Er lakselusen en trussel for danske laks og havørreder?

Lakselusen er en snylter, som i de senere år synes at være blevet mere almindelig på mange af vore havørreder og laks, som svømmer langs de danske kyster.

Tilstedeværelsen af en sådan snylter på en ellers indbydende fisk kan virke foruroligende på en lystfisker, men det har sin helt naturlige forklaring. Der importeres nemlig solide mængder af modne lakselus med vildlaks, som i det seneste årti har haft stort held med at etablere sig i danske vandløb og kystområder.

Desuden vandrer havørreder også til områder, hvor de kan få infektionen. At lakselus er blevet mere udbredt nu tyder på, at vi på godt og ondt bevæger os mod tilstande, som vi havde i Danmark for 180 år siden.

Hvad er lakselus?

Lakselusen er en snylter (se figur 1 af scanning-foto af lakselus), der sætter sig fast på huden hos laks og ørreder, som opholder sig i vore salte farvande.

Når en lakselus har godt fat i huden på en fisk, vil den støt og roligt æde løs af de yderste lag. Lusen (der teknisk set er en vandloppe) gnaver sig ind i fiskens hud og udnytter de gode næringsstoffer til vækst og formering.

Hannen afsætter en god portion sperm-celler på hunlusen, som efterfølgende får sine mange æg befrugtet. Alt efter temperatur og saltholdighed vil æggene klækkes.

Lakselusens livscyklus omfatter ikke mindre end otte stadier, som alle stiller krav til vandets saltholdighed (se figur 2 med lusens forskellige stadier).

Ægproduktion, ægklækning og larveudvikling kan nemlig ikke foregå tilfredsstillende, hvis saltholdigheden er for lav. Derfor er der stor forskel på, hvor i Danmark man som laksefisk kan erhverve en luse-infektion.

Det norske problem

I de seneste år har netop denne snylter opnået betydelig opmærksomhed. Den anses nemlig for at være det største sygdomsproblem i norsk lakseopdræt.

Det skyldes ikke kun, at lusene skader opdrætsfiskene, men også fordi vilde laksefisk kan blive angrebet, når der kommer flere lakselus i et havområde i takt med den stigende havbrugsproduktion. Man frygter, at de unge vilde atlanterhavslaks og havørreder bliver angrebet af lus fra opdrætsfiskene på deres vej fra vandløb til havet. Og det i en grad, så de svækkes og i værste fald bukker under.

De norske myndigheder har indført særdeles strenge krav (se det norske Matt-tilsyns luserapport for baggrund). Ved overskridelser ser man således krav om nødslagtning af alle fiskene.

Desuden har man indført en såkaldt ’trafiklysregulering’, der sætter grænser for produktion i norske fjordområder i tilfælde af øget infektionsrisiko for de vilde fisk.

Et lakselusproblem i Danmark?

Med det norske problem in mente, er det nærliggende at spørge:

• Er lakselus også et problem i danske farvande?
• Er fiskene i de danske havbrug inficerede med lakselus, så de potentielt kan udgøre en risiko for vilde laks og havørreder i de danske farvande?

For at belyse det spørgsmål har vi dannet et lille team af forskere fra Københavns Universitet og lakselusforskningscentret SLRC i Bergen, som har gennemført en undersøgelse af lakselusforekomsten i vore lokale vilde laks, vilde havørreder og de opdrættede danske havbrugsfisk.

Sådan undersøgte vi ’problemet’

For at belyse forekomsten i de danske farvande har vi med hjælp fra lystfiskere, sportsfiskere, svømmedykkere og havbrugere indsamlet flere slags laksefisk fra forskellige marine områder.

Vi i det nordiske snylter-team har således set på vildlaks fanget af fiskere i Østersøen og vildlaks, der fra Nordsøen var vandret op i de danske åer Skjern Å og Gudenå.

Derudover har vi undersøgt havørreder fanget af sportsfiskere på den jyske østkyst og havørreder fra Sjællands nordkyst. Desuden har vi haft lejlighed til at se på regnbueørreder fra havbrug i de danske farvande.

Lusene kommer med vilde laks og havørreder

Der tegner sig derved et klart billede af situationen:

For det første kommer lakselus med modne befrugtede snylteræg til de danske farvande med vilde laks, som vandrer til fra de store salte havområder. Laksene fra for eksempel Skjern Å vandrer jo ud på lange vandringer i Nordatlanten, hvor saltholdigheden er høj, og får der betydelige infektioner.

Østersølaks er omvendt ikke inficerede, idet Østersøens vand har for lav saltholdighed til, at lakselusen kan formere sig. Og de fleste østersølaks forbliver i Østersø-området hele livet.

For det andet kan havørreder under deres vandring i havområder med høj saltholdighed blive inficeret og dernæst vandre rundt med deres æg-bærende hunlus langs de danske kyster (se figur 3 med foto af havørred-lus).

Eksempelvis ved vi, at danske havørreder kan foretage betydelige vandringer op under Norges kyst, hvor saltholdigheden – og dermed infektionsrisikoen – er ganske høj.

For det tredje må forekomsten af lakselus i danske havbrug anses for at være minimal, idet de fleste havbrug ikke huser inficerede fisk.

Enkelte havbrug har huset fisk med enkelte lus, men da de pågældende lus ikke var kønsmodne og/eller befrugtede, må spredning af lakselus fra de danske havbrug til vilde fisk anses for minimal eller ikke-eksisterende.

Saltholdigheden i havområder med havbrug synes for lav til at kunne understøtte signifikant formering af lakselus.

Det er sandsynligt, at danske havbrugsørreder i de mest salte havområder er blevet inficeret med tilstrømmende infektive lus (såkaldte cope-poditter) fra mere salte havområder. Vi ved nemlig, at de kan spredes over afstande på op til 100 kilometer med havstrømme.

Lakselus elsker salt og varme

Vore farvande påvirkes som alle andre økosystemer af klimaændringer, som vil påvirke os på en ofte uforudsigelig måde.

Lakselusen er afhængig af en meget høj saltholdighed for at gennemføre sin livscyklus optimalt. Det betyder, at hvis der strømmer mere saltvand med høj saltholdighed til de danske farvande, får lakselusen bedre formeringsmuligheder.

Hvis der samtidig sker en temperaturforøgelse, vil effekten alt andet lige blive større. På samme vis vil en formindskelse af saltvandsindstrømning og temperatursænkninger have den modsatte effekt.

Vores anbefaling: Overvåg fiskene

Den bedste måde at holde styr på vore bestande af vildfisk vil derfor være en løbende overvågning af både vildfisk og opdrættede fisk. Herved kan vi reagere hurtigt, hvis der på et tidspunkt skulle opstå infektioner, der kan påvirke vore fiskebestande.

Man bør dog ikke gribes af panik, hvis man ser en lakselus på sin laks eller ørred. Som nævnt er lakselusen på godt og ondt en naturlig del af det danske økosystem og i takt med en stigende forekomst af vilde laks og ørreder, må man forvente en øget forekomst af deres snyltere i havområder med tilstrækkelig høj saltholdighed.

Det vil således være en tilbagevenden til forholdene i 1830’erne, da den berømte danske krebsdyrforsker Henrik Nikolai Krøyer indsamlede lakselus på de danske laks.