Klimaforandringerne lader ikke længere til kun at være en fremtidig trussel.

I løbet af 2019 hærgede voldsomme brande i Australien, Rusland og Californien mere end 3,5 hektar jord - et område 4 gange større end Belgien.

I Bangladesh, Indien og Iran fordrev alvorlige oversvømmelser og cykloner mere end fire millioner mennesker, mens hele bydistrikter på Bahamaøerne blev ødelagt af storme som eksempelvis orkanen Dorian.

Det ser ikke ud til, at vi på nogen måde kan ånde lettede op:

Brandene i Australien fortsætter, det forventes, at den grønlandske indlandsis vil miste yderligere 267 milliarder ton is, og optøningen af den arktiske permafrost er skyld i positive tilbagekoblingsmekanismer, der kommer til at intensivere klimaopvarmningen og fremtidige påvirkninger.

LÆS OGSÅ: Nogle siger, at Australien har set værre brande før. Men de misser disse vigtige kendsgerninger

Kan et enkeltindivid gøre noget?

I lyset af globale katastrofer kan individuel handling forekomme forgæves.

Mere end 36 milliarder ton CO₂ bliver udledt hvert år på verdensplan, og vi er hver især kun ansvarlig for en brøkdel af denne mængde (for eksempel er hver person i Storbritannien ansvarlig for 5,8 ton; hver person i Indien 1,8 ton).

Selv hvis vi reducerer vores personlige CO₂-udledning, er der flere milliarder mennesker, som måske ikke gør det - plus et enormt globalt økonomisk system, der lader til at holde en urokkelig kurs.

Det virker usandsynligt, at vores enkeltstående handlinger og meninger kan gøre en forskel.

LÆS OGSÅ: Mennesket udleder op til hundrede gange mere CO₂ end vulkaner

Vores handlinger har betydning

Men vores handlinger betyder noget. Det globale miljø er ved at sygne hen gennem akkumuleringen af milliardvis af små effekter.

Hvert eneste indkøb og rejsevalg er et udtryk for, hvordan vi behandler andre mennesker og naturen, og selvom vi ikke ser resultaterne direkte, har vores valg betydning.

Vores valg er som krusninger på tværs af klodens overflade, der akkumuleres og skaber en tilsyneladende ustoppelig tidevandsbølge af ødelæggelse.

De store institutioner, der forekommer så magtfulde, består faktisk blot af vores kollektive verdensanskuelser (forgangne og nuværende).

Vi er ikke individer i kamp mod et ansigtsløst system - vi er systemet, der skal ændre sig.

Eksisterer enkeltindivider overhovedet?

I min nye bog The Self Delusion gransker jeg videnskabelig evidens fra en række forskellige discipliner, der viser, at vi ikke er isolerede individer på trods af, at vi ofte opfatter os selv på den måde.

Det kan vi observere på mange måder.

For det første har de fleste af vores 37 billioner celler så kort levetid, at vi praktisk talt bliver skabt på ny med få måneders mellemrum, instrueret af en genetisk kode, som ikke kun menneskeheden deler, men alt liv på Jorden.

Vores psyke og sind er dybt påvirket af andre mennesker - hvert ord, berøring, feromon modtaget fra andre ændrer hjernens neurale netværk, så vi egentlig ikke kan hævde, at vi er den samme person, som da vi vågnede op i morges.

LÆS OGSÅ: Hvilke af kroppens celler skifter vi oftest ud? 

Vi er tæt forbundne

Ny forskning i sociale netværk viser, at vi er så tæt forbundne, at ideer, adfærd og præferencer bevæger sig mellem os på en måde, der slører, hvor ét sind ender, og et andet begynder.

Ny miljøpsykologiforskning har desuden fundet, at vi passer mere på hinanden og naturen, når vi anerkender denne indbyrdes forbundethed.

Denne opfattelse kaldes også dybdeøkologi eller økofilosofi, og det var økofilosoffer, som den nu afdøde norske økofilosof Arne Næss, der først fremførte denne teori, der nu er blevet bekræftet gennem kvantitative spørgeundersøgelser.

Vi er langt tættere indbyrdes knyttede, end vi umiddelbart tror. (Foto: Markus Spiske/Unsplash, FAL)

Tilknytning skaber lykke, udvikling og selvstændighed

Når mennesker føler sig mere forbundet med naturen ifølge forskellige målestandarder, er de som regel også lykkeligere, oplever større personlig udvikling og selvstændighed samt stærkere holdninger og mere positiv adfærd i forhold til beskyttelse af miljøet.

Tilsvarende har personer, der scorer højere i forhold til social forbundethed, en tendens til i mindre grad at lide af angst, de oplever større trivsel og føler i højere grad empati.

Vi skal ændre vores tankegang, hvis vi skal få gavn af det hele. Det bliver ofte sagt, at vi bestræber os på at ændre verden omkring os, mens vi er unge og optimistiske.

Men i takt med at vi bliver ældre, går det op for os, hvor formålsløst det er. Derfor bestræber vi os i stedet på at ændre os selv.

Hvis vi skal finde løsningen på de afgørende problemer, som verden står ansigt til ansigt med, skal vi faktisk gøre begge dele: Vi skal ændre verden og os selv.

LÆS OGSÅ: Det har samfundet betydet for vores fællesskaber

'Øko - ikke ego'. Hjemmelavet skilt ved klimastrejke. (Foto: Markus Spiske/Unsplash, FAL)

Forandring af os selv er forudsætningen

Det er faktisk mere nuanceret end som så - for forandring af os selv er en forudsætning for forandring af verden.

Ved at erkende menneskehedens indbyrdes forbundethed skaber vi mere etisk og miljømæssig ansvarlig adfærd.

Hvordan gør vi det? Endnu engang kan den videnskabelige forskning komme os til undsætning ved at identificere de mest effektive tilgange.

Udendørs fælles aktiviteter og miljøundervisning øger både vores psykologiske tilknytning til andre og naturen, og det samme gør meditation og lignende aktiviteter. 

Selv computerspil og bøger kan designes, så de fremmer empati ved at levere måder at blive en del af noget større og overkomme vrangforestillingen om individuel isolation. 

Vi er alle del af noget større

Så selv om individets evne til at tackle klimaudfordringen er forsvindende lille, er vi heldigvis ikke blot individer - vi er alle en del af noget større.

Vi er dybt forbundet med hinanden på både et fysisk og psykologisk plan, og så snart vi ser denne sandhed i øjnene, begynder vi at handle anderledes, vi bliver mere medfølende og omsorgsfulde for hinanden og miljøet.

Vores indbyrdes forbundethed betyder også, at positiv adfærd kan blive videregivet til andre, og når vi ser os selv som en del af noget fælles - noget større - kan vi tackle klimakrisen.

Tom Oliver modtager støtte fra NERC, BBSRC og Natural England. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Filosoffer: Kampen for kloden kræver, at vi alle tager et fælles ansvar

LÆS OGSÅ: Forsker: Fokus på den enkeltes klimaindsats flytter belejligt ansvaret fra industrien