Kinas nye sociale pointsystem er et spil om medborgerskab

Kina har i de seneste år fået en del international opmærksomhed for deres intentioner om at bygge et såkaldt socialt kreditsystem, hvor borgere belønnes med point for at gøre gode gerninger.

Systemet minder for mange om et Orwellsk mareridt, der har til formål at kontrollere borgernes adfærd. En slags sammenlægning af ‘Big data’ og ‘Big Brother’.

Det er det måske også. Men sådan opfatter folk det faktisk ikke i Kina, og spørgsmålet er, om det ligger så fjernt fra de tendenser, vi ser i EU?

For at belyse dette må vi først dykke ned i, hvad begrebet ‘medborgerskab’ betyder i det kinesiske samfund.

Medborgerskab er opdelt i Kinas hukou-system

Medborgerskab relaterer sig til et individs rettigheder og deltagelse i samfundet.

Men medborgerskab er på et dybere niveau medbestemmende for borgerens opfattelse af sin egen plads i samfundet. Medborgerskabet har således også noget at gøre med identitet.

I Kina er medborgerskabet opdelt. Medborgerskab eksisterer på et nationalt plan, det vil sige det medborgerskab, man har kinesere imellem. Men det eksisterer også på tværs af hukou-systemet (det kinesiske husholdnings-registreringssystem), der opdeler befolkningen i to grupper efter, hvor de er født:

1. Rurale (fra landet) borgere
2. Urbane borgere (fra byen)

Hukou-systemet er afgørende for individets adgang til sociale rettigheder såsom pension, uddannelse og sundhedsydelser. Det er Kinas måde at fordele velfærden på.

Man har kun rettigheder i den hukou, man er født. Og ved at binde medborgernes sociale rettigheder til deres hjemstavn kontrollerer og regulerer regeringen intern migration i Kina.

Det gør det selvsagt problematisk for de flere hundrede millioner kinesere, der har taget springet fra land til by, men nu lever uden ret til sundhedspleje, og hvis børn heller ikke får adgang til det urbane skolesystem.

Begyndende opblødning i Hukou

Hukou-systemet er dog blevet reformeret og opblødet i de seneste år, hvor det er blevet nemmere for rurale borgere at få en urban hukou, og dermed adgang til sociale ydelser, i små- og mellemstore byer.

Men mulighederne for at få del i de sociale rettigheder for dem, der migrerer til Kinas største byer, er fortsat meget begrænsede.

Selvom hukou-systemet spiller en essentiel rolle, i forhold til hvordan medborgerskab skabes og deles i Kina, er medborgerskabet opdelt på langt flere niveauer i samfundet. I realiteten er medborgerskab yderst fragmenteret og kan manifestere sig helt ned på lokalt plan.

Hukou-systemets struktur skitseres nemlig af den nationale regering, men lokale institutioner fastlægger, hvordan systemet fungerer i praksis.

Kinesisk medborgerskab er noget helt andet end det nordiske

Denne form for medborgerskab ligger langt fra, hvordan vi betragter medborgerskab i Danmark.

I de nordiske lande er medborgerskab typisk et samfundsfænomen, indlejret i den universelle velfærdsstat. Universalisme befordrer oplevelsen af at være i samme båd – ‘vi’ løser ‘vores’ problemer, frem for at ‘vi’ løser ‘de andres’ problemer.

Vi indgår derved i en slags moralsk fællesskab, som muliggør, at vi kan stole på hinanden – hvilket tillægges en stor del af æren for den meget høje sociale tillid i det danske samfund.

I et land som Kina, hvor samfundet er opdelt, ikke mindst på tværs af hukou-systemet, men også helt ned på lokalt plan, skal medborgerskab defineres på anden vis.

Sociale kreditsystemer inddeler kinesere i top og bund

Det sociale kreditsystem blev præsenteret af Kinas statsråd i 2014 og skal efter planen udrulles i 2020.

Formålet er at ‘fremme troværdigheden’ og skabe tryghed i det kinesiske samfund ved at holde bedre styr på borgers og virksomheders sociale og økonomiske adfærd.

Der er mere end 40 pilotprojekter på lokalt plan i Kina, hvor voksne indbyggere har fået tildelt et antal point, som de kan forøge ved at gøre en god gerning såsom at donere til velgørende formål.

Samtidig mister man til gengæld points ved for eksempel at køre for stærkt i trafikken eller gå over for rødt. Lidt på samme måde, som man kan få klip i kørekortet i Danmark.

Antallet af point determinerer din status som borger (fra ‘AAAA’- til ‘D’-borger). AAAA-borgere, eller mønsterborgere, har adgang til sociale privilegier såsom lederstillinger, højere sociale ydelser, bedre kreditværdighed og billigere lån, bedre skoler osv. Mens D-borgere er afskåret fra disse.

Privatiserede pointsystemer

Foruden regeringens officielle kreditsystem, der endnu ikke har en høj deltagelsesrate, eksperimenterer en række private aktører også med pointsystemer.

Det mest kendte er ‘Sesame Credit’ under Alibaba med mere end 520 millioner brugere i 2017. Sesame Credit giver deres kunder en score på mellem 350-950, hvor en score over 700 anses som værende fremragende.

Ifølge Sesame får man point baseret på social status, kredithistorik, adfærdsmønster og sociale relationer (samt relationernes kredit-score).

Systemet skaber incitament til at ændre adfærd hos personer med lav score, og samtidig opfordrer det til at være selektiv med hensyn til ens sociale relationer, fordi de indgår i pointvurderingen.

Resultatet er, at personer med lav score risikerer at blive udstødt og stemplet som utroværdige. En slags andenrangsborgere.

Medborgerskab bliver et ‘spil’, som de fleste kinesere gerne vil spille

Efterhånden som diverse sociale kreditsystemer klassificerer borgerne og skelner mellem mønsterborgerne og ‘de andre’, sker der en ‘spilificering’ af tilliden og medborgerskabet i Kina.

Social tillid og medborgerskab bliver en belønning, som gives til mønsterborgere fremfor at være en mekanisme, der har til formål at fremme lighed i samfundet.

Det ville være nærliggende at tro, at denne ‘trussel’ mod det sociale medborgerskab skaber uro og utilfredshed i Kina, men sagen er en ganske anden. Et studie udført af professor Genia Kostka fra Freie Universität i Berlin viser, at langt størstedelen af kinesiske borgere billiger disse systemer.

Men hvorfor accepterer de kinesiske borgere, at der spilles hasard med medborgerskabet?

Inddeling af borgere er ikke noget nyt i Kina

Svaret er ret simpelt: Kineserne accepterer det, fordi man historisk har klassificeret borgere og opdelt dem i første, anden og endda tredjerangs borgere. På den vis har medborgerskabet ikke ændret sig synderligt i Kina.

I et samfund, hvor tillid til systemet og til mennesker imellem ikke kan tages for givet, må tillid bygges på anden vis.

Til gengæld har måden, hvorpå medborgerskab gives og deles, ændret sig. På en måde er medborgerskabet blevet mere individualiseret og reflekterer individets egen rolle i opnåelsen af ‘den kinesiske drøm’.

Medborgerskabet har således nået nye højder og fået endnu flere lag end hidtil.

Hukou-systemet har siden dets indførelse under ‘Det Store Spring Fremad’ i 1958-59 fungeret som katalysator for opdeling af medborgerskabet. Og dét vil der højst sandsynligt ikke blive ændret på lige foreløbig.

Dog kan en bemyndigelse af individet, i kraft af muligheden for at fremme egen status som medborger, potentielt flytte medborgerskabets sfære væk fra hukou-opdelingen og væk fra velfærdsstaten.

LÆS OGSÅ: Lang vej fra medborgerskab til statsborgerskab!

Bagsiden af Big Brother går særlig hårdt ud over muslimske kinesere

Der er selvfølgelig grund til bekymring for, hvad dette system potentielt kan udvikle sig til.

I Kina er ‘Big Brother’-systemet, i form af overvågningskameraer og ansigtsgenkendelse, aldeles udbredt og veludviklet.

Allertydeligst tegner der sig et Orwellsk mareridt i statens overvågning af muslimske uighurer i Xinjiang – et folkeslag, som den kinesiske stat betragter som en vedvarende trussel, der kræver overvågning og kontrol.

Som postdoc Rune Steenberg ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet udtalte til Politiken i februar:

»Xinjiang er blevet til et stort laboratorium for big-data-analyser. Der er overvågningskameraer over det hele med ansigtsgenkendelses-software, så de kan genkende dig, hvor end du befinder dig. Så er der installeret GPS-detektorer i alle nye biler.«

Også her bliver uighurer i nogle områder klassificeret ud fra et socialt kreditsystem baseret på identitet, vaner og adfærd.

EU’s immigrationsdebat minder om kinesisk hukou

Desto flere point, du har, desto bedre kan dine medborgere (og den kinesiske stat) stole på dig.

Det kan for os som danskere være svært at forstå behovet for dette system, og man kan argumentere for, at en sammenligning med danske eller nordiske tilstande er uretfærdig i dette tilfælde.

Men hvis vi anlægger et bredere perspektiv – et overstatsligt perspektiv – har jeg tidligere argumenteret for, at den europæiske immigrationsdebat viser en udvikling, der trækker tråde til den medborgerskabsopsplitning, der sker under hukou-systemet i Kina.

I Danmark kender vi det blandt andet fra diskussionen omkring velfærdsturisme, som har præget den politiske debat om EU siden 1990’erne (at tilknytning til det danske arbejdsmarked er en forudsætning for, at EU-borgere, der kommer til Danmark, er berettiget til danske velfærdsgoder, er en anden snak).

I Brexit spillede immigration og velfærdsturisme en væsentlig rolle i briternes valg. Og i Danmark var diskussionen i fuldt flor i forsommeren 2017, hvor ‘utryghedsskabende’ hjemløse i gadebilledet blev debatteret. En debat, der resulterede i en ‘tiggeri-lov‘ samt zoneforbuddet.

LÆS OGSÅ: Vi er på vej mod velfærdsstaten version 2.0

Manglen på tillid til ‘de andre’

Når tilliden og medborgerskabet er udfordret i EU, mistænkeliggør og kontrollerer vi vores medmennesker. Dette på trods af at denne ‘fremmedgørelse’ er stik mod EU’s intentioner for det kontinentale sociale projekt.

Selvom vi i EU er langt fra et socialt kreditsystem og ‘Big Brother’-overvågning, forstår vi behovet for at skabe tillid til dem, som er fremmede for os.

Og selvom vi inden for EU ikke overvåger borgerne, ser vi en tendens, hvor nationalstater beskytter nationale borgere og gransker EU’s regulativer for at regulere retten til uddannelse, dagpenge, børnepenge m.v. for ‘de andre’ i et forsøg på at undgå at underminere det nationale velfærdssystem.

I bund og grund handler det jo om det samme: Manglen på tillid til at ‘de andre’ ikke tager mere, end de har behov for og er berettiget til.

Så selvom et det kinesiske system virker fjernt og sandsynligvis aldrig ville få ben at gå på i europæisk kontekst, har vi måske lettere ved at forstå behovet for et tillidsskabende system end som så.

LÆS OGSÅ: Social ulighed i Kina: Truslen fra den sociale vulkan

LÆS OGSÅ: Social ulighed i Kina: En velfærdsstat opbygges