Kun hver femte børnemisbruger er pædofil
I de seneste 10 år er vores holdning til børnemisbrug blevet radikalt fordømmende - også selvom kun 20 procent af børnemisbrugerne rent faktisk kan kaldes pædofile.

Mange pædofilidømte er seksuelt tiltrukket af andre end børn, men mener, at børnene har forført dem. Det fortæller en forsker, som pointerer, at de derfor ikke er pædofile i klinisk forstand. (Modelfoto: Colourbox)

»De er syge i hovedet,« siger vi hovedrystende, når aviserne skriver om pædofiles overgreb på børn.

Men for lidt mere end 10 år siden var pædofile faktisk ikke blandt de værst tænkelige forbrydere.

»Først i 1997 bliver de udpeget som folkedjævle,« fortæller Karen Pallesgaard Munk psykolog, ph.d. og lektor ved center for Sundhed, Menneske og Kultur ved Aarhus Universitet. Hun udforsker den kulturhistoriske baggrund for holdningen til de pædofile.

»Folketinget vedtager i 1997 et lovforslag, som giver retten mulighed for at idømme børnekrænkere en behandlingsdom. Dette, mener jeg, er kulminationen på en udvikling, hvor seksualitet er blevet et anliggende for psykiatere og dermed lægestanden. Det er tankevækkende,« mener Karen Pallesgaard Munk.

Mange er ikke 'rigtige' pædofile

Karen Pallesgaard Munk fik i 1997 til opgave at interviewe de personer, som var blevet dømt for seksuel omgang med mindreårige, før og efter en behandlingsdom.

Det arbejde har bl.a. fået hende til nærmere at undersøge den måde, børnekrænkerne - som hun kalder dem - fremstilles på i medierne. Og den stemmer ikke overens med hendes erfaringer med de børnekrænkere, som hun har talt med.

»Der er en tendens i pressen til at bruge pædofilibegrebet alt for ukritisk. Pædofili er en psykiatrisk diagnose med nogle ganske bestemte kriterier, bl.a. at man kun tænder på børn. Det er der mange af de dømte, der ikke gør,« fortæller hun og uddyber:

»For det første er det ikke rigtigt, at alle børnekrænkere er blevet misbrugt som børn. For det andet er det kun en femtedel ud af de 20 børnekrænkere, jeg har interviewet, som er pædofile i streng klinisk forstand forstået på den måde, at de kun er seksuelt tiltrukket af børn.

Litografi af sodomist, også kaldet zoofilist. Kunstneren er Édouard-Henri Avril, også kendt som Paul Avril.

Adskillige af de interviewede børnekrænkere hævder, at de blev forført af børnene og benægter, at de er tiltrukket af børn generelt. Vi kan så ryste på hovedet af, at de ikke kan se, at de ikke er jævnaldrende med børnene. Men det kan de ikke i deres selvforståelse,« forklarer Karen Pallesgaard Munk.

Bøsser var forbrydere

I starten af 1800-tallet begik sodomisterne - de, der har sex med dyr - en forbrydelse mod Guds love med deres afsporede seksualitet. Sodomisterne udlevede en seksualitet, hvis formål ikke var at sætte børn i verden. Det var nedbrydende for et samfund, hvor stat og kirke endnu ikke var adskilt.

Senere hen blev de homoseksuelle, primært bøsserne, udsat for offentlig fordømmelse og kriminalisering.

»Man var bange for, at man kunne oplære unge uskyldige drenge til en afsporet seksualitet, som ville være samfundsnedbrydende, fordi det ville underminere ægteskabet,« konstaterer Karen Pallesgaard Munk.

Syg seksualitet

Darwin blev brugt til at argumentere for, at afvigende seksualitet var naturstridigt. Darwin beskriver i sit værk 'The Decent of Man an Selection in Relation to Sex' arternes kamp for at finde sig en mage med det formål at parre sig for at sætte afkom i verden.

Senere kommer den tysk-østrigske psykiater Krafft-Ebings værk 'Psychopatia Sexualis' til; en klassifikation af sygelige og perverse former for seksualitet.

»Denne seksualitetsforståelse bliver benyttet som målestok for, hvilken type seksualitet der er naturlig, og hvilken der er afvigende og syg. Den type seksualitet, der ikke kan føre en graviditet med sig, er syg, afvigende og pervers.«

»Dermed er vejen banet for lægestandens behandling af seksuelle afvigere, hvor behandlingsdommene, de pædofile får, blot er sidste skud på stammen. Jeg ser det som statsdisciplinering af en seksualitet, man ikke bryder sig om,« siger Karen Pallesgaard Munk.

En skammelig slutning: Biskop Atherton blev i 1640 hængt for sit homoseksuelle forhold til John Childe, der blev hængt ved samme lejlighed.

»Derudover skal man huske, at der ikke er noget monster uden et offer. Hele offerfænomenet træder i kraft. Vi kan faktisk ikke være sikre på, at alle børn oplever alle overgreb som, ja - overgreb. Måske er der nogen børn, som slet ikke har opfattet det som noget forkert. Men når alle børnekrænkere udstilles som syge monstre, så lærer alle børn, der er blevet udsat for et seksuelt overgreb, så at sige at se sig selv som offer,« mener forskeren.

Vi overgiver børnene i andres varetægt

Karen Pallesgaard Munk understreger, at hun ikke forsøger at tage pædofili i forsvar.

»Men vores viden om børnekrænkere er mere nuanceret, mens man har en tendens til kun at benytte monster- og offerterminologien i medierne. Jeg mener, man gør det, fordi vi afgiver kontrollen for vores allerkæreste og dyrebareste,« siger Karen Pallesgaard Munk.

Ifølge Karen Pallesgaard Munk er én af forklaringerne på den moralske panik, som hun kalder debatten om pædofile, at vi overlader vores ønskebørn, vores altoverskyggende lykkeprojekter, i andres varetægt for at gå på arbejde.

Derved afgiver vi en stor del af kontrollen over vores uskyldige børn, som skal modtage omsorg fra fremmede mennesker, som får betaling for det.

»Den amerikanske forfatter John Gillis siger det meget rammende: Vi har aldrig været så lidt sammen med vores børn og aldrig talt så meget om dem. Så vi er jo frygteligt bange for, at der skal ske dem noget, når vi ikke er der til at passe på dem. De pædofile er vor tids trolde og hekse, som ligger på lur og vil tage vores dyrebareste eje,« mener hun.

Børn er ikke længere uskyldige

Ved at fokusere så meget på børnekrænkerne, tager vi uskylden fra børnene, mener Karen Pallesgaard Munk.

De pædofiles aktiviteter på internettet har gjort, at vi f.eks. ikke kan tage billeder af vores børn i svømmehallen. De pædofiles seksualiserede blik ligger og lurer overalt, hvilket gør at vi tager det blik på os.

(Modelfoto: Colourbox)

»Børn er ikke længere uskyldige og aseksuelle. Vi forestiller os, hvordan en pædofil vil se vores børn, og så tager vi vores forholdsregler. Det uskyldige barn er ved at forsvinde. Vi får et modsætningsfyldt forhold til børns nøgenhed, og vi sætter nogle kontrolinstanser i værk, som går i selvsving.«

Børnene blev holdt udenfor

Tager man de historiske briller på, så kan man se, at man tidligere har tacklet pædofilisager på en anderledes diskret måde.

Historiker Ning de Coninck-Smith fra Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) beskriver i bogen 'Skolen, Lærerne, Eleverne og Forældrene', at man benyttede en politik, som hun beskriver som »diskret og mild«.

Hvis en lærer var lidt for glad for børnene, og hvis lærerens opmærksomhed blev ved med at bekymre forældrene, fyrede man ham, sendte ham på pension og satte ham på den sorte liste, så han ikke kunne blive ansat som lærer andre steder. Men man sagde ikke noget til børnene.

En anden tid

Det er uvist, om det var af hensyn til børnene, eller om det var af hensyn til skolen eller til læreren, eller om det var noget, man helst ønskede at tie det ihjel.

»Selvfølgelig kan vi få en større forståelse for pædofili og seksuelle overgreb mod børn ved at tage de historiske briller på, men vi kan ikke overføre det til vor tid,« mener Ning de Coninck-Smith, lektor på DPU.

»Både børn og kvinders lod var en anden i tilbage i historien, end den er nu. Det er muligt, at visse handlinger ikke opfattedes som krænkende i fortiden, men det opfattes krænkende nu, og det er det, vi skal forholde os til. Så seksuelle handlinger mellem et barn og en voksen opfattes nu som et overgreb mod barnet, og det er vores udgangspunkt,« konstaterer hun.

Om behandlingsdomme for seksuel omgang med mindreårige

Hvis man dømmes skyldig i seksuel omgang med mindreårige, men der ikke har været tale om vold eller tvang, kan man idømmes en betinget behandlingsdom. Det betyder ofte, at man indkvarteres i en af kriminalforsorgens pensioner, hvor man typisk bor i 6 måneder.

Samtidig starter den ambulante behandling med en 'assessmentperiode', hvor behandlerne skal få et detaljeret indtryk af den dømte. Dvs. en periode, hvor den dømtes forhold bliver kortlagt. Man ser bl.a. på, om der er sociale problemer, har den dømte svært ved at omgås andre, er der f.eks. tale om et alkoholmisbrug eller lignende? Dømtes stærke og svage sider kortlægges, livsforløb bliver tegnet op, og vedkommendes psykologiske profil kortlægges.

Derpå følger et kognitivt psykoterapeutisk forløb, hvor dømte bl.a. ser på, hvad der førte til overgrebet. Hvilke mekanismer går i gang, og hvad kan dømte gøre for at forhindre det sker igen?

Dømte indgår herefter i en længerevarende terapi, ofte i grupper. Her inddrages også psykodynamiske behandlingsmetoder, hvor man ser på dømtes følelsesmæssige relationer. Behandlingsdommen løber over to år, hvor dømte møder op på et af Danmarks tre behandlingssteder en gang om ugen.

Det er altid muligt for den dømte at fortsætte i behandlingsforløbet efter de to år eller komme tilbage på et senere tidspunkt. Det tilbud er der en lille gruppe, som tager imod.

Kilde: Overlæge Ellids Kristensen, Sexologisk Klinik, Rigshospitalet.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.




Det sker