Var der ikke ikke en filosof, der engang sagde, at hvis du føler dig ensom, når du er alene, så er du i dårligt selskab? Der er måske noget om snakken, peger nyt studie på.
Det skriver University of Arizona i en pressemeddelelse.
Det nye studie peger på, at kreative mennesker er bedre til at udnytte deres fritid end folk, der ikke er kreativt anlagt. Det skyldes ifølge forskerne, at mennesker med en krøllet hjerne kan finde bedre sammenhæng mellem deres tanker og ideer og derfor keder sig mindre, end folk der ikke kan.
Forskerne har delt deres studie op i to for at undersøge menneskers tankestrømme.
- Det første eksperiment med 81 forsøgsdeltagere gik ud på, at deltagerne i denne del af eksperimentet skulle sidde alene i et rum i 10 minutter uden adgang til digitale enheder. Personen skulle tale højt om deres tanker, og forskerne ville her optage, transskribere og analysere materialet.
Her brugte forskerne det, som på fagsprog kaldes en ‘divergent thinking test’ for at undersøge deltagernes evner til at tænke ud af boksen. Tegn på, at man klarer sig godt her og ‘tankeflower’ frit, er, hvis man bruger mange ord i situationen samt sætninger under eksperimentet som: »Det minder mig om« eller: »Nu vi taler om det«.
»Mens mange af deltagerne havde tendens til at hoppe mellem usammenhængende ideer og tanker, udviste de kreative individer tegn på at associere mere«, siger en af hovedforfatterne, Quentin Raffaeli, ph.d.-studerende i psykologi ved University of Arizona, i pressemeddelelsen.
Det første eksperiment belyste også, at kreative mennesker fordybede sig mere i deres tanker, når der ikke var andre distraktioner såom deres telefoner og internetforbindelse.
»De kreatives vurderinger viste, at de kedede sig mindre i de ti minutter. De brugte også generelt flere ord, hvilket indikerer, at deres tanker bevægede sig mere frit«, fortæller studiets anden hovedforfatter, Jessica Andrews-Hanna, professor ved psykologi på universitetet.
\ Læs også
- Det andet eksperiment var større; her skulle over 2.600 under pandemien svare på spørgsmål vedrørende deres tanker gennem appen ‘Mind Window’, som forfatteren til studiet Andews-Hanna og kandidatstuderende Eric Andrews, havde udviklet til formålet.
De, der så sig selv som kreative, følte under pandemien mindre kedsomhed end dem, der ikke gjorde.
Forskerne fortsætter deres forsøg med appen, som du selv kan prøve her, hvis du ønsker at hjælpe forskerne med at blive bedre til at forstå, hvordan folk tænker i hverdagen.
»At forstå hvordan forskellige mennesker tænker, som de gør, kan lede til vigtig forskning, der kan forbedre helbred og velvære« fortæller Andrews-Hanna slutteligt.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Creative Research Journal.
mls

































