Mandag 13. juli skrev USA's udenrigsminister Marco Rubio et skånselsløst indlæg i Wall Street Journal, hvor han fremlagde planer om at afvikle Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Han hævdede, at domstolen er en trussel mod »amerikanske soldater, politibetjente, grænsebetjente og folkevalgte ledere« gennem internationale love, som »vi hverken har givet samtykke til eller kontrollerer«.
Det amerikanske udenrigsministerium præsenterede efterfølgende en række tiltag rettet mod Den Internationale Straffedomstol (ICC), blandt andet:
- øget diplomatisk pres på allierede for at modarbejde domstolens forsøg på at retsforfølge amerikanske statsborgere,
- indførelse af rejserestriktioner for ICC-embedsmænd
- samt skærpede sanktioner mod domstolen.
Udenrigsministeriet kaldte Den Internationale Straffedomstol en »uacceptabel trussel mod USA's suverænitet«.
Bevidst mangel på respekt for folkeretten
Men Marco Rubios påstande afslører en bevidst mangel på respekt for folkeretten, som ikke klæder en person i hans embede.
For eksempel betragtes de fire centrale internationale forbrydelser under ICC's jurisdiktion – folkedrab, aggression, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser – som en »ufravigelig norm«.
Det betyder, at de gælder universelt for alle stater, og at intet land kan vælge at overtræde eller ignorere dem.
Ironisk nok forsøger Marco Rubio også at tilsidesætte suveræniteten hos alle de stater, der har tilsluttet sig ICC. Som Kenneth Roth, tidligere leder af Human Rights Watch, har sagt, ignorerer Rubio »andre nationers suveræne ret til at påberåbe sig ICC i forbindelse med forbrydelser begået på deres territorium«.
Så hvad kan USA egentlig gøre mod domstolen, og hvorfor er disse trusler vigtige?
Domstolen er sidste udvej
ICC efterforsker og retsforfølger personer, der er anklaget for de mest alvorlige internationale forbrydelser.
Domstolen blev oprettet ved Rom-statutten, som blev vedtaget i 1998. Den blev officielt verdens første permanente internationale straffedomstol i 2002 med sæde i Haag i Holland.
I modsætning til hvad Marco Rubio hævder, værner ICC om staternes suverænitet. Domstolen betragtes som en sidste udvej, hvilket betyder, at den supplerer nationale domstole; den erstatter dem ikke.
ICC griber kun ind, hvis et lands egne domstole er uvillige eller ude af stand til at efterforske eller retsforfølge internationale forbrydelser.
USA's komplicerede forhold til ICC
USA's holdning til ICC har været præget af betydelige uoverensstemmelser og ambivalens. USA spillede en ledende rolle i Nürnberg- og Tokyo-processerne efter Anden Verdenskrig.
Senere støttede USA under Clinton-administrationen i første omgang idéen om en permanent international straffedomstol. Washington bidrog endda til udformningen af store dele af ICC's juridiske arkitektur, og den tidligere præsident Bill Clinton underskrev Rom-statutten i 2000.
USA afstod imidlertid fra at ratificere traktaten, fordi de ikke kunne opnå en ubetinget garanti mod, at amerikansk personel blev omfattet af domstolens jurisdiktion.
I stedet forhandlede USA mere end 100 bilaterale immunitetsaftaler på plads, som forpligtede partnerlande til ikke at udlevere amerikanske statsborgere til ICC uden amerikansk samtykke.
Kongressen vedtog også lovgivning, der begrænsede samarbejdet med ICC.
Under den såkaldte American Service-Members' Protection Act, også kaldet Haag-invasionsloven, der blev vedtaget i 2002, kan præsidenten anvende »alle nødvendige og passende midler« til at sikre løsladelsen af amerikansk eller allieret personel, som tilbageholdes af domstolen i Haag (loven giver dog ikke bemyndigelse til at invadere Holland, trods sit tilnavn).
Hvad kan USA rent faktisk gøre mod domstolen?
USA kan ikke lovligt afskaffe ICC, fordi domstolen er en uafhængig international organisation, der er oprettet ved en traktat, som nu har 125 medlemsstater.
Da USA aldrig ratificerede Rom-statutten – og formelt trak sin underskrift tilbage i 2002 – har landet heller ikke juridisk myndighed over domstolen.
Kun medlemsstaterne kan i fællesskab ændre Rom-statutten eller individuelt træde ud af den. USA kan ikke afskaffe ICC gennem national lovgivning eller ved præsidentielle beslutninger.
USA kan imidlertid i betydelig grad hindre ICC's arbejde på mange måder, og det har de gjort adskillige gange tidligere.
I 2020 indførte Trump-administrationen sanktioner mod anklager Fatou Bensouda og andre højtstående ICC-embedsmænd. Yderligere sanktioner blev indført i 2025 efter ICC's arrestordrer med relation til Israel.
Disse tiltag gør international bankvirksomhed, rejser og fagligt samarbejde betydeligt vanskeligere for domstolens embedsmænd.
USA kan også lægge pres på sine allierede for at begrænse samarbejdet med domstolen. Da ICC er afhængig af stater til at fuldbyrde arrestordrer og indsamle beviser, kan det i alvorlig grad hæmme domstolens sager.
Regeringer eller vidner kan genoverveje deres samarbejde, hvis de frygter diplomatiske konsekvenser fra USA.
Den mest vidtrækkende handling, USA kan iværksætte mod domstolen, er uden tvivl i FN's Sikkerhedsråd.
USA kan nedlægge veto mod Sikkerhedsrådets henvisning af sager til ICC eller stå i vejen for alle handlinger fra Sikkerhedsrådet, der støtter ICC's efterforskninger.
Angreb på retsstaten
Marco Rubios forsøg på at undergrave domstolen har også en bredere betydning. De repræsenterer endnu et forsøg fra Trump-administrationens side på at svække den internationale retsorden og erstatte den med en global orden, hvor »den stærkes ret« råder.
Det normaliserer forestillingen om, at magtfulde stater kan se bort fra eller modarbejde folkeretten og uafhængige juridiske institutioner, når de står i vejen politisk.
Det er Trump-administrationens tilfangetagelse af Venezuelas leder Nicolás Maduro og angrebene mod Iran centrale eksempler på.
Uden mulighed for at drage stater til ansvar for deres handlinger ville verden befinde sig på en farlig glidebane mod rendyrket lovløshed.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
