Positiv særbehandling bringer virkelig sindene i kog i Danmark. Det medfører gerne beskyldninger om ulovlig, uretfærdig og usaglig praksis.
Forskning tyder dog på, at vi sjældent er så rationelle, som vi tror. Så måske kan positiv forskelsbehandling faktisk være den mest effektive metode til at finde frem til de bedst kvalificerede ansøgere.
Det er regeringens erklærede mål, at danske universiteter skal være blandt de bedste i Europa. Det kræver, at »vi bliver bedre til at opdyrke og pleje alle talenter,« som der står der i Ligestillingsministeriets Perspektiv- og handlingsplan for 2010.
Det er en målsætning, som det er svært at være uenig i. Men hvilke midler er acceptable for at nå dette mål?
Modstand mod positiv særbehandling
Måske går grænsen ved positiv særbehandling af kvinder. Selvom World Economic Forums årlige ligestillingsliste placerer Danmark i bunden af de skandinaviske lande, mener ligestillingsminister Lykke Friis alligevel, at »vi ligger der, hvor vi skal ligge«.
Og ligestillingsministeren udtaler: »Det er ikke underligt, at vi ligger efter de øvrige lande i Norden, for vi benytter os ikke af instrumenter som kvoter, som for eksempel Norge bruger.«
Kvoter er altså tilsyneladende ikke stuerene for ligestillingsministeren. Og der synes generelt i Danmark at være en udbredt skepsis mod positiv særbehandling af kvinder, som et middel til at opnå ligestilling.
Et andet eksempel kunne ses, da Aarhus Universitet for nylig fik tilladelse af Videnskabsministeriet til at oprette 20 forskerstillinger, som udløser en økonomisk bonus, hvis der ansættes en kvinde.
I Berlingske Tidende blev der protesteret både i debatindlæg og på lederplads: Ordningen er diskriminerende overfor mænd, den er ydmygende for kvinder og er for øvrigt ulovlig (se blandt andet Rose d. 22.09, Malacinski d. 24.09 og Berlingskes leder d. 22.09).
Tanken i disse indlæg synes at være, at enhver positiv særbehandling af kvinder forhindrer en ellers objektiv og saglig udvælgelse. Problemet er bare, at overvægten af de sidste 10 års hjerneforskning tyder på, at det er en illusion at tro, at vi i øjeblikket har en sådan objektiv og saglig udvælgelse.
En gåde
Mange læsere kender sikkert følgende gamle gåde: En dreng og hans far bliver indlagt efter et trafikuheld. Faderen er bevidstløs, og drengen skal opereres straks. Men overlægen kommer ind siger: Nej, jeg kan ikke operere - patienten er min søn. Hvordan er det muligt?
Gåden udnytter vores indbyggede fordomme og stereotyper (det der kaldes 'implicit bias'). Stereotypen på en læge er en mand; hjernen kobler altså vanemæssigt 'overlæge' med 'mand'.
Så selv erklærede feminister plumper i og foreslår alle mulige fantasifulde løsninger på gåden (for eksempel at drengen var adopteret, eller var blevet forbyttet ved fødslen). Men de overser den mere nærliggende forklaring: At lægen er drengens mor.
Implicit bias og stereotyper
Sådanne tankemæssige vaner er ikke udtryk for ond vilje. Det er blot en naturlig biologisk strategi, der går ud på at bruge mindst muligt energi.
Som hjerneforsker Kjeld Fredens har formuleret det, så kan hjernen »ikke håndtere at være bevidst om alle de indtryk, den får, så derfor har den udviklet et hurtigt og langsomt system. Vanerne hører til i det hurtige, ubevidste« og uden sådanne genveje ville hjernen simpelthen brænde sammen (se Beck, s. 26). Problemet er dog, at disse genveje ikke altid er lige hensigtsmæssige.
Her er nogle 'gåder' fra det virkelige liv: Tidsskriftet Behavioural Ecology, begyndte for nyligt at anonymisere forfatterne, inden deres artikler blev sendt til bedømmelse. Efterfølgende er andelen af kvindelige forfattere steget med 33 %.
I begyndelsen af 70'erne indførte flere amerikanske symfoniorkestre en skærm, der forhindrer bedømmerne i at se musikerne til ansættelsesprøver. Herefter steg succesraten for kvindelige ansøgere markant (og siden er skærmene blevet almindelig praksis ved orkestres ansættelsesprøver).
Kan man gardere sig mod implicit bias?
Stereotypi-effekter skyldes ikke, at folk forsømmer at være objektive og saglige. Tværtimod viser forsøg, at de indbyggede stereotyper bliver endnu mere udslagsgivende, når bedømmerne bevidst forsøger at være objektive (jf. Steward og Payne: 1333).
Desværre kan vi altså ikke bare beslutte os til at være neutrale. Det tyder endvidere på, at stereotyper ikke afhænger af, hvem man selv er. Det tyder for eksempel ikke på, at kvinder i bedømmelsesudvalg er mere tilbøjelige til at foretrække kvindelige ansøgere.
Men betyder det, at der ikke er noget at gøre? Nej, heldigvis ikke. Et effektivt middel til at ændre fordomme, er at blive udsat for modeksempler, der provokerer hjernen til at skabe nye forbindelser. Og forsøg viser, at især billeder kan være et effektivt middel til at afbøde virkningen af vanemæssige fordomme.
Med andre ord: har man lige set et billede af en kvindelig læge, vil man højst sandsynligt kunne svare på gåden ovenfor.
'De-biasing agents'
Det mest effektive middel mod begrænsende stereotyper er dog at møde virkelige personer, som afkræfter de lagrede stereotyper, og dermed tvinger hjernen til at gå nye veje. Det sker for eksempel når vi møder en mandlig sygeplejerske eller en kvindelig pilot
Så al forskning tyder på, at det også vil ske, når de nyansatte kvindelige forskere fra Aarhus Universitet interviewes eller præsenterer deres forskningsresultater på konferencer i fremtiden.
Så positive særbehandling af kvinder ikke blot er 'symptombehandling', som Berlingske skriver i lederen den 22.09.
Loven om ligestilling
Dermed er vi tilbage til Aarhushistorien og spørgsmålet om, hvorvidt universitetet bryder ligestillingsloven, når de skaber incitament til at vælge kvindelige kandidater frem for mænd med samme kvalifikationer.
I ligestillingsloven understreges det, at loven ikke skal være »til hinder for forskelsbehandling af det ene køn, hvis det er begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige«.
I lovens forarbejder er det desuden understreget, at »forbudet mod forskelsbehandling [...] ikke [skal] ses som absolut, da det kan være nødvendigt at behandle kvinder og mænd forskelligt for netop at stille dem lige og sikre reelt lige muligheder. Adgangen til at iværksætte positive særforanstaltninger kan derfor i nogle tilfælde være en forudsætning for at opfylde lovens formål« (vores understregning).
Loven tillader altså positiv forskelsbehandling, hvis denne sikrer reel lighed.
Ligestillingsloven i praksis
Den nye ordning på Aarhus Universitet og forslag om kønskvotering må altså vurderes i lyset af den nyeste forskning i ubevidste fordomme. Og den viser, at hvis to kandidater til et job vurderes lige, så er der overvejende sandsynlighed for, at den ikke-stereotype kandidat reelt er den bedste (jf. Kang og Banaji s. 1099).
Der er derfor ikke tale om, at tiltaget på Aarhus Universitet krænker idéen om objektivitet og neutralitet, men derimod om, at man lovligt og sagligt forsøger at modvirke en kendt fejlkilde i rationelle beslutningsprocesser.
Strategien vil på kort sigt kunne medføre en højere grad af reel ligestilling i ansættelsen. På længere sigt vil det, at vi møder de kvindelige professorer, være med til at omkode hjernens uheldige vaner, og sikre mere objektive beslutningsprocesser. Og det er vejen frem, hvis danske universiteter skal udvælge de bedste kandidater og blive blandt de bedste i Europa.
PS. Læsere, der er blevet nysgerrige efter at teste virkningen af deres egne ubevidste fordomme, opfordres til at gøre det her. Så kan man samtidig medvirke i ét eller flere forskningsprojekter.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
