ad hoc‐måder på tværs af platforme og søgninger og på den måde skabe en øjeblikkelig identitet for enhver, der søger, måske, men ikke nødvendigvis med nogle få attributter, der går på tværs af de enkelte beskueres billeder.

Adfærd på nettet er et spejl af os selv

Alle disse assemblager kan også være skjult for os gennem de interfaces, vi benytter, og af de infrastrukturer, hvori de virker. Et museklik, som accept af en platformsfunktion, kan samtidig være skjult for os af det interface, vi anvender, og den infrastruktur, som funktionen virker i.

Et enkelt museklik, som accept af et træk ved en platform som Facebook, kan lede hen til en afsluttende ‘friktionsfri’ deling af alle deltagerens online‐aktiviteter, således at vennernes venner ved, hvilken musik der er lyttet til, hvilke nyhedsartikler eller blogs der tilsyneladende er blevet læst, alt sammen uden deltagerens viden, fordi den enkelte bruger sjældent, om ikke aldrig, ser sin egen profil fra en vens eller en fremmeds perspektiv.

Et andet levende eksempel på dette ses i, hvordan marketingsfirmaer sporer vores forskellige online‐aktiviteter, analyserer informationsindholdet og flowet, således at de bliver i stand til at frembringe særlig målrettede, individualiserede reklamer.

Disse reklamer kan til tider forekomme næsten som spejle, der reflekterer vores ideer tilbage på os selv.

Skabt alene gennem algoritmiske computerbehandlinger af vores informationsflows, viser præcisionen i den slags reklamer, i hvilket omfang kropsligheden og selvet kan forstås som kompositioner af attributter.

Nogen vil måske spørge, hvordan vi skal tilpasse de kvalitative metoder, så de kan håndtere disse situationer?

Spørgsmålet er dog helt forkert stillet. Hvis vi fokuserer på værktøjerne, vil vi arbejde hen mod, at de bliver tilpasset den nye situation.

Det vil have en vis effekt. Men fokus på værktøjet og metoden har haft en tendens til at trække opmærksomheden væk fra det forhold, at kvalitativ metode aldrig i sin oprindelige sammenhæng var tiltænkt at skulle være værktøjsdrevent.

Dette er først og fremmest et attitude‐anliggende og peger hen på, hvordan metoder helt grundlæggende fetichgøres.

Når ansigtsmimik udskiftes med smileys

Tænk for eksempel på praksis i forbindelse med det kvalitative interview.

Ser man på, hvad der er nødvendigt for at tilpasse dette analoge værktøj til en digital kontekst, illustrerer det ikke bare den dårlige pasform, men også svaghederne ved interviews som en tilgang til, helt overordnet, at vide noget.

Undtagelsen er, når det anvendes på en induktiv, refleksiv måde snarere end som en ligefrem model eller skabelon til at begribe situationen.

Når en person interviewes online, bliver det øjeblikkelig tydeligt, at der mangler en række paralingvistiske stikord eller antydninger, som man typisk gør brug af for at vurdere og bedømme andre personer.

Man kan ikke se, hvad den anden person har på, om hun er rastløs eller urolig under interviewet, eller om hun ser forvirret ud over spørgsmålene.

Onlineinterviewet yder selv en række nye paralingvistiske antydninger, hvoraf nogle af dem tydeligvis skal erstatte mødet ansigt til ansigt, ikke mindst emoticons, dvs. billedlige repræsentationer af ansigtsmimik i mangel af kropslige udtryk, f.eks. :‐).

Andre former for paralingvistisk adfærd kaster mindre tydelige antydninger og spor af sig til forskeren, herunder skrivehastighed, grammatik og stavning og (mangler i) beherskelse af det skrevne sprog.

Disse særlige antydninger og spor anvendes utvivlsomt i fortolkningen af den person, der interviewes, men de afslører samtidig, at vi bruger mange stereotyper til at fælde domme over mennesker, ofte ubevidst, og helt uafhængigt af svarets indhold.

Interviewets svagheder

Interviewets svagheder gør sig stadig gældende, fordi vi ikke for alvor gennemfører virkelig kritiske undersøgelser af denne forsknings praksisformer og endnu mindre dens svagheder.

I stedet for at oversætte vores søgen efter betydning så den passer med den nye kontekst, prøver vi på at tilpasse de nye situationer til reificerede og sedimenterede forskningsmodeller.

Hvis vi i stedet prøver at forstå de digitale rum og rammer ved at anvende Latours translationsmodel, kan vi også få blik for de konkrete præmisser, der omslutter interviewet som en handlingspraksis.

Vi kan derigennem begribe, at interviewets formål opfyldes gennem en uafsluttet interaktion mellem forsker og agent for at frembringe nogle detaljer om en situation, der ikke kan bringes frem alene gennem observation.

Afhængigt af kontekstens kompleksitet skal forskerens kreativitet således rettes mod at finde spor af den type information.

Det kan meget vel være, at en bestemt undersøgelses målsætning bedst kan opnås gennem interviews, men den afgørelse må træffes induktivt, ikke deduktivt.

Interviewet er blot én blandt en række teknikker, der gør en radikal gentænkning nødvendig.

Det er ikke for at sige, at vi skal genopfinde metoder. Snarere at vi er nødt til at genoverveje, hvad der ligger under de traditionelle anvendelser af metoder, for at finde en bedre resonans med aktuelle, digitale kontekster.

Ser vi atter på ideen om det informationelle, netværksbaserede selv, er det tydeligt, at de gængse værktøjer ikke lever op til den kompleksitet, der findes i de nye kontekster.

Det er ligefrem sådan, at traditionelle metoder, hvor disciplinerede og udspredt fra et usynligt oprindelsessted de end måtte forekomme, afføder en fejlagtig fornemmelse af, ‘hvordan tingene i virkeligheden’ hænger sammen: Selvom verden umiddelbart kan virke netværksbaseret og forvirrende, så er den, nedenunder alt dette kaos, ordentlig og – hvis vi bliver i stand til at identificere og isolere variablerne præcist nok – mulig at fatte, forstå eller forklare.

Vi vil selv hellere spørge: Uanset om verden er uordentlig, bedømt ud fra metodologiske standarder, betyder det så, at den ikke er meningsfuld eller beboelig for sine indbyggere?

Kunne det tænkes, at uordentlig er l’ordre du jour? Hvorfor skal et fravær af ordnende konklusioner være et problem?

Afmontering af metoderne

Til trods for erkendelsesmæssige udviklinger gennem flere årtier i modsat retning advares forskere stadig, på mere eller mindre raffi‐ nerede måder, om, at de bør lade metoderne lede deres undersøgelser, de bør fastholde en eller anden form for objektivitet, og de bør ikke blive (alt for) ‘indfødte’.

Forskeren fremstår, i det lys, enten som en datakontrollør eller som en passiv portal, der forbinder data og fund.

Den slags dybe ideologier om, eller indramninger af, hvad forskning går ud på, gør det svært at udforske de kreative muligheder for at forstå kompleksiteten af indvævet, medialiseret og virtuel erfaring.

Annette Markham har foreslået, at man opfatter metoder som en kollaborativ, generativ proces mellem mange aktører i en situation.

Hendes forslag indbefatter både fænomenet, forskerne, metoderne, spørgsmålene og en lang række andre situationsbestemte ‘faktorer’, som hver især spiller ind på den betydningsgivende proces.

Forskningssituationens dynamik indebærer, at bestemte aktører vil være mere fremtrædende i at vedligeholde en bestemt ‘effekt’ eller ‘affekt’ i forhold til de betydninger, der emergerer igennem forskningssituationen.

Deltagerne kan eksempelvis spille en mere fremtrædende rolle, mens forskerne interagerer med dem.

Senere kan en kaffeplet på en side i en forskers notesbog fremkalde en dybtliggende erindring om feltet og tilskynde til en ændring af forskerens fortolkningsramme.

Sensibilitet og uregerlighed skal ikke maskeres

En algoritme i noget netværks‐’mapping’‐software kan have en direkte indflydelse på, hvordan data fremvises.

Med hver eneste ny visualisering transformeres betydninger. Som Latour har bemærket, vil aktørers selvstændighed og agens være dynamisk og foranderlig.

Det afhænger af situationens mange variable relationer, hvoraf ikke alle kan erkendes eller forstås af forskerne.

Det bedste, vi kan gøre som forskere, er at deltage i den fortløbende dynamik som en slags samtale i erkendelse af vores egen rolle – herunder en forståelse af, at vi på et eller andet tidspunkt ikke har så mange valg, som vi tror.

Vi kan tillige ønske os, at vores metoder udpeger en retning eller styrer undersøgelsen.

Men fordi metoderne kun er én slags aktører i en dynamisk, fortløbende og betydningsskabende proces, må de oversættes og tilpasses hen ad vejen sammen med alle de andre aktører.

Kort sagt, hvis man medtænker den vedvarende dynamik i alle disse aktiviteter, bliver undersøgelsens kollaborative, generative, ja, ligefrem uregerlige proceskarakter mere tydelig.

Mens vi overvejer nogle kreative principper, hvorigennem vi kan bryde fri af metodefetichismen, kan vi prøve at tænke på undersøgelser som en række af praksisser, der konstant ændrer sig, og i hvilke vi bruger alle mulige metoder, efterhånden som de behøves, set fra det sted, hvor vi står nu.

Denne foranderlige sensibilitet eller uregerlighed er ikke en svaghed, der skal overkommes eller maskeres af den videnskabelige metodes grammatik.

I stedet er det en meningsfuld og provokerende model, ja, et ideal for, hvordan de dynamiske forbindelser mellem forskere, data, deltagere, undersøgelsens logistik, undersøgelsens hverdagspraksisser, forskerens metoder og konstruktionen af akademisk viden kan præsenteres.