Kreativitet er blevet allemandseje

I julen 1888 skar den hollandske kunstmaler Vincent van Gogh efter sigende sit eget øre af i et anfald af sindssyge.

Årsagen er kraftigt omdiskuteret blandt kunsthistorikere. Var det mistralvindens konstante sus i Provenceområdet, der havde drevet ham til vanvid? Var det alkoholisme? Var det et skænderi med den franske ven og kollega Paul Gauguin? Eller var det noget helt fjerde?

Faktisk er det slet ikke sikkert, at historiens bærende element er sandt: At det var van Gogh selv, der førte kniven. Gerningsmanden var måske Gauguin, og der var muligvis blot tale om en fægteulykke.

Talte van Gogh i virkeligheden usandt om, hvordan skaden var opstået, blot for at beskytte sin ven?

Uanset hvad malede van Gogh 'Selvportræt med indbundet øre', som ud over bandagen gengiver en kunstners plagede ansigtsudtryk. Det billede står i dag som den ypperste illustration af ideen om den martrede kunstnersjæl. Men det har langtfra været alene om at skabe denne mytologi.

Galskaben – eller kampen imod den – har længe stået for os som kreativitetens indre nødvendighed. Den store kunstner med det plagede sind, hvorfra evnen til og behovet for at skabe ekstraordinære frembringelser stammer. Der er, som man siger, en hårfin grænse mellem at være gal og genial.

Eller som den tyske filosof Friedrich Nietzsche formulerede det få år før van Goghs 'uheld': »Man må have kaos i sig for at kunne føde en dansende stjerne.«

Geniale grænsegængere

Mange af vores ideer om kreativitet stammer fra historier som den om van Gogh.

Historien om et individ, der på den ene eller anden måde skiller sig ud fra samfundet. Et individ, som er specielt og unikt – og typisk også isoleret, socialt og økonomisk, ofte også meget konkret i bestemte rum: I laboratoriet, i værkstedet, i kunstnerens atelier, på loftskammeret.

Med andre ord, kunstneren eller videnskabsmanden som grænsegænger.

Mange af historierne har ligesom den om van Goghs øre mytisk eller anekdotisk karakter. Men de sidste årtier er kreativitet faktisk også blevet et enormt forskningsfelt; eller måske rettere adskillige forskningsfelter.

Kreativitet er ikke længere i altovervejende grad noget, vi vanskeligt vil eller kan tale om. I dag stiller vi en række nye, langt mere pragmatiske spørgsmål: Hvad er kreativitet? Hvordan fungerer den? Hvordan kan vi få mere af den?

Psykologien gjorde kreativitet 'almindeligt'

Allerede i starten af 1900-tallet havde de to østrigske læger og psykologer Sigmund Freud og Carl Gustav Jung sat sig for at udforske kreativitetens sæde i menneskets sind, særligt i forhold til mentale afvigelser.

Men deres idé slog ikke rigtig an blandt deres kollegaer. Det skete først, da den nyudnævnte formand for den amerikanske psykologforening J.P. Guilford i 1950 holdt sin tiltrædelsestale, som kort og godt bar titlen 'Kreativitet'.

Guilford tog netop afsæt i sin undren over, at kreativitetens psykologi ikke havde fyldt mere og kaldte ligefrem fraværet af forskning i kreativitetens krinkelkroge chokerende og frygteligt.

Guilfords tale markerede startskuddet til en støt voksende interesse for emnet blandt psykologer. Samtidig markerede den et markant brud med den måde, som især Freuds efterfølgere havde beskrevet koblingen mellem sind og kreativitet på.

Kreativitet befinder sig nemlig ikke nødvendigvis i grænselandet mellem gal og genial. Det er noget ganske almindeligt og vedrører altså også andre mennesker end de exceptionelle.

Det er ikke kun genier som van Gogh, der kan være kreative, ligesom det heller ikke kun er inden for bestemte typer gøremål og praksisser som eksempelvis musik eller litteratur, at kreativiteten lader sig udfolde. Og resultatet kan sagtens være andet end storslåede mesterværker eller banebrydende opfindelser.

Det er snarere en grundevne hos alle mennesker. Nogle har bare mere af den end os andre, i forskellige grader og former. Eller måske udfolder de den af forskellige årsager mere.

En normal form for tænkning

Guilford skelnede selv mellem forskellige former for tænkning.

På den ene side mente han, at vi kunne tænke divergent eller 'spredende', hvor vi ved hjælp af associationer eksempelvis forsøger at komme på så mange relevante løsninger på en problemstilling som muligt. Altså en slags brainstorm, hvor det handler om at få en masse ideer på kort tid.

På den anden side, konstaterede Guilford, er der en konvergent eller 'samlende' tænkning, hvor vi hovedsageligt sigter mod at finde 'korrekte' eller konventionelle løsninger frem for 'skæve' eller kreative. Altså at indsnævre feltet af ideer til de, ja, helst den, mest brugbare.

Ifølge Guilford kan vi observere den kreative, divergente tænkning overalt og hos alle mennesker. Det er altså helt normalt at være kreativ.

Derfor er forskere i forlængelse af Guilford begyndt at arbejde med forskellige former for kreativitet: På den ene side exceptionel kreativitet. Og på den anden side ordinær kreativitet. Eller kreativitet med henholdsvis stort og lille k.

For nogle forskere blev dette opgør med kreativitet som noget exceptionelt endog anledning til at betragte alle slags tænkning som en form for kreativitet. Ja, måske kan vi slet ikke tænke en eneste tanke uden kreativitet.

Pludselig er vi altså langt fra ideen om, at galskab og genialitet er tæt forbundne størrelser i unikke, kreative individer som van Gogh. Kreativitet er noget, vi mennesker deler, noget, vi har til fælles, og i tiltagende grad også noget, vi foretager os sammen.

Og det er derfor også noget, vi begynder at forvente af hinanden, også i vores arbejdsliv.

En kreativitet, vi kan lede

Lederen kan lede os frem til kreativitet, lyder det i dag. Den britiske kreativitets- og organisationsforsker Chris Bilton mener, at vi har skiftet fra en 'heroisk' forståelse af kreativitet til en 'strukturel'.

Det vil sige, at der rent praktisk også er sket en forandring i, hvordan vi praktiserer og anerkender kreativitet.

Bilton taler også om kreativitetens 'sociale vending'. For det første fordi vi nu i langt højere grad ser kreativitet som en aktivitet, som rigtig mange mennesker kan komme i berøring med i hverdagen og i arbejdslivet. Den demokratiserede kreativitet er så at sige blevet socialt fordelt mellem os.

For det andet er kreativiteten blevet social, fordi vi nu primært tænker, at den opstår og foregår mellem mennesker, når de kommunikerer og samarbejder.

Den idé ændrer også ledelsesopgaven i forbindelse med arbejdet.

Bilton har afdækket, hvordan vi nu retter vores opmærksomhed i ledelsesarbejdet bort fra individuelle evner og hen mod de sociale og organisatoriske rammer, mod processer og systemer.

Forfatterne til bøger om ledelse præsenterer typisk deres indsigter som nye og spændende og ikke mindst med enorme potentialer. Vi forstår nu kreativiteten på en ny og bedre måde end før.

Det er værd at bemærke, siger Bilton, at vi nu kan fremelske kreativitet med velkendte ledelsesredskaber. Nemlig gennem forandringer af arbejdets procedurer, strukturer og processer, gennem omfordeling af ressourcer som tid, materialer og rum, og gennem sammensætningen af teams, der er præget af forskellige personlighedstyper og evner.

Tror vi på den slags kreativitet, som vi har mest nytte af?

De mange åbne kontorlandskaber, som arkitekter har indrettet især inden for kreative brancher som design, reklame og kommunikation, er et fysisk udtryk for denne tanke. Kreativitet opstår mellem mennesker, gerne i konkrete rum.

Men når kreativiteten bliver ledelsesegnet, er det vigtigt at være bevidst om, at lederne dermed også bliver endnu mere relevante og vigtige.

Der bliver ganske enkelt et større marked for bøger, der siger: 'Ja, du kan lede dig frem til mere kreativitet, bare gør sådan her', end for faglitteratur, der siger det modsatte, nemlig at kreativitet er mystisk, utilregnelig og umulig at sætte på formel.

Måske skyldes boomet i teorier om denne form for kreativitet, at der er mest efterspørgsel på denne tankegang. Måske abonnerer vi i virkeligheden på den forståelse af kreativitet, som vi tænker har størst nytte for os? Eller i hvert fald for nogle af os.